En næsten 3,7 meter lang makohaj har skabt noget af en historie ud for New Yorks kyst, hvor det enorme rovdyr tilsyneladende har haft en ganske imponerende appetit.
Hunhajen har fået kælenavnet “Sharkzilla”, og størrelsen er kun en del af historien.
Observationer af hajens mulige byttedyr fik nemlig et hold hajeksperter til at undersøge en noget mere opsigtsvækkende teori: Kunne gammelt radioaktivt affald på havbunden have haft indflydelse på dyrelivet i området?
Svaret viste sig heldigvis at være væsentligt mindre science fiction-agtigt.
En makohaj med seriøs appetit
Sharkzilla blev omdrejningspunktet for Discovery Channels Shark Week-program Sharkzilla Takes New York, hvor forskere forsøgte at opspore og mærke den enorme haj.
Ifølge programmet er den næsten 12 fod lang, svarende til omkring 3,7 meter.
Samtidig blev hajen sat i forbindelse med nogle ganske markante skader på andre havdyr. Det omfattede blandt andet et omkring 61 centimeter stort bid i en pukkelhval og et sår på cirka 56 centimeter på en sæl.
En tun på omkring 180 kilo skulle også være endt på menuen.
Den lokale hajforsker Craig O’Connell mente, at observationerne kunne være tegn på noget større end en enkelt velvoksen makohaj.
Området omkring Montauk var tidligere kendt for store hajer, men mange af de største eksemplarer forsvandt som følge af omfattende fiskeri.
Nu kan de store rovdyr være på vej tilbage.
![]()
Læs også:
15.000 tønder atomaffald skabte opsigtsvækkende teori
Det var under jagten på Sharkzilla, at historien tog en noget mere kuriøs drejning.
O’Connell pegede på Hudson Canyon ud for den amerikanske østkyst, hvor der ifølge ham blev dumpet omkring 15.000 tønder med atomaffald i slutningen af 1960’erne.
Da tønderne blev undersøgt omkring et årti senere, skulle de angiveligt have været utætte.
Det fik hajforskeren til at overveje, om radioaktiv forurening kunne påvirke områdets dyr – potentielt helt op til de største rovdyr.
Teorien var, at eksponering for radioaktivt affald i princippet kunne føre til genetiske forandringer og unormal vækst.
En enorm, hurtig og aggressiv makohaj passede naturligvis ganske glimrende ind i den fortælling.
Deraf navnet Sharkzilla.
O’Connell understregede dog selv, at teorien var både kontroversiel og ubekræftet.
Forskerne fik endelig fat i Sharkzilla
For at undersøge sagen skulle holdet først finde hajen.
Efter en længere eftersøgning lykkedes det eksperterne at lokalisere Sharkzilla, hvorefter de kunne mærke hende og indsamle vævsprøver.
Prøverne blev efterfølgende undersøgt for tegn på radioaktivitet.
Resultatet punkterede effektivt teorien om en atomdrevet superhaj.
Forskerne fandt ingen tegn på, at Sharkzilla var radioaktiv.
Forklaringen på hendes størrelse og imponerende jagtevner ser derfor ud til at være langt mere naturlig.
Eksperterne vurderede, at der sandsynligvis er tale om en gravid hun, der ganske enkelt er et stort og særdeles effektivt eksemplar af sin art.
Området kan være vigtigt for makohajerne
Undersøgelserne førte samtidig til en anden interessant opdagelse.
Holdet fandt tegn på, at området fungerer som yngleområde for makohajer. Det kan være med til at forklare den store jagtaktivitet, fordi hunnerne har brug for ekstra energi i forbindelse med reproduktion.
Og en makohaj behøver faktisk heller ikke radioaktiv hjælp for at blive temmelig imponerende.
Arten kan vokse sig over fire meter lang og veje mere end 560 kilo. Makohajen er samtidig kendt som en ekstremt hurtig svømmer, hvilket gør den til en formidabel jæger i åbent hav.
Sharkzilla er altså stor, men ikke unaturligt stor for arten.
En imponerende haj – men ikke et havmonster på menneskejagt
Selvom navnet Sharkzilla og historier om enorme bid i hvaler hurtigt kan give associationer til en bestemt Steven Spielberg-film, er makohajer normalt ikke noget, badegæster behøver bruge meget tid på at bekymre sig om.
De opholder sig hovedsageligt langt ude i åbent hav og kommer derfor relativt sjældent i kontakt med mennesker.
Mellem 1980 og 2024 blev der ifølge de tilgængelige tal registreret blot ti angreb fra makohajer, hvoraf tre havde dødelig udgang.
Arten har faktisk selv langt mere grund til at frygte mennesker.
Makohajen er klassificeret som truet af International Union for Conservation of Nature, blandt andet som følge af fiskeri og bifangst.
Så nej, forskerne fandt ikke en radioaktiv mutanthaj ud for New York.
De fandt i stedet en muligvis gravid makohaj med imponerende størrelse, en voldsom appetit og jagtevner, der var gode nok til at sikre hende et navn som Sharkzilla helt uden hjælp fra atomaffald.
![]()
Læs også: