Der har aldrig rigtig været et tidspunkt i Maria Kjaers liv, hvor kreativiteten ikke fyldte.
Hun tegnede utroligt meget som barn. Faktisk så meget, at hun har svært ved overhovedet at finde et tidspunkt i hukommelsen, hvor blyanten, tuscherne og tegneblokkene ikke var en fast del af hverdagen.
“Jeg kan vitterligt ikke huske, at jeg IKKE har tegnet.”
Hendes mor og far har tilmed gemt flere af tegningerne gennem årene, så der findes et ganske omfattende fysisk arkiv over en kreativ interesse, der begyndte længe før tanken om tatoveringer og egen forretning overhovedet eksisterede.
Til sessionen fik vi kreeret lidt af et masterpiece på 10 timer – tjek lige denne Oni-maske ud:
Tegningerne blev hendes virkelighedsflugt
Det er på mange måder den klassiske historie om det kreative barn, der ikke nødvendigvis passer perfekt ned i skolens faste rammer.
Maria hadede skolen.
Til gengæld fandt hun noget andet i tegningerne. Her kunne hun lukke døren til værelset og forsvinde ind i sin egen verden. Hun kunne selv bestemme over tiden, stregerne og resultatet. Det gav hende en følelse af kontrol, som hun ikke fandt på samme måde andre steder.
Og kreativiteten blev kun vigtigere, når mulighederne omkring hende blev begrænset.
Når internettet kun måtte bruges en time om dagen, måtte hun finde på noget andet at lave.
Det gjorde hun.
I en periode begyndte hun at tegne eksisterende motiver efter og give dem sit eget kreative twist. Andre gange tegnede hun ganske enkelt alt, hvad hun kunne finde.
Hun havde samtidig kreativiteten tæt på hjemmefra. Hendes mor har altid været meget kreativ og malede meget, og det hoppede Maria også med på. Ellers var hun bare barnet, der lukkede sig inde på sit værelse og tegnede.
Lommepengene gik samme vej.
Tuscher. Tegneblokke. Nye kreative redskaber.
Det var ikke bare en hobby, hun hev frem en gang imellem. Det var en del af hendes DNA.
Hun skulle bare “noget kreativt”
I familien blev Maria hurtigt hende, der skulle noget kreativt.
Det vidste hun sådan set også selv.
Problemet var bare at finde ud af hvad.
Som yngre havde hun de samme forestillinger om fremtiden, som mange andre børn har. Måske skulle hun være dyrlæge. Måske frisør. Samtidig havde hun konstant flere kreative jern i ilden, uden at én bestemt retning for alvor skilte sig ud.
Hun spillede blandt andet rigtig meget The Sims, hvor mulighederne for at bygge og indrette satte tanker i gang om, hvorvidt indretning kunne blive hendes vej.
For der lurede også en anden tanke i baghovedet.
“Det kan man da ikke leve af?”
Den slags spørgsmål kan hurtigt gøre kreativitet til noget, man laver ved siden af, mens det “rigtige” arbejdsliv skal findes et andet sted.
Men på efterskolen begyndte brikkerne langsomt at flytte sig.
Opgaven hun egentlig ikke måtte skrive
På efterskolen valgte Maria kreative fag, og mængden af tegninger tog endnu engang til.
Samtidig skulle eleverne lave en klassisk større opgave om en faglig uddannelse. Her havde Maria allerede fået øje på noget, der virkede interessant.
Tatovørfaget.
Der var bare et mindre problem.
“Jeg fik at vide, at jeg ikke måtte lave det på en tatovør, da det ikke er en uddannelse – men jeg gjorde det alligevel. Og jeg fik også topkarakter.”
Det viste sig samtidig at være et emne, hvor hendes mange års kreative interesse gav hende en ret stor værktøjskasse. Maria endte med at være en af dem, der kunne lave flest forskellige produkter og scenarier til opgaven, fordi hun allerede havde de kreative midler til at føre idéerne ud i livet.
Tatovørdrømmen var altså plantet.
Den blev bare ikke fulgt med det samme.
For ligesom så mange andre blev Maria ramt af forestillingen om, at man selvfølgelig skulle have en uddannelse. Noget sikkert. Noget at falde tilbage på.
