Connery

Blu-ray måske format-vinder

Blu-ray tager den seriøse førertrøje på i HD format-krigen

Der hersker i øjeblikket en format-krig på de nye HD-formater der skal tage over efter DVD som foretrukket film-medie. Nu er der kommet hvad der kan være det afgørende slag i krigen.

Blu-ray måske format-vinder
For folk der ser meget film, eller bare i det hele taget har fulgt med i medierne omkring hele bølgen med HD (eller High Definition som det korrekt hedder), er det kendt at der er 2 nye medier i omløb der bejler til at være den nye HD-arvtager til DVD-skiven som foretrukket film-medie. Det er Blu-ray formatet (også kaldet BD for Blu-ray Disc) der støttes af blandt andet Sony, der også har indbygget support for mediet i den nye PlayStation 3 spillekonsol, samt af Samsung og Philips blandt mange andre. På den anden side står HD-DVD med Toshiba og Microsoft samt mange flere som stærke støtter (sidstnævnte har understøttelse af HD-DVD til deres spillekonsol Xbox 360 i form af et eksternt drev). Det er en krig hvor fronterne er trukket meget skarpt op, og krigen kan derfor minde en hel del om den der foregik i 80'erne med VHS og Betamax.

Sådan en krig er i dag reelt koncentreret til 2 grupper af producenter: Hardware-producenterne og filmselskaberne. Førstnævnte skal selvfølgelig vælge side og dernæst lave afspillere der kan sælges til forbrugerne. Sidstnævnte er den allerstørste faktor, idet at der skal udgives filmtitler til det enkelte format, for uden film er der selvsagt ikke noget at sælge (udover spil til de 2 typer spillekonsoller, men det er en helt anden debat).

Filmselskabs-krigen har nærmest været "en krig i krigen", med selskaber der fra starten har meldt ud at de kun støtter enten det ene eller det andet format, selskaber der har meldt ud at de vil støtte begge formater, og så selskaber der har prøvet at bejle til begge format-lejre om at lave en fælles standard. Det sidste endte dog hurtigt op med, at det under ingen omstændigheder var muligt at få overtalt parterne til et fælles samarbejde. Derfor har hele spændingsmomentet handlet om, hvor mange filmselskaber (og i sidste ende hvor mange procent af det totale filmmarked, baseret på hvert enkelt filmselskabs markedsandele) der ville støtte det enkelte format.

Så sent som for en uge siden var der en relativ balance i tingene, med 6 eksklusive filmselskaber til Blu-ray og 4 til HD-DVD, og 3 selskaber der udgav til begge formater. Men i går kom så bomben der kan vise sig at være det afgørende og dræbende slag på sigt for HD-DVD formatet, idet 2 af de helt store sværvægtere, nemlig Warner Brothers og New Line, valgte at gå eksklusivt på Blu-ray. Warner Brothers alene står angiveligt for ca. 20% af konsum-salget af spillefilm, og dermed en virkelig afgørende spiller at have som eksklusiv partner.

Efter den nye udvikling ser det sådan her ud med supporten til de respektive formater fra de enkelte filmselskaber:

Blu-ray:

Sony (eksklusiv)
Disney (eksklusiv)
Buena Vista (eksklusiv)
Lionsgate (eksklusiv)
20'th Century Fox (eksklusiv)
MGM (eksklusiv)
Warner Brothers (eksklusiv)
New Line (eksklusiv)
Studio Canal

Totalt 8 eksklusive og 1 delt filmselskab = over 70% af markedet.

HD-DVD:

Paramount (eksklusiv)
Dreamworks (eksklusiv)
Pathé (eksklusiv)
Universal (eksklusiv)
Studio Canal

Totalt 4 eksklusive og 1 delt filmselskab = under 30% af markedet.

Set i lyset af, at Pathé er et absolut mindre filmselskab i forhold til de andre eksklusive partnere, så er det ikke lig med at HD-DVD nu er erklæret død som format. Men det er til gengæld lig med, at der nu er lavet en radikal balanceændring i favør af Blu-ray formatet. Og det må derfor forventes at de vil tage den meget store førertrøje på når det gælder om selvfølgeligt filmtitler tilgængelige, men også i høj grad supporten fra hardware-producenterne. Og det kan selvfølgeligt i det lange løb vise sig at være døden for HD-DVD.

Som det sidste stik i hjertet på HD-DVD kom det frem for en måneds tid siden, at Blockbuster på verdensplan kun vil udleje HD film i Blu-ray formatet, og dermed er der også selv på konsumplan en overvejende tiltro og støtte til den blå lejr.

Opdatering på artiklen: Flere amerikanske aviser har henover weekenden været ude med meldinger omkring den meget afgørende nyhed. Fra New York Times til EnGadget lyder det, at der med den udvikling der er kommet kan ske alt fra minimum en voldsom balanceændring til Blu-ray's side, til at HD-DVD formatet ligefrem menes død indenfor en relativ kort tid. På den netop afholdte CES messe skulle der have været et større pressemøde fra HD-DVD lejrens side, men dette pressemøde er under stor ståhej i USA simpelthen blevet aflyst. Dette tolkes selvfølgeligt som et alvorligt tegn på, at der er store problemer.

Vi vil her på ComputerGEIL selvfølgeligt følge op på udviklingen.
ANNONCE
Del

Seneste nyt