Sport

Canelo Álvarez tabte kampen mod Terence Crawford: men gik derfra 150 millioner rigere

Et win alligevel?

Du kan sige meget om Canelo Álvarez’ seneste nederlag til Terence Crawford, men én ting er sikkert: det er nemmere at sluge et nederlag, når du samtidig scorer et beløb, der ville få selv Floyd Mayweather til at nikke anerkendende. Ifølge flere kilder fik Canelo mindst $150 millioner for kampen. Og det tal kan i virkeligheden være endnu højere.

Kæmpe kamp. Kæmpe penge. Kæmpe legender.

Det hele gik ned i Las Vegas under Mexican Independence Day-weekenden, hvor Allegiant Stadium blev scenen for det, der allerede kaldes et historisk clash. Crawford – ubesejret, men lettere og inaktiv i over et år – rykkede to vægtklasser op for at møde Canelo og stjal sejren med kirurgisk præcision over 12 runder.

Han blev den første mandlige bokser nogensinde til at blive ubestridt mester i tre vægtklasser i den moderne “fire-bælte”-æra. Men på trods af det sportslige nederlag var det Canelo, der gik derfra med den største taske. Som i virkelig stor. Saudi-Arabiens Turki Alalshikh stod nemlig bag arrangementet – og han havde ingen problemer med at åbne checkhæftet.

Fra $40 kampe til halv milliard i banken

Canelo startede sin karriere med at få betalt i pesos og gratis billetter til familien. Nu står han med en samlet formue på omkring $500 millioner, ifølge de seneste estimater. Halvdelen af den værdi er kommet alene fra de seneste års kæmpe-deals, herunder hans fire-kamps-aftale med Riyadh Season og tidligere megaaftale med DAZN