Nyheder

USA og Iran tæt på aftale om at stoppe krigen

USA og Iran er tæt på at indgå en aftale, der skal sætte en stopper for krigen mellem de to lande og samtidig bane vejen for nye atomforhandlinger.

Det skriver det amerikanske medie Axios ifølge Reuters med henvisning til to unavngivne embedsfolk.

Ifølge oplysningerne arbejder parterne på en erklæring på én side, som skal fastlægge de overordnede rammer for en kommende aftale mellem landene.

En pakistansk kilde med indsigt i forhandlingerne bekræfter over for Reuters, at en aftale er tæt på.

“Vi lukker den meget snart. Vi er tæt på,” siger kilden ifølge Reuters.

Pakistan har fungeret som mægler mellem USA og Iran under forhandlingerne.

Tidligere tirsdag oplyste USA’s præsident, Donald Trump, at USA midlertidigt vil sætte eskorteringen af skibe gennem Hormuzstrædet på pause for at undersøge mulighederne for en aftale med Iran.

Operationen blev annonceret søndag og har fået navnet “Project Freedom” af Trump.

Ifølge Axios forventer USA at modtage svar fra Iran på flere centrale punkter inden for de næste 48 timer.

Aftalen ventes blandt andet at indeholde en erklæring fra Iran om landets atomberigelse. Til gengæld skal USA efter planen ophæve sanktioner mod Iran samt frigive milliarder af dollar i indefrosne iranske midler.

Det fremgår også, at begge lande skal lempe deres restriktioner for sejlads gennem Hormuzstrædet.

Krigen mellem USA og Iran brød ud i februar, da USA gennemførte angreb mod mål i Iran.

I april mødtes repræsentanter fra de to lande i Pakistans hovedstad Islamabad, men dengang endte mødet uden en aftale. Siden da har der ikke været direkte fysiske forhandlinger mellem parterne.