Den amerikanske popstjerne D4vd, der står bag hits som “Romantic Homicide” og “Here With Me”, skulle have spillet i Store Vega i oktober. Det kommer ikke til at ske.
Ifølge Vega er koncerten blevet aflyst grundet »uforudsete omstændigheder«, men virkeligheden bag virker en hel del mørkere end en syg hals eller en forsinket tourbus.
I sidste uge blev der fundet et lig i en Tesla registreret i D4vds navn. Bilen var beslaglagt af politiet i Los Angeles, og siden har sagen taget fart. Liget er nu blevet identificeret som Celeste Rivas – en 15-årig pige, der har været meldt savnet i over et år.
Politiet undersøger – og touren smuldrer
D4vd – hvis rigtige navn er David Anthony Burke – har ikke selv været sigtet, men han samarbejder med politiet, lyder det fra hans team. Det afholdt ham dog i første omgang ikke fra at spille videre i USA. Det ændrede sig denne uge, hvor hele den amerikanske del af turnéen også blev aflyst. Samtidig blev en planlagt deluxe-version af debutalbummet ‘Withered’ udskudt på ubestemt tid.
Ifølge flere medier, heriblandt Complex og Stereogum, har politiet ransaget en bolig i Los Angeles med tilknytning til artisten. Samtidig flyder nettet over med fan-samlede beviser, der forsøger at linke D4vd og Celeste sammen. Der er billeder, videoer, rygter om ens tatoveringer – og ikke mindst en lækket sang med titlen “Celeste”, som flere mener handler om den afdøde pige.
Læs også:
Fra TikTok-darling til krimisag
D4vd er et vaskeægte TikTok-fænomen, som brød igennem fra soveværelset og direkte ind på top-10-lister verden over. Hans rå, DIY-produktion og følsomme tekster har givet ham en dedikeret fanbase – især blandt unge.
Men det seneste år er historien blevet langt mere dyster.
Indtil videre har ingen myndigheder bekræftet nogen direkte forbindelse mellem D4vd og dødsfaldet, men sagen udvikler sig time for time. Og i takt med, at efterforskningen skrider frem, virker det stadig mindre sandsynligt, at vi ser ham på en scene foreløbig – i Danmark eller noget andet sted.
Læs også: