Sport

Knytnæver i luften og kvælertag: Mark O. Madsen måtte skille fightere ad i hektisk weigh-in

Hvis du troede, at indvejninger bare handlede om tal på en vægt og lidt akavet stirrekonkurrence… så tro om igen.

Indvejningen til Airtox Dominance 5.0 i KB Hallen udviklede sig nemlig til en regulær forret – med højspændt stemning, hævede stemmer og en præsident, der måtte træde til, før det hele gik i sort.

Der var intensitet i luften allerede fra start, da de ti professionelle MMA-kæmpere trådte op på vægten fredag formiddag. Men det hele spidsede for alvor til, da Benjamin Hauser (2-0) og Romario Jaguar (3-0) – morgendagens co-main event – mødtes til face-off.

Ordkrig blev til drama

Hauser dukkede op i en selvsikker, næsten Colin Mcgregor-inspireret arrogant stil – typen der ligner én, som allerede har vundet kampen i sit eget hoved og føler et stærkt behov for at dele den overbevisning med omgivelserne. Trashtalken fløj gennem lokalet, og de verbale øretæver fortsatte, da de to kæmpere stod ansigt til ansigt.

Stemningen blev hurtigt så anspændt, at situationen eskalerede, og det krævede indgriben for at forhindre, at det udviklede sig yderligere.

Her måtte Airtox Dominance-præsident Mark O. Madsen fysisk gå imellem de to kombattanter og skille dem ad. Når en OL-guldvinder i brydning træder ind som fredsmægler, er det et meget klart tegn på, at vi er forbi almindelig trashtalk.

Vægtdramaet nåede også at kigge forbi

Som om intensiteten ikke allerede var høj nok, leverede Romario Jaguar også ekstra spænding på vægten. Portugiseren vejede i første omgang for tungt ind til letvægtskampen, men fik efterfølgende rettet op på det og endte med at ramme vægtgrænsen.

Kampen er derfor officiel, og der er grønt lys til et co-main event, der allerede føles personligt.

Mere end bare ét øjeblik

Connery overværede hele indvejningen, hvor der – udover det højspændte optrin mellem Hauser og Jaguar – også var flere kæmpere, der havde mere kamp med vægten end ønsket.

Én ting står dog allerede klart:
Hvis indvejningen er en indikator, så bliver lørdag i KB Hallen alt andet end stille og rolig.

Husk har du ikke billet kan du følge med gratis på Pluto.tv.

Fightcard – Airtox Dominance 5.0

Hvis du tror, at dramaet stopper ved main og co-main event, så kan du godt tro om igen.


Resten af fightcardet er fyldt med sultne navne, ubesejrede profiler og matchups, der lugter langt væk af kaos i buret. Her er der ikke meget “opvarmning” – kun kampe, hvor alt kan ske.

Main Event – Pro Lightweight
Mikkel Lund (1-0-0) vs Jan Richard Joreid (1-0-0)

Co-Main Event – Pro Lightweight
Benjamin Hauser (2-0-0) vs Romario Jaguar (3-0-0)

Jonas Troest vs Aria Azarnoosh
Martin Horsch vs Asad Temor
Ousama Al Habeeb vs Florian Bikek
Rida Jawad vs Habibul Dombaev
Lucas Jest vs Omar Nehad
Josef Dostál vs Nahid Kartal
Caroline Møller vs Sandra Gielen
Bilal Boukraa vs Dzhabrail Mezhidov
Oskar Vind vs Devid Bondarenko