Vi er lige blevet ramt af et monster. Et jordskælv med en styrke på 8,8 har netop rystet Kamchatka i det østlige Rusland, sendt tsunamibølger tværs over Stillehavet og fået evakueringsalarmerne til at hyle fra Japan til Hawaii. Det er ikke bare dramatisk – det er historisk. Skælvet er nu officielt blandt de seks kraftigste, der nogensinde er målt på Richterskalaen.
Men hvad skal der egentlig til for at komme med i det selskab? Her får du listen over de største jordskælv, vi har registreret – og ja, vi taler om de helt tunge geologiske drenge, hvor selv kontinenter rykker sig og havet vælter ind over kysterne som en vred kæmpe.
1. Chile – 1960 – Magnitude 9,5
Verdensrekorden. Det hidtil kraftigste jordskælv i historien ramte Chile den 22. maj 1960 og målte hele 9,5 på Richterskalaen. Jordskælvet varede i over 10 minutter og udløste en massiv tsunami, der rejste hele vejen over Stillehavet og ramte blandt andet Hawaii, Japan og Filippinerne. Over 1.600 mennesker mistede livet, og store dele af det sydlige Chile blev jævnet med jorden.
2. Sumatra, Indonesien – 2004 – Magnitude 9,1
Den 26. december 2004 blev hele verden rystet – bogstaveligt – da et enormt undervandsjordskælv ud for Sumatra sendte en tsunami ind over kysterne i 14 lande. Over 230.000 mennesker omkom, og bølgerne ramte så langt væk som Østafrika. Skælvet varede i næsten 10 minutter og forårsagede en af de dødeligste naturkatastrofer i nyere tid.
3. Alaska, USA – 1964 – Magnitude 9,2
Det største jordskælv, der nogensinde har ramt Nordamerika, fandt sted i Alaska den 27. marts 1964. Med en styrke på 9,2 fik det store dele af landskabet til at ændre sig, og Anchorage blev hårdt ramt. Skælvet skabte en serie af tsunamier, der dræbte 131 mennesker og skabte skader, der svarer til milliarder i nutidens penge.
4. Tohoku, Japan – 2011 – Magnitude 9,1
Det her er jordskælvet, der førte til Fukushima-katastrofen. Den 11. marts 2011 ramte et massivt skælv ud for Japans østkyst, som ikke kun rystede landet, men også hele verdens opfattelse af atomkraft. Tsunamien, som fulgte, dræbte næsten 20.000 mennesker og forårsagede den værste atomulykke siden Tjernobyl.
5. Kamchatka, Rusland – 1952 – Magnitude 9,0
Den 4. november 1952 ramte et enormt jordskælv Kamchatka-halvøen. Skælvet målte 9,0 og sendte tsunamibølger over Stillehavet. Heldigvis var befolkningstætheden lav, så dødstallet var begrænset, men det satte alligevel standarden for, hvad regionen er i stand til at levere, når pladerne begynder at gnide skuldre.
6. Kamchatka, Rusland – 2025 – Magnitude 8,8
Det nyeste medlem af klubben. Den 30. juli 2025 ramte et jordskælv med en styrke på 8,8 ud for Kamchatka. Tsunamiadvarsler gik i gang fra Rusland til Hawaii, og millioner blev evakueret i Japan og langs USA’s vestkyst. Det endelige dødstal er endnu ukendt, men skælvet er allerede blevet skrevet ind i historiebøgerne som det sjette største målt nogensinde.
Læs også: