Der er hoteller, hvor man først og fremmest kommer for at have et sted at sove. Og så er der hoteller, hvor lobbyen, baren, morgenmaden og området omkring hotellet ender med at fylde næsten lige så meget som selve værelset.
SP34 hører klart til sidstnævnte kategori.
Hotellet ligger på Sankt Peders Stræde midt i Københavns Latinerkvarter, og det er svært at forestille sig en beliggenhed, der passer bedre til et boutiquehotel. Her er man trukket en smule væk fra den værste turisttrafik omkring Strøget og Rådhuspladsen, men stadig så centralt placeret, at det meste af København kan klares til fods.
Og så har SP34 netop været igennem en større renovering, som har givet både værelser og fællesområder en opdatering.
Hotellet åbnede oprindeligt i 2014, og efter knap et års renovering står det nu klar i en ny version, hvor man heldigvis ikke har forsøgt at gøre alting skinnende nyt og anonymt.
For det ville være lidt synd.
København begynder allerede uden for hoveddøren
Noget af det stærkeste ved SP34 er uden tvivl placeringen.
Sankt Peders Stræde og gaderne omkring hotellet har deres helt egen lille københavnske puls med caféer, restauranter, barer, specialbutikker og gamle bygninger pakket tæt sammen.
Du kan gå ud ad døren og være midt i byen med det samme, uden at det føles som at bo midt i en turistmaskine.
Rådhuspladsen ligger få minutters gang væk, Nørreport er ligeledes tæt på, og bevæger man sig i den anden retning, rammer man hurtigt både Vesterbro og resten af Indre By.
Det gør SP34 til den type hotel, hvor man næsten får lyst til at droppe planen og bare gå ud ad døren og se, hvor aftenen ender.
Og det passer meget godt til resten af hotellet.
Læs også:
Renoveret uden at starte helt forfra
Den store nyhed på SP34 er naturligvis renoveringen.
Både værelser og fællesarealer har fået en overhaling, men frem for bare at rive alt ud og begynde fra nul har man forsøgt at bevare dele af det eksisterende hotel.
De oprindelige skabe på værelserne er eksempelvis blevet bygget om med genbrugsmaterialer, mens nye tekstiler, materialer og ventilation er rykket ind.
Det giver værelserne en rar blanding af nyt og indarbejdet.
Udtrykket er stadig nordisk og forholdsvis afdæmpet. Træ, tekstiler og rolige nuancer fylder mere end blanke overflader og klassisk hotelglamour, og det passer rigtig godt til både bygningen og området.
Det føles designet, men ikke som et showroom, hvor man er nervøs for at stille sin taske det forkerte sted.
Foto: Brøchner Hotels
Wegner har fået SP34-uniform på
Dansk design fylder naturligvis også en del.
En af de små detaljer ved renoveringen er, at hotellet har fået sin helt egen version af Hans J. Wegners klassiske CH24 Y-stol.
Den er udviklet sammen med Carl Hansen & Søn i en særlig SP34-farve, og det er sådan en detalje, der egentlig fortæller meget godt, hvad hotellet forsøger.
Man kunne sagtens have købt nogle pæne stole.
I stedet får selv møblerne deres egen lille historie.
Samtidig er Simon P. Henningsens MENTON-lampe fra 1955 blevet relanceret sammen med LYFA og har fundet vej ind på hotellet.
Det hele understøtter følelsen af et hotel, der meget gerne vil være københavnsk frem for bare at ligge i København.
Værelser, hvor skuldrene kommer ned
Værelserne følger samme stil som resten af huset.
Her er ikke tale om prangende luksus med marmor på samtlige ledige kvadratmeter. I stedet er stemningen varm, enkel og lidt mere hjemlig.
Det fungerer.
For når man har brugt dagen på at bevæge sig rundt i København, er det faktisk meget rart at komme tilbage til et værelse, der ikke forsøger at stimulere samtlige sanser én gang til.
Materialerne og tekstilerne giver varme, belysningen er behagelig, og designet føles gennemtænkt uden at råbe efter opmærksomhed.
Renoveringen mærkes samtidig i de praktiske detaljer. Blandt andet er ventilationen blevet opgraderet, hvilket måske ikke er det første, man fotograferer til Instagram, men til gengæld er det en af de ting, man rent faktisk sætter pris på, når man skal opholde sig og sove på et hotelværelse.
Foto: Brøchner Hotels
Et hotel, man faktisk gider opholde sig på
SP34 fungerer bedst, når man ikke kun betragter det som et sted med værelser.
Fællesområderne er en vigtig del af oplevelsen.
Der er en afslappet stemning, hvor man sagtens kan blive hængende med en kaffe, et glas eller computeren uden at føle, at man optager pladsen for nogen.
Det er en svær balance for boutiquehoteller. Det kan hurtigt blive enten meget poleret og stift eller så bevidst afslappet, at man nærmest kan mærke konceptmødet bag hver eneste pude.
SP34 rammer et ganske behageligt sted midt imellem.
Der er design og ambitioner, men også liv.
Og med Latinerkvarteret lige udenfor fortsætter den stemning egentlig bare, når man træder ud på gaden.
Morgenmad, der er værd at sætte tid af til
Og så er der morgenmaden.
Det er ellers her, mange hotelophold rammer deres mest praktiske øjeblik. Kaffe, noget brød, et hurtigt æg og videre ud i verden.
På SP34 er det værd at give morgenmaden lidt mere tid.
Udvalget føles gennemtænkt frem for bare enormt, og det klæder hotellet. Der er fokus på en god blanding af det friske, det solide og det søde, så man kan sammensætte morgenmaden efter ambitionsniveauet.
Det vigtigste er, at kvaliteten følger med.
Brød, kaffe og de forskellige morgenmadselementer føles som en del af hoteloplevelsen frem for bare den buffet, der tilfældigvis følger med en overnatning.
Og omgivelserne gør også deres.
For der er noget ganske tilfredsstillende ved at sidde midt i København med morgenkaffen, mens byen langsomt kommer op i omdrejninger udenfor.
SP34 2.0
SP34 har eksisteret siden 2014, og det er lang tid på en københavnsk hotelscene, hvor nye boutiquehoteller efterhånden dukker op med imponerende frekvens.
Derfor giver renoveringen også mening.
I stedet for at ændre hele identiteten har Brøchner Hotels taget det eksisterende SP34 og givet det en opdatering. Nye materialer og tekstiler, forbedrede værelser, opdaterede fællesområder og små designgreb er kommet til, mens meget af den oprindelige DNA stadig er bevaret.
Det er stadig et hotel, der lever mindst lige så meget gennem stemningen som gennem antallet af kvadratmeter på værelset.
Og placeringen hjælper gevaldigt.
For man bor ikke bare centralt i København. Man bor midt i en del af byen, hvor der faktisk er noget at gå ud til om aftenen, og hvor en kaffe, en øl eller en middag sjældent kræver mere end nogle minutters gang.
Så kan man altid vende tilbage til Wegner-stolen bagefter.
Læs også: