Sport

Felix Beijmo siger farvel til AGF

AGF må nu tage afsked med Felix Beijmo.

Den svenske back forlader klubben denne sommer, når hans kontrakt udløber, oplyser AGF på klubbens officielle hjemmeside, AGF.dk.

Den 28-årige forsvarsspiller har valgt ikke at forlænge aftalen med aarhusianerne efter tre og et halvt år i klubben.

Beijmo kom til AGF i januar 2023 på en lejeaftale fra Malmö FF, som senere blev gjort permanent med en treårig kontrakt.

”Jeg har besluttet at forlade AGF for på dette tidspunkt i min karriere at søge en ny udfordring et andet sted. De tre og et halvt år i AGF har været de bedste i min karriere indtil videre og jeg er meget taknemmelig over for klubben, trænerne og mine holdkammerater for muligheden for at repræsentere AGF. Og især for denne fantastiske sidste sæson, der sluttede på den bedst mulige måde, hvor vi tog trofæet,” siger Felix Beijmo til AGF.dk.

Svenskeren lægger heller ikke skjul på, at opholdet i Aarhus har betydet meget for ham både på og uden for banen.

Det har været en ære for Felix Beijmo at bære AGF-trøjen. Svenskeren fortæller, at han har forsøgt at gå foran med et godt eksempel hver eneste dag til træning og altid give alt på banen i kampene.

Samtidig sender Beijmo en stor tak til AGF’s fans for den støtte og kærlighed, holdet har modtaget gennem sæsonen – særligt i den seneste uge. Han understreger også, at både klubben, holdkammeraterne, byen og fansene altid vil have en særlig plads i hans hjerte.

Ifølge AGF har Beijmo endnu ikke offentliggjort, hvor karrieren fortsætter.

AGFs fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller til AGF.dk, at klubben gerne havde beholdt svenskeren, men respekterer beslutningen om at søge nye udfordringer.

Felix Beijmo nåede i alt 120 kampe og 10 mål for AGF. Undervejs var han med til at sikre klubben både bronzemedaljer, europæisk deltagelse, en pokalfinale i 2024 og senest det danske mesterskab.