2024 har været et fremragende år for serier. Årets serier givet os et hav af gode historier og uforglemmelige præstationer.
Efter mange timers binge-watching og redaktionelle diskussioner er vi klar med Connery.dk’s top fem serier i 2024. Vi starter med nummer fem og bevæger os op til den absolutte vinder.
Colin Farrell i The Penguin – Foto: MAX
5. The Penguin
Colin Farrell er tilbage som Oswald Cobblepot, og han leverer en karrieredefinerende præstation i den direkte spin-off fra The Batman. Serien dykker ned i Penguins vej mod magten i Gothams kriminelle underverden og er fyldt med mørk atmosfære og brutalitet. Selvom The Penguin kæmper lidt med tempoet og et mindre engagerende plot, er Farrells spil alene grund nok til at se serien.
Callum Turner og Austin Butler i Masters of the Air – Foto: Apple TV+
4. Masters of the Air
Den solide krigsskildring fra skaberne af Band of Brothers og The Pacific tager os op i luften under Anden Verdenskrig. Serien byder på storslåede visuelle effekter og intense kampscener, der bringer luftkrigen til live. Selvom nogle kritikere har savnet den følelsesmæssige dybde fra forgængerne, er det stadig en imponerende serie, der fortjener sin plads på denne liste.
True Detective: Night Country – Foto: MAX
3. True Detective: Night Country
Efter et par ujævne sæsoner er True Detective tilbage i absolut topform. Fjerde sæson, med undertitlen Night Country, udspiller sig i Alaskas isnende kulde og byder på en fængslende fortælling om en række mystiske forsvindinger. Jodie Foster leverer en stærk præstation som efterforsker, og seriens mørke og komplekse tone gør den til en værdig efterfølger til første sæsons storhed.
Walton Googins i Fallout – Foto: Prime Video
2. Fallout
Prime Videos adaptation af det ikoniske videospil Fallout formår at genskabe spillets post-apokalyptiske univers med imponerende troværdighed. Serien balancerer action, sort humor og narrativ dybde på en måde, der tiltaler både fans af spillet og nye seere. Med stærke karakterer og et univers, der suger dig ind, er Fallout en af årets største overraskelser.
Baby Reindeer – Ed Miller/Netflix
1. Baby Reindeer
På førstepladsen finder vi Baby Reindeer, en intens Netflix-miniserie, der bygger på Richard Gadds anmelderroste fortælling. Serien udforsker den ubehagelige og fascinerende ‘baseret på virkelige hændelser’-historie om en komiker, der bliver stalket, og Jessica Gunning leverer en skræmmende præstation som stalkeren Martha. Med en kombination af psykologisk dybde og nervepirrende spænding er Baby Reindeer en serie, der bliver siddende i dig længe efter rulleteksterne.