Den 31. januar 2024 annoncerede Mark O. Madsen, tidligere OL-sølvvinder og UFC-fighter, at han ville indstille sin aktive sportskarriere i MMA.
Men hvis du kender bare lidt til Mark, så ved du også godt, at når et eventyr slutter, så har han allerede foden indenfor i næste.
Efter at have opnået sine mål inden for MMA, har Madsen fået blod på tanden igen – denne gang som promotor.
Han er på trapperne med sin nye satsning, Dominance Fighting Championship (DFC), som han håber kan blive den europæiske udgave af UFC.
“UFC kan fylde hvilken som helst arena med fans, så det giver ikke så meget økonomisk mening for dem at hive hele cirkusset over Atlanten. Så nu må vi selv stå for det,” siger Madsen og tilføjer, at han vil skabe Las Vegas-værdige shows i Europa.
En imponerende sportskarriere
Mark O. Madsen er blandt Danmarks mest prominente sportsprofiler med en karriere, der spænder over flere sportsgrene. Som bryder opnåede han adskillige triumfer, der blandt andet kulminerede i en sølvmedalje ved OL. Han har konkurreret på højeste niveau inden for brydning og repræsenteret Danmark ved flere internationale mesterskaber.
Med mere end 3000 brydekampe bag sig kunne Madsen have valgt at trække sig tilbage, men i stedet valgte han at skifte spor.
Sent i karrieren, i en alder af 34 år, valgte Madsen at tage en drastisk drejning og kaste sig over MMA – en sport, der kræver en helt anden type fysik og mentalitet.
"Sent i karrieren fik jeg lysten til at kaste mig ud i MMA, så jeg fik fuld plade på sportsfronten," siger han.
Beslutningen blev mødt med skepsis fra mange i MMA-miljøet, der mente, at han var for gammel til at gøre sig gældende i sporten.
Men Madsen lod sig ikke afskrække.
"Jeg skal love for, at MMA-miljøet fortalte mig, hvor gammel jeg var – men det tændte mig bare endnu mere," siger han.
For at blive relevant for UFC, begyndte Madsen at arrangere sine egne MMA-stævner.
Med sin kone Maria O. Madsen som med-promotor og sig selv som hovednavn, formåede de at skabe opmærksomhed omkring hans MMA-karriere.
Denne dedikation og ihærdighed bar frugt, da han i 2019 blev signet af UFC, verdens største MMA-organisation.
Samme år fik han æren af at være co-main event ved UFC’s første stævne i Danmark.
Nu har han fået erfaring i bagagen og er klar til at få MMA på alles læber i Europa.
Dominance Fighting Championship – En europæisk UFC
Med sin nye satsning, Dominance Fighting Championship (DFC), har Madsen ambitioner om at skabe en europæisk version af UFC.
"Ambitionen er at skabe en europæisk udgave af UFC," siger han.
Madsen har store planer for DFC, som han håber vil bringe MMA til nye højder i Europa.
Madsen arbejdede oprindeligt på et koncept kaldet "Dominance Fighting League", men hans manager Ali Abdelaziz, der har fire ud af otte UFC-mestre under sin vinge, fik ham på andre tanker:
"Brother – MMA is no league, MMA is championship."
Og dermed blev navnet ændret til Dominance Fighting Championship.
Den 21. september 2024 afholder DFC sit første stævne i KB-Hallen i København.
Madsen fungerer som matchmaker og har samlet et stærkt kort med 14 kampe, heraf fem professionelle.
"Jeg er oppe på at kunne matche 5 fightcards med alle de tilmeldinger", siger han.
Målet er at tiltrække de bedste free agents fra hele verden, og fokus er på at skabe 50/50 kampe, hvor begge kæmpere har lige stor chance for at vinde.
"Vi har fundet nogle spændende danske, nordiske fighters og endda en helt fra Marokko."
Madsen har store ambitioner om at opgradere hele MMA-oplevelsen, både for fighterne og for fansene.
"Ideen er også at opgradere logien for fighterne til gode hoteller – en kæmpe opgradering af MMA normalt, som ofte bare bliver placeret på et tilfældigt motel og gemt af vejen," forklarer han.
Madsen ønsker at ændre den almindelige opfattelse af MMA og gøre sporten til et underholdningsprodukt, der appellerer bredere end blot til de hardcore fans.
"Jeg vil gerne tage produktet MMA og sætte det ind i en ny kontekst," siger han.
Madsen ser også MMA som en sund ventil for maskulin energi, især i en tid, hvor han mener, at maskuliniteten er under pres.
"I disse dage er maskuliniteten skubbet lidt i bund, og måske MMA kunne være et fint sted at få afløb for det," siger han.
For at understrege den sammenhørighed og energi, han ønsker at skabe omkring DFC, drømmer Madsen om at introducere den såkaldte "Viking Clap" under stævnerne.
"Jeg kunne godt tænke mig at lave The Viking Clap. 2500 mennesker på én gang."
Hvordan bliver man en DFC-fighter?
Madsen har gjort det klart, at DFC er for de seriøse udøvere.
Hvis man ønsker at deltage som fighter, er processen enkel, men der er visse krav.
"Du går ind på Dominancefc.com, hvor man kan skrive sig op. Man skal være medlem af en MMA-klub," forklarer han.
Madsen har oplevet folk, der kontakter ham uden den nødvendige seriøsitet.
"Jeg har prøvet folk, der har ringet til mig direkte fra baren – men så ringer manageren dagen efter og fortæller, at fighteren slet ikke er klar. Det er ikke sådan, det fungerer. Det her er for de seriøse."
Madsen er en af de eneste danskere, der har formået at nå UFC på rekordtid, og han får ofte spørgsmålet: Hvordan kommer man i UFC?
"Jeg kan godt lide simpelt. Det hyppigste spørgsmål, jeg får, er: 'Hvordan kommer jeg i UFC?', og jeg er tilsyneladende den eneste dansker, der har knækket koden – der gik halvandet år fra jeg begyndte på MMA, til jeg stod i UFC-buret. Alle der sagde, jeg ikke kunne slå en bule i en blød hat? De sidder stadigvæk på bænken," siger han med et smil.
Denne gang er Madsen og hans team gået skridtet videre og har udviklet deres egen tv-produktion til DFC.
“We own everything – kæft det er fedt at kunne sige. Denne gang laver vi vores helt egen tv-produktion – så det er Dominance Fighting Championship helt egen tv-produktion," forklarer han.
For Madsen handler det ikke kun om at afholde stævner, men om at skabe en langvarig og bæredygtig platform for MMA i Europa.
"Det her er ikke en sprint – det er en maraton. En europæisk UFC."
Mens UFC har nået en popularitet, hvor de kan vælge og vrage blandt kæmpere, ønsker Madsen at fokusere mere på atleterne og deres historier.
"Conor McGregor er, hvor han er i dag, på grund af McGregor – UFC tilbyder en scene, men McGregor har gjort arbejdet," siger han.
Madsen vil gerne gøre en større indsats for at fortælle atleternes historier og bygge fightere op.
"Jeg vil ikke op og duellere med UFC om fighterne, men derimod samarbejde og sende fighters deres vej også – men jeg vil gøre en markant forskel."
Dominance Fighting Championship er ikke bare en ny MMA-organisation; det er en vision om at bringe sporten til næste niveau i Europa.
"Jeg mener, der er et marked for det," siger Madsen og tilføjer:
"The Crazy Danes are coming."
Med sin erfaring fra UFC og en klar plan for fremtiden, er Mark O. Madsen godt på vej til at skabe en ny æra for MMA i Europa.
Her kan du læse meget mere om Dominance Fighting Championship.