Handelsgymnasiet og drømmen om at være selvstændig
Derfor begyndte hun på handelsgymnasiet i Skive.
Det blev ikke ligefrem et kærlighedsforhold.
Skolelivet havde aldrig været noget, Maria trivedes specielt godt i, og gymnasiet ændrede ikke på den del. Til gengæld var der enkelte fag, der ramte noget i hende.
Tal, markedsføring og forståelsen af, hvordan en virksomhed fungerer, kunne hun godt lide.
Og det gav egentlig meget god mening.
For allerede dengang havde hun en tanke om, at hun på et tidspunkt skulle være selvstændig.
Hun vidste stadig ikke præcis, hvad virksomheden skulle være.
Men hun vidste, at hun gerne ville skabe sin egen.
Fem uger der næsten slukkede tatovørdrømmen
Efter handelsgymnasiet tog Maria et sabbatår.
Hun kunne ikke finde et arbejde og endte derfor gennem kommunen med en mulighed, der blandt andet involverede at tælle skruer.
“Det var sjæledræbende – så jeg fik heldigvis muligheden for at komme i praktik.”
Her valgte hun at vende tilbage til den gamle tanke om tatoveringer og fik en praktikplads hos Art & Tattoo i Viborg.
I fem uger kunne hun tegne, observere arbejdet og mærke stemningen i et tattoostudie.
Og oplevelsen gjorde noget ved hende.
Bare ikke det, hun havde forventet.
Den skræmte hende faktisk væk fra tanken om at blive tatovør.
“Jeg fik øjnene op for, hvor tæt man skal på andre mennesker – og hvis der var noget, jeg ikke brød mig om dengang, så var det at komme alt for tæt ind på fremmede.”
Maria var på det tidspunkt meget genert og introvert. Pludselig gik det op for hende, at arbejdet ikke bare handlede om at kunne tegne.
Der var et menneske i den anden ende af nålen.
Man skulle tale med fremmede, være fysisk tæt på dem og skabe en tryg relation til et menneske, man måske aldrig havde mødt før.
“Jeg fandt ud af, at tatovørfaget ikke bare er et job, det er en livsstil.”
Det var i 2018.
Og derefter lagde hun tatovørdrømmen væk.
Design, indretning og en pandemi
I stedet begyndte Maria på en bachelor som designteknolog.
Her vendte hun tilbage til nogle af de idéer, der tidligere havde rumsteret, og begyndte igen at overveje indretning som en potentiel levevej.
Denne gang fandt hun sig samtidig endelig godt tilpas blandt andre mennesker.
Så kom corona.
Da uddannelsen rykkede hjem foran skærmen, tog det noget af luften ud af oplevelsen. Netop som Maria havde fundet en social tilværelse, hun trivedes i, skulle hverdagen igen foregå på afstand.
Da den anden lockdown ramte, begyndte hun i stedet at tænke på noget helt andet.
Hun ville have en tatovering.
Det skulle vise sig at blive en ret afgørende beslutning.
Headhuntet mens hun selv lå under nålen
Maria tog til en lokal tatovør for at blive tatoveret.
Under sessionen begyndte de to at tale sammen, og tatovøren fik øje på Marias kreative evner. Faktisk i en sådan grad, at Maria nærmest blev headhuntet direkte fra briksen til at blive lærling.
Timingen var ikke ligefrem perfekt.
Hun var midt i sin bachelor, havde ikke særlig meget tid og var heller ikke overbevist om, at hun havde lyst til at genåbne døren til tatovørfaget.
Men hun fik et tilbud, der gav plads til at prøve det af.
Maria blev lovet en plads som lærling, og når der opstod fritimer på studiet, kunne hun komme forbi og lære.
Langsomt begyndte den gamle interesse at vende tilbage.
Hun øvede sig i månedsvis på fake skin, og i den samme uge, som hun afsluttede sin bachelor, tog hun sit hygiejnekursus.
Pludselig stod hun med to mulige veje foran sig.
Og denne gang valgte hun tatoveringerne.
Fra fake skin til rigtige mennesker
Efter måneder med øvelse kom tidspunktet, hvor Maria skulle prøve kræfter med rigtig hud.
Det var ikke ligefrem en afslappende oplevelse.
“Det var enormt angstprovokerende de første gange – jeg har altid været den generte, introverte, der ikke kunne slå en flue ihjel. Nu skulle jeg sidde og stikke en nål i folk og bevidst gøre dem ondt.”
Det var på mange måder præcis den situation, der havde skræmt hende væk fra faget nogle år tidligere.
Nu gjorde hun det alligevel.
Hun fik samtidig en hård og stringent praktik hos tatovøren, og selvom det kunne være krævende, var det med til at hærde hende fra begyndelsen.
Det varede heller ikke længe, før Maria fik sat sig et nyt mål.
En dag skulle hun have sit eget sted.
Og så havde hun et andet mål.
Hun ville være bedre end sin mester.
Da eleven blev konkurrenten
Det sidste mål kom til at skabe problemer.
Maria blev bedre, kunderne begyndte at efterspørge hende, og dynamikken mellem lærling og læremester ændrede sig.
“Til sidst kunne vi ikke sammen mere, og så startede jeg et nyt sted.”
Hun fortsatte derfor karrieren et andet sted, men også her lærte hun noget vigtigt om sig selv.
Det var ikke hendes kop te at være en del af en tattoo-kæde.
Efter flere forskellige erfaringer begyndte den gamle drøm om at være selvstændig derfor at stå endnu tydeligere.
“Jeg skal ikke have en chef mere. Jeg skal være min egen chef.”
Ventus Tattoo
For omkring 2,5 år siden besluttede Maria sig for at gøre noget ved det.
Hun startede for sig selv.
Tilgangen var egentlig ganske simpel. Hun havde mod på at prøve, og hvis det ikke fungerede, kunne hun altid lukke igen.
Det blev ikke nødvendigt.
“Det er bare gået mega godt. Og jeg har aldrig set mig tilbage.”
I dag har Maria sit eget sted, Ventus Tattoo.
På mange måder er der en lige linje fra barnet, der lukkede døren til værelset for at tegne i fred, til den voksne Maria, der har skabt sit eget kreative rum.
Hos Ventus Tattoo kan hun selv bestemme retningen, udvikle sit håndværk og arbejde på sine egne præmisser.
Hendes primære stilarter er realisme og fineline, og især arbejdet med de helt fine linjer er efterhånden blevet noget nær terapi.
Hun har lavet det så meget, at hun rent faktisk kan slappe af, mens hun arbejder.
Samtidig er erfaringen nået til et punkt, hvor hun nærmest kan arbejde med det hele i frihånd.
Og nysgerrigheden stopper ikke nødvendigvis ved klassiske tatoveringer.
Maria er også begyndt at eksperimentere med permanent makeup, hvor præcisionen, de fine detaljer og hendes mange års træning med streger kan få endnu en anvendelse.
Ikke interesseret i tatovørernes rundsave
Selvom Maria har haft et meget konkret mål om at blive dygtigere til sit fag, har hun ikke den store interesse i at gøre tattoo-verdenen til en konstant konkurrence.
Hun elsker kunsten for kunstens skyld.
For hende behøver en anden dygtig tatovørs succes ikke betyde, at der er mindre tilbage til hende selv.
Det står lidt i kontrast til en branche, hun oplever som meget konkurrencepræget. Hun ville gerne se flere tatovører bakke hinanden op, hjælpe hinanden frem og forsøge at vokse sammen i stedet for konstant at betragte hinanden som konkurrenter.
“Det er ikke fordi jeg tænker, vi skal sidde om et lejrbål, men jeg synes bare, vi skal være i samme båd og løfte hinanden. Lad os nu bare hygge lidt.”
Det er samtidig svært ikke at finde en lille parallel til den Maria, der sad på sit værelse som barn.
Dengang handlede tegningerne om at have sit eget sted, sin egen tid og muligheden for selv at bestemme, hvilken vej stregerne skulle gå.
Nu står der bare Ventus Tattoo på døren.
Se mere til hendes værker herunder:
KJAERTATTOO
![]()
Læs også: