Nyheder
Historisk øjeblik: Parkeringsselskab advarer danskere mod særlige ‘parkeringsafgifter’
Der udspiller sig i disse dage et drama, som ingen havde set komme.
Q-Park har udsendt en advarsel om svindlere, der sender falske SMS-beskeder til danske bilister med krav om betaling.
Ja, du læste rigtigt.
Q-Park advarer mod folk, der forsøger at få penge ud af bilister.
Ifølge selskabet modtager danskerne i øjeblikket beskeder om en “uafsluttet parkering” og bliver bedt om at klikke på et link. Beskederne er falske, understreger Q-Park.
Administrerende direktør Alex Pedersen forsikrer, at virksomheden tager sagen meget alvorligt.
Det skriver selskabet selv på deres hjemmeside.
Det giver da også god mening. Konkurrence er sjældent populært.
For første gang i moderne dansk parkeringshistorie risikerer bilister nemlig at blive mødt af et betalingskrav, som faktisk ikke kommer fra et parkeringsselskab.
Svindlerne har tilsyneladende valgt Q-Park som afsender. Sandsynligvis fordi de har vurderet, at danskerne uden tøven vil tro på beskeden.
Og hvem kan bebrejde dem?
Hvis der er én ting, danske bilister har lært gennem årene, er det, at et krav fra et parkeringsselskab ofte dukker op præcis på det tidspunkt, hvor man er allermest overbevist om, at man ikke har gjort noget forkert.
Måske tastede man ét forkert bogstav.
Måske holdt man tre minutter for længe.
Måske stod Merkur i retrograd.
Uanset årsagen er resultatet ofte det samme. En økonomisk påmindelse om, at universet er kaotisk og ubarmhjertigt.
Nu er rollerne imidlertid byttet om.
Pludselig er det Q-Park, der må bede folk om at ignorere mistænkelige betalingskrav.
Pludselig er det Q-Park, der må forklare, at ikke alle krav om penge er legitime.
Pludselig er det Q-Park, der oplever, hvordan det føles, når nogen bruger deres navn til at få adgang til andres penge.
Ironien er så tyk, at den burde udløse en kontrolafgift.
Q-Park opfordrer derfor alle til at slette beskeden og lade være med at klikke på linket.
Se det er et godt råd.
Læs også: