Ny forskning knuser simulationsteoriens plausibilitet: eller gør den?

Er vi alle sammen bare digitale brikker i et kæmpemæssigt Matrix-lignende system? Er dit liv, din nabo, og katten i vindueskarmen bare data i et hyperavanceret computerspil? Det spørgsmål har hjemsøgt både konspirationsteoretikere, filosoffer og tech-milliardærer – men nu melder en astrofysiker fra Bologna sig på banen med kolde fakta og en ret tung energiregning.

Simulationsteorien kort fortalt

Filosoffen Nick Bostrom har tidligere stillet tre mulige scenarier op:

1. Menneskeheden uddør, før vi får teknologi til at simulere universer.
2. Vi overlever, men gider ikke simulere.
3. Vi overlever og bygger tonsvis af simulationer – hvilket betyder, at der burde være langt flere simulerede væsner end ægte.

Hvis nummer tre er korrekt, bør du og jeg antage, at vi lever i en simulation, fordi chancerne taler for det. Og det er her, videnskaben kommer ind fra sidelinjen.

Bologna-professor: Vi har ikke råd til Matrix

Professor Franco Vazza fra universitetet i Bologna har lavet et studie, der simpelthen undersøger hvor meget energi det ville kræve at simulere enten hele universet, bare Jorden – eller en simplificeret “man ser kun det, man kigger på”-version af virkeligheden.

Hans konklusion er brutal: Selv den mest nedbarberede simulation ville kræve astronomiske mængder energi. Ifølge Vazza ville det koste lige så meget energi at simulere Jorden, som det ville kræve at splitte hele Mælkevejen ad. Ja, du læste rigtigt. Alt stjernestøv, sort stof og galaksens samlede masse – bare for at få dig til at tro, at du spiser cornflakes i et køkken, der ikke findes.

Simuleret virkelighed kræver en anden fysik

Vazza slår fast, at selv ved laveste opløsning (altså “budget-versionen” af vores verden), er energiomkostningen fuldstændig urealistisk ud fra de fysiske love, vi kender. Derfor er hans dom klar: Vores virkelighed er usandsynlig som simulation – medmindre den kører på helt andre naturkræfter, vi slet ikke kender.

Og så er der det eksistentielle lag: Selv hvis vi VAR simuleret, ville vi aldrig opdage det. Ligesom Pac-Man ikke aner, at han bor i et 2D-spil, ville vi aldrig kunne forstå begrænsningerne i en simuleret virkelighed. Vi ville bare kalde det “kvantemekanik” og gå videre.

Men hvad med de andre teorier?

Vopson, en anden forsker, har postuleret at information har masse, og at bibelen muligvis allerede har fortalt os, at vi er simulerede (jep). Og så er der teorien om, at universet er en slags hologram, og det vi ser, er en 3D-projektion af noget andet. Det lyder måske sølvpapirshat-agtigt, men bliver diskuteret seriøst af visse teoretiske fysikere.

Så… er vi i en simulation?

Hvis vi er, kører den på et helt andet brændstof end det, vi kender. For ifølge Vazzas beregninger ville selv de mest effektive superintelligenser i andre universer opgive projektet på grund af strømregningen.

Og hvis vi ikke er – så kan vi måske endelig droppe tanken om, at vi bare er figurer i en kosmisk computerspil og i stedet fokusere på at forstå det virkelige univers, vi faktisk bor i. Eller… det vi tror, vi bor i.