Personer

De Danske Tatovører: Gustav Levin

Skarp artist lokaliseret i Downtown Kjellerup.

Hvis du træder ind i tatooshoppen hos TM Tattoo i Kjellerup og bliver mødt af en fyr med det bredeste grin og en far-joke klar på læberne, så er chancerne gode for, at du har ramt Gustav Levin. Han er en af de der typer, der nærmest ikke kan lade være med at få folk til at smile – og hvis du ikke griner af hans jokes, skal du nok i det mindste trække lidt på smilebåndet, når han helt seriøst går i gang med at forklare forskellen mellem “cucking” og klassisk utroskab.

Men under alt det kærlige fis og ballade gemmer der sig en mand med en historie, der stikker dybere end førstehåndsindtrykket antyder.

Og til formålet fik vi naturligvis lavet en banger, hvor Gustav fik lov til at lege både med micro realisme og lidt neo i et afsindigt fedt værk:

Fra revisor til tatovør – et karriereskift med vilje

Gustav havde ikke engang overvejet at blive tatovør. Faktisk var han godt i gang med at læse til revisor, af alle ting – og brugte hele tre år på at nørde med tal, før det hele kulminerede i en cocktail af corona, depression og en mavefornemmelse, der råbte på forandring.

“Jeg tror ikke, jeg kender nogen, der har taget et større skridt i karrieren end fra revisor til tatovør,” siger han med et grin, men bag det gemmer sig et reelt behov for at genopfinde sig selv.

Vennerne så det, før han selv gjorde – at det måske var værd at tage hans livslange tegneglæde seriøst. Og efter en spontan kontakt til en større tattoo-kæde i Herning, var det ikke mange dage før Gustav stod i butikken og blev headhuntet af en chef, der kunne se noget i ham. Resten er – som man siger – blæk og historie.

Anime, passion og permanent nørderi

Gustav har altid haft et hjerte, der banker for anime. Han var bare en 5-6 år gammel, da han så sin første serie – og siden har det udviklet sig til en decideret samlermani. Hylderne bugner af manga-bøger og figurer, der hylder hans yndlingsserier – og i toppen af den liste troner One Piece.

“Problemet med anime-tatoveringer er jo, at du ikke kan gemme dig længere – du er fucking nørdet,” siger han med et glimt i øjet. Men det afskrækker ham ikke – tværtimod elsker han at få lov til at bringe sin passion for japansk animation til live gennem blækket.

Tegning som livline – og karrierevej

Tegningen har altid været der. Fra barndommens blyantstreger til i dag, hvor han bruger mange timer hver uge på at skabe motiver til sine kunder – eller bare for sin egen skyld. Han frygtede engang, at det at gøre hobbyen til en levevej ville tage magien ud af det. Men det blev hurtigt gjort til skamme.

“Det er kun blevet forstærket og fornyet. Jeg elsker stadig at tegne – måske mere end nogensinde.”

Gustavs stil spænder over flere retninger – fra mikro-realisme med utallige små detaljer til neotraditionel boldness og, selvfølgelig, anime.

“Jeg forelskede mig i neotraditionelle tatoveringer, men elsker også at hygge mig med at få så mange detaljer med i mikro-realisme som muligt.”

Tatoveringens kunst – ikke bare kroner og ører

Efter tre måneders lærlingetid begyndte Gustav at øve sig på vennerne, og i dag arbejder han sammen med sin gamle mentor Christian Mortensen hos TM Tattoo.

“Jeg er faldet godt til plads – her er der fokus på hygge og passionen, og ikke så meget kroner og ører. Her handler det om tatoveringens kunst.”

Efter at hans tidligere arbejdsplads lukkede, var det en naturlig udvikling at finde tilbage til rødderne – og nu handler det om at lande og finde ro i de nye omgivelser i Kjellerup.

Livet, hverdagen og de store øjeblikke

Når man taler med Gustav, fornemmer man hurtigt, at han er en mand, der mærker livet. Da han valgte at forlade revisorvejen, åbnede det også for tid og nærvær – noget, der blev ekstra vigtigt, da hans farfar blev syg kort efter.

“Så følte jeg lige, at det hele gav lidt mere mening,” siger han stille.

Og det er nok her, Gustav Levin adskiller sig mest fra mængden. Under det farverige ydre, anime-hylderne og de konstante vittigheder bor en mand, der både tænker og føler dybt – og som har fundet sin vej i en verden, hvor han kan være nørdet, kreativ og sig selv.

Han går også med en lille drøm om børn i fremtiden – ikke af børneiver konkret, men så han endelig har en undskyldning for at skrue endnu mere op for far-humoren.

Og det, mine damer og herrer, er Gustav Levin: Revisoren, der valgte farver, far-jokes og blæk – og som aldrig har set sig tilbage.