Verden
Forskere har regnet på universets dødsdato – og det er ikke et spørgsmål om “hvis”, men “hvornår”
Bare rolig, ikke lige forløbig.
Slap bare af og træk vejret roligt – det er ikke i morgen, verden går under. Men ifølge et nyt studie fra bl.a. Cornell University og Shanghai Jiao Tong University har forskere nu givet universet en udløbsdato. Ja, du læste rigtigt. Vores kære univers har ifølge dem cirka 20 milliarder gode år tilbage, før det hele krøller sammen i det, de kalder for “The Big Crunch”.
Fra Big Bang til Big Crunch – sådan lukker universet ned
Hvis du er typen, der har haft det lidt stramt med idéen om evig udvidelse og mørk energi, så får du nu en ny kosmisk krølle at ligge søvnløs over: Universet vil ikke fortsætte med at udvide sig for evigt. I stedet vil det på et tidspunkt vende på en tallerken, begynde at trække sig sammen og til sidst implodere i et gigantisk sammenbrud.
Tanken er, at universet i cirka 7 milliarder år endnu vil fortsætte sin nuværende kurs og vokse sig op mod 69 % større, end det er i dag. Men derefter begynder det hele stille og roligt at kollapse indad – trukket af tyngdekraft og kosmiske kræfter, som ikke engang fysikerne helt forstår.
Men hvad er det egentlig, der får universet til at opføre sig sådan?
Alt det her hænger tilsyneladende sammen med det mystiske fænomen kendt som “mørk energi”. Det er lidt som universets usynlige turbo – det driver ekspansionen, men ingen aner, hvad det egentlig er. Ifølge NASA ved vi kun, at det eksisterer, og at det udgør et sted mellem 68 og 70 % af hele universet.
Mørk energi blev først opdaget, da forskere bemærkede, at universets ekspansion begyndte at accelerere for omkring 9 milliarder år siden. I det seneste studie har forskerne analyseret data fra blandt andet Dark Energy Survey og det nyeste instrument kaldet Dark Energy Spectroscopic Instrument – og konklusionen er dyster: På et tidspunkt vil mørk energi tabe pusten, og så vender alt på hovedet.
Universets deadline: cirka år 33.300.000.000
Universet er i dag omkring 13,8 milliarder år gammelt. Forskerne mener, at det topper i størrelse omkring 7 milliarder år fra nu, og derefter begynder nedturen. Den helt store finale – The Big Crunch – sker, når universet runder 33,3 milliarder år. Det er altså her, alt det, vi kender, vender tilbage til udgangspunktet. Ikke med et brag, men med et knus.
Om det bliver en katastrofal kollision af galakser, en sort-hulsfest eller bare total kosmisk stilhed, det må fremtidens fysikere (eller AI’er) tage sig af. Lige nu ved vi bare, at vi ikke skal stresse over det… men måske alligevel tænke lidt mere over, hvor vildt det hele egentlig er.
Læs også: