Sport

Indvejningen er overstået: Nu venter fem pro-kampe i Brøndby Hallen

Ti professionelle fightere var fredag på vægten på Glostrup Park Hotel – og efter et enkelt mindre bump er hele pro-kortet klar til lørdagens MMA GALLA vol. 33.

Alle fem professionelle kampe ved MMA GALLA vol. 33 er officielt på plads.

Fredag var de ti pro-fightere på vægten på Glostrup Park Hotel forud for lørdagens stævne i Brøndby Hallen, og indvejningen forløb i store træk uden problemer.

Det betyder blandt andet grønt lys til aftenens store professionelle trækplaster: titelkampen mellem Oskar Lang og Hisir Ozdoev om det ledige MMA GALLA-letvægtsbælte.

Og de to titelaspiranter kunne dårligt have ramt hinanden mere præcist på vægten.

Begge blev noteret for 70,3 kilo.

Et lille bump på vejen

Den eneste mindre krølle under indvejningen kom hos Zeyneb Huseynli, der skal møde Mathilde Tegllund.

Huseynli vejede i første omgang 200 gram for meget, men gik samtidig på vægten iført en del tøj. Det endte derfor ikke med at skabe problemer for kampen, som er en catchweight-kamp.

Huseynli blev noteret for 58,5 kilo, mens Tegllund vejede 57,4 kilo.

Dermed kunne arrangørerne efter indvejningen slå fast, at samtlige fem professionelle kampe er klar.

Her er vægtene før MMA GALLA vol. 33

August Jacobsson vejede 67,9 kilo, mens William Mørck ramte 67,6 kilo før deres catchweight-kamp.

Jordan Galabuzi blev noteret for 56,7 kilo over for Fouad Sandbecks 57,2 kilo, ligeledes i catchweight.

I fjervægt ramte Adlan Beksultanov 66,2 kilo, mens Benjamin Poggi vejede 65,9 kilo.

Zeyneb Huseynli og Mathilde Tegllund blev noteret for henholdsvis 58,5 og 57,4 kilo, inden Hisir Ozdoev og Oskar Lang afsluttede pro-feltet med identiske 70,3 kilo før deres titelopgør i letvægt.

Dermed er den professionelle del af MMA GALLA vol. 33 klar til Brøndby Hallen lørdag.

Og tænker du at det er for sent at nå showet tager du fejl. Det er stadig muligt at købe billetter til et brag af en fest i Brøndby Hallen.