Islay leverer igen. Og hvis du allerede har en Lagavulin 16 stående som fast inventar i barskabet, så er der nyt, der kalder på opmærksomhed.
Lagavulin har netop løftet sløret for en ny permanent aftapning: Lagavulin 11 Year Old Sweet Peat. Det er første gang i ni år, at destilleriet føjer en fast flaske til porteføljen – og det alene gør den interessant.
Men ro på. Det er ikke et opgør med traditionen. Det er stadig tørv, havluft og mørk dybde. Bare med et ekstra lag sødme.
Klassisk Islay – bare med mere charme
Sweet Peat er lavet på kraftigt tørverøget maltbyg og lokalt Islay-vand, gæret i traditionelle trækar og destilleret i kobberkedler, præcis som man forventer fra et destilleri med rødder tilbage til 1816.
Whiskyen lagres i minimum 11 år på first-fill amerikanske ex-bourbonfade. Det er her, magien opstår. Bourbonfadene tilfører vanilje, karamel og en rundere profil, der lægger sig som et modspil til den markante røg.
Smagsnoterne bevæger sig i retning af saltkaramel, honning, toffeeæbler og mørk chokolade. Der er vanilje, egetræ og selvfølgelig den karakteristiske lejrbålsrøg, som Lagavulin-fans elsker. Tørven er stadig i centrum – den er bare pakket lidt mere ind.
Læs også:
Røg for både nørder og nybegyndere
Islay-whisky kan være en barsk indgang til whiskyverdenen. Den medicinske røg, jodnoterne og det salte bid er ikke for alle fra første sip.
Her forsøger Lagavulin at bygge bro.
Ifølge Diageos folk bag flasken handler Sweet Peat om at gøre røg mere tilgængelig uden at udvande identiteten. Det er stadig en røgbombe, men en der smiler lidt mere, før den rammer.
Det gør den oplagt til to typer: Den dedikerede Islay-entusiast, der vil have noget nyt i rotation – og ham, der er klar til at tage springet fra mild Speyside over i det mere maskuline hjørne af whiskyhylden.
Lagavulin i den større sammenhæng
Lagavulin er en af Islays tunge drenge. Kendt for langsom destillation, lange fermenteringer og en dyb, olieret stil, der især i 16-årsudgaven har opnået nærmest ikonstatus.
11 år lyder måske ungt i Lagavulin-sammenhæng, men kombinationen af first-fill bourbonfade og massiv tørv giver en whisky, der fremstår mere moden, end tallet antyder.
Det er ikke en limited edition, du skal jagte på auktion. Det er en permanent tilføjelse. En ny fast spiller.
Lagavulin 11 Year Old Sweet Peat er lanceret i USA til en vejledende pris på 69,99 dollars for en 750 ml flaske og forventes at lande hos udvalgte forhandlere.
Hvis du er til røg, salt havluft og whisky med rygrad – så er der en ny grund til at finde glasset frem.
Læs også: