Mand fortæller om ni år i et af verdens farligste fængsler: “Hver dag tænkte jeg, om jeg ville dø i morgen”

Ni år. Så længe sad briten Pieter Tritton indespærret i nogle af verdens mest brutale fængsler – først i Quito og siden i Guayaquil, Ecuador – efter at være blevet taget for kokainsmugling. Og det, han så og oplevede derinde, lyder som noget direkte fra en krigszone.

“Du kunne spise frokost – og så blev nogen skudt foran dig”

I et interview med LADbible beskrev Tritton fængslet som “en lille by bag mure”, hvor der både fandtes butikker, restauranter og besøg fra familie. Men idyllen kunne bryde sammen på et sekund.

“Du kunne have en stille dag, og pludselig blev nogen skudt lige foran dig. Der lå blod og hjerner overalt – og lugten, den metalliske smag i munden, det glemmer jeg aldrig,” fortalte han.

Han så mennesker blive elektrificeret, halshugget, sprængt i luften og skudt i hovedet. “Folk blev dræbt på alle tænkelige måder,” siger han.

Livet i konstant frygt

For Tritton var den værste del ikke engang volden – men frygten. “Hver eneste dag i over ni år tænkte jeg: ‘Er det i dag, jeg dør? Vågnede jeg overhovedet i morgen?’”

Fængslet var kontrolleret af voldelige bander som Choneros og Cubanos, der kæmpede blodige krige mod hinanden inden for murene. “De havde automatvåben, håndgranater og C4. Jeg spurgte dem engang, hvorfor de ikke bare flygtede. De sagde: ‘Vi har for travlt med at kæmpe mod de andre’.”

En dag kom Tritton selv millimeter fra døden, da en kugle fór hen over hans skulder og dræbte manden ved siden af ham. “Derefter brød helvede løs,” husker han. “En fuld krig mellem banderne, lige dér i gården.”

“Et britisk fængsel føltes som ferie”

Efter at hans familie betalte en bøde, blev Tritton flyttet til et britisk fængsel for at afsone resten af sin straf. “Det føltes som et feriecenter,” siger han. “Der var ingen, der skød på dig. Du kunne sove uden frygt.”

Tritton kalder oplevelsen i Ecuador for både traumatiserende og livsændrende – men også som en advarsel. “Det værste var ikke blodet, ikke volden. Det var at vågne hver dag og ikke vide, om jeg ville overleve til næste.”

Et liv bag tremmer i et af verdens dødeligste fængsler lærte ham én ting: Helvede findes. Det ligger bare bag mure, hvor ingen kan høre dig råbe.