Verden

L’Oréal opkøber Kering Beauty for 4,6 milliarder dollars: sikrer sig Creed og rettigheder til Gucci, Balenciaga og Bottega Veneta

Regimeskifte.

I en af de mest markante handler i beauty-verdenen i nyere tid er L’Oréal nu klar til at overtage hele Kering Beautys portefølje for svimlende 4,6 milliarder dollars – svarende til cirka 34 milliarder kroner.

Det franske kosmetikimperium overtager ikke bare den eksklusive duftgigant Creed, men sikrer sig også 50-årige eksklusive licenser på skønhedsprodukter fra Kering’s tunge luksusmærker: Gucci, Balenciaga og Bottega Veneta.

En duft af strategi og styrkeposition

L’Oréal rykker dermed tættere på sin ambition om at dominere markedet for luksusskønhed. CEO Nicolas Hieronimus beskriver det som et træk, der “cementerer L’Oréal som verdens førende inden for luksus-beauty.”

For Kering – som har været hårdt ramt af de seneste års opbremsning i luksusforbruget – er salget en del af en større strategisk oprydning. Pengene fra salget skal bruges til at nedbringe gæld og styrke deres kernemærker i modeporteføljen. Det er første store udspil fra Kering’s nye CEO, Luca de Meo, som siger: “Vi går sammen med verdens førende beauty-brand, og det vil accelerere udviklingen af beauty-segmentet i vores huse.”

Han peger på tidligere succeshistorier som Yves Saint Laurent Beauté, der har nydt godt af L’Oréals muskler, og tilføjer: “Denne aftale lader os fokusere på det, vi gør bedst – at dyrke kreativitet og brandværdi.”

Et luksuslandskab i forandring

Handlen er en tydelig markør for, hvordan luksusverdenen ryster posen i 2025. Kering er ikke ene om at trimme porteføljen – både Richemont og LVMH har tidligere i år justeret kursen i deres beauty-forretninger.

Samtidig betyder opkøbet, at L’Oréal får fuld kontrol over distribution og udvikling af nogle af de mest genkendelige dufte og kosmetiklinjer på markedet – med Creed som kronjuvel. Det er første gang Kering siger farvel til en hel kategori på denne måde.

Hvad nu?

Handlen skal godkendes af myndighederne og forventes lukket i første halvdel af 2026. Indtil da holder branchen vejret. For når to franske giganter fusionerer deres kræfter – den ene med parfumen, den anden med modearven – så er der lagt op til noget, der kan ændre spillereglerne for luksus-beauty i årevis frem.