Sport

Tysk medie: AGF køber Rasmus Carstensen

AGF ser ud til at kunne sikre sig en vigtig brik til fremtiden.

Meget tyder nemlig på, at Rasmus Carstensen fortsætter i Aarhus, efter den 25-årige back har imponeret i sin lejeperiode fra tyske 1. FC Köln.

Den tidligere Silkeborg-spiller er hurtigt blevet en vigtig del af AGF-holdet, hvor han med sin fart, arbejdsradius og offensive løb har sat et tydeligt aftryk på højrekanten.

Nu peger flere meldinger på, at aarhusianerne ønsker at gøre samarbejdet permanent.

Ifølge Express.de er AGF og Carstensen allerede langt i dialogen om en fast aftale, og klubben skulle være klar til at aktivere den købsklausul, der blev indarbejdet i lejeaftalen sidste sommer.

For AGF vil det være en stærk signing. Særligt til prisen, der oplyses til at være 1.2 millioner euro, eller cirka ni millioner kroner.

Carstensen har været fast mand gennem sæsonen, men har misset flere kampe på grund af en skade. Samtidig passer han perfekt ind i den intense og direkte spillestil, som AGF forsøger at bygge videre på.

Mens opholdet i Tyskland aldrig for alvor tog fart for danskeren, ser han til gengæld ud til at have fundet både selvtillid og kontinuitet igen i Superligaen.

Og i Aarhus virker begejstringen over samarbejdet til at være gensidig.