Mad
Kaffefestival vender tilbage til Århus i 2025 i endnu større skala
Et par dage i kaffens tegn!
Kaffeentusiaster kan godt begynde at glæde sig, for Kaffe & Sensorik-festivalen gentager succesen fra sidste år og vender tilbage den 11. og 12. oktober 2025. Festivalen flytter denne gang til Aarhus Congress Center og udvides til en todages begivenhed, der byder på endnu flere oplevelser for både kaffeelskere og musikfans.
Læs også: David Leitch i dialog om at instruere Ocean’s 14
Fra succes til større ambitioner
Efter sidste års overvældende succes er arrangørerne klar med en endnu større fejring af kaffens univers. Det nye venue giver plads til mellem 4.000 og 6.000 gæster, hvilket betyder mere albuerum og bedre mulighed for at nyde de mange aktiviteter. Programmet byder blandt andet på workshops, talks, smagninger og en række prominente musiknavne som Outlandish, Aura Dione, Anders Blichfeldt (Big Fat Snake), Back to Back og Tue West. Derudover kan gæsterne møde lokale kaffehelte som Berry and Bean, Lajmi Coffee Roasters og Clever Coffee, som er med til at forankre festivalen i det aarhusianske miljø.
“Kaffen samler virkelig folk”
Samuel Rose, en af arrangørerne bag festivalen, forklarer, at den store interesse fra sidste år har været afgørende for de forbedringer, der bliver introduceret i 2025:
– Kaffen er ikke bare en drik, den er en del af vores kultur og vores hverdag. Sidste år så vi, hvordan den samlede mennesker i alle aldre og fra forskellige baggrunde. Vi har lyttet til den feedback, vi fik, og gjort alt for at skabe en endnu bedre oplevelse.
De største ændringer inkluderer en adskillelse af koncertområdet og udstillingsstandene, så der bliver mere plads til både fordybelse og feststemning. Derudover øges antallet af barer og food trucks, så køerne forhåbentlig bliver kortere.
En festival for kaffeelskere og nysgerrige sjæle
Udover koncerterne vil festivalen igen i år have fokus på at bringe kaffeoplevelserne i centrum. Gæsterne kan deltage i smagninger, lære om bryggeteknikker og få inspiration fra nogle af de mest innovative aktører i branchen. Ifølge medarrangør Michael Larsen er ambitionen at skabe en festival, hvor folk kan tage sig tid til både at nyde kaffen, tale med udstillerne og udforske de mange facetter af kaffens verden:
– Vores mål er, at festivalen skal være lige dele inspiration og nydelse. Vi vil skabe en oplevelse, hvor gæsterne føler, at de får noget med hjem – om det så er en ny favoritkaffe eller en dybere forståelse af, hvad der ligger bag en god kop kaffe.
Fokus på lokale aktører
En hjørnesten i festivalen er de lokale kaffehelte, der spiller en central rolle i programmet. Udstillerne spænder bredt – fra klassiske kaffebarer til virksomheder, der arbejder med innovative og bæredygtige løsninger inden for kaffe. Denne lokale forankring er ifølge arrangørerne en vigtig del af festivalens identitet:
– Det handler ikke kun om at fejre kaffe, men også om at sætte spotlight på de lokale ildsjæle, der gør Aarhus til en fantastisk kaffeby. Vi håber, at gæsterne tager deres nye opdagelser med videre og besøger de lokale aktører efter festivalen, siger Samuel Rose.