Da jeg var en purung knøs, med skrabede knæ og snottet næse, havde jeg min egen forestilling om, hvad der var en rigtig mand.
En rigtig mand var stærk, modig og havde gerne en form for ansigtsbehåring. Helst fuldskæg. Faktisk skulle en rigtig mand gerne ligne ham på pakken fra Schulstads Skovmandsrugbrød: et ordentligt, ja undskyld, brød i en skovmandsskjorte og en økse over skulderen. Se, det var en rigtig mand. Dengang vurderede jeg mænd ud fra det, man kan kalde stenalderprincippet. En rigtig mand var noget eksternt.
Der var nogle grundlæggende udadvendte maskuline signaler, der gjorde en mand til en rigtig mand. Jeg er siden blevet mere i tvivl om, hvad der gør en mand til en mand. Det kan umiddelbart virke som noget positivt, når ens verdenssyn bliver mere nuanceret, men i dette tilfælde giver det også problemer. Hvis en rigtig mand ikke nødvendigvis har fuldskæg og en skovmandskjorte, hvad har han så? Hvis man ikke aner, hvordan en rigtig mand skal være, hvordan kan man så gøre sig forhåbninger om selv at blive en?
Når man er i tvivl om, hvordan nutidens mænd skal være, er det meget indbydende at skue bagud. Jeg er overbevidst om, at alt var mere simpelt i forhistorisk tid. Dengang hvor Charlton Heston-typen var “the pick of the litter” og den følsomme mand var dinosaurføde. Dengang var manden den, der gik på jagt og nedlagde aftensmaden. Når racens overlevelse skulle sikres, foregik det ved, han udstødte et ømt ‘ugh’ og derefter plantede en velplaceret kølle i skallen på kvinden og slæbte hende ind i sin hule. At charmere sig ind hos en kvinde, krævede hverken rundhåndethed med stenalderdrinks eller et frækt blik i øjet. Det krævede derimod et godt sigte og et velvoksent slåredskab.
Helt så simpelt forholder det sig ikke længere. Hvert fald ikke med mindre man befinder sig på diskotek Crazy Daisy i Herning. Tilbage i forhistorisk tid skulle manden heller ikke bekymre sig om kropspleje og image. Faktisk var kroppleje og image slet ikke en del af den forhistoriske mands ordforråd. Hans ordforråd bestod primært af ‘agh’ som betyder sulten, ‘grr’ som betyder søvnig og så det føromtalte ‘ugh’, som du selv må gætte betydningen af. Masser af kropsbehåring var en fordel og en muddermaske var kun aktuel, hvis han var tvunget til at skjule sig i en mose for en bjørn.
Mandens verdensbillede var enkelt og overskuelig; spise, sove og ugh… okay, alt har måske ikke forandret sig. I vores moderne tid er kravene til manden væsentlig større. Han skal stadig helst indeholde stenaldermanden, men også gerne meget, meget mere. Nu er det ikke nok, at han jager og nedlægger aftensmaden. Han skal også helst tilberede, anrette og servere den. Og samtidig skal han helst være veltrimmet, have en sund hud og et intellekt, der får Stephen Hawking til at sige: ‘Årh, hvad?!’. Man kan undrende spørge sig selv, hvorfra disse tendenser stammer?
Jeg er ikke typen, der normalt peger fingre og skyder skylden på andre. Dog vil jeg påstå, at hovedansvaret ligger hos de mænd, der var unge i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Dengang gik mænd fra at være stoiske supermænd til pludselig at skulle være i kontakt med sine indre følelser. Faktisk var det ikke nok at være i kontakt med dem, man skulle også helst udtrykke dem. Det var også ganske okay, hvis man kneb en tåre i ny og næ. Faktisk var det en fordel, hvis man indimellem kunne stortude til en sørgelig film eller sang, som hvis man lavede løgsuppe til hele Jydske Dragonregiment. Det viste omverdenen, at man var et nuanceret og kompleks menneske. Det har affødt en næsten hel generation af mænd, der har opdraget deres sønner til at tro, at Savage Garden er okay at lytte til, når man er af hankøn og Forsvundne Danskere og Hokus Krokus er acceptabelt afslapningsfjernsyn. Jeg vil også anklage samme generation for at være grobund for en ny evolutionsretning af manden. Den metroseksuelle mand.
Inden den metroseksuelle mand så dagens lys, var alting meget nemmere. Der var den gammeldags mand, der primært kunne lide at se fodbold i fjernsynet, drikke fadbamser, spise baconchips og gå til traktortræk. De findes stadig. Det er dem, man kan høre sent lørdag nat råbe ‘fisse’ nede foran shawarmagrillen, mens de har lidt dressing hængende i mundvigen. Modsat var der de mere følsomme mænd. De mere selvbevidste. Både udseendelsesmæssigt, men er også mere selvrefleksive. De er typisk overrepræsenteret på pædagogstudiet og de humanistiske uddannelser. Man kan finde dem på cafeerne, hvor de diskuterer deres forståelseshorisont og personlige paradigmeskift, mens de drikker kaffe af meget små kopper.
Alt er meget nemmere i binære systemer, hvor tingene kun er sort/hvide. Enten kunne man være en gammeldags machomand eller en mere følsom intellektuel mand. Det ødelagde den metroseksuelle mand. Pludselig var det, for nogle, ikke nok at være den følsomme mand, men pludselig skulle de også være den forfængelige mand. Før i tiden kunne man kategorisere en mand ud fra tre seksuelle orienteringer. Enten var han heteroseksuel, homoseksuel eller biseksuel. Den metroseksuelle mand har derimod taget sig selv som elskovsobjekt, og nydelse er blevet hans seksuelle orientering.
David Beckham bliver typisk betragtet som modeleksemplet på den metroseksuelle mand. Han har en stærk æstetisk sans og bruger masser af tid og penge på sit udseende og livsstil. Jeg vil våge den påstand, at denne nye type mand langsomt, men sikkert, har sneget sig ind og presset den mere traditionelle mand ud på sidelinjen. Hvem har skylden? Det har medierne og reklameindustrien! Hvorfor? Fordi den metroseksuelle mand er et kæmpemæssigt markedsområde, med masser af købekraft. Når TV3 viser De Fantastiske Fem, hvor fem metroseksuelle mænd hjælper en af deres gammeldags neandertalbrødre til at indse øjenbrynplukningens og hudplejens vidunderlige verden, sidder der en masse forretningsmænd og klapper i deres små velplejede hænder og drømmer om det store potentielle marked, der befinder sig i disse mænd.
Jeg er forholdsvis overbevidst om, at den metroseksuelle mand er en genial opfindelse fra kapitalismens side. Den gammeldags, hårdarbejdende, øldrikkende og tørhudet mand var ikke en optimal forbruger. Derfor måtte han udvikles – eller erstattes – af en mere selvbevidst mand. Han måtte fremavles til at være bevidst om sit image og langt mere usikker på sin identitet. En mand i en identitetskrise er en guldgrubbe for producenterne. Hvis en rigtig mand gerne skal have et bredt udvalg af skovmandsskjorter, have ansigtsbehåring, men også være veltrimmet, have en blød hud, pæne negle og en konstant selvbevidsthed om image og kropsudstråling, er han tvunget til at bruge formuer på at opnå, hvad han håber, gør ham til en rigtig mand.
Hvad er så en rigtig mand?
Efter lang tids tankegang, er jeg kommet frem til, at jeg tror, det er noget intern modsat noget eksternt. En rigtig mand behøves hverken skovmandsskjorte eller regelmæssig ansigtspleje. En rigtig mand er en, der tør stå ved sine holdninger og sige: ‘dette kan jeg godt lide’. Uanset om det er fodbold, fadbamser og flæskesvær eller en pedicure og et par lyserøde læderbukser. Elton John kan være lige så meget mand som Steve McQueen. Han behøver ikke opføre sig som John Wayne i en dårlig b-film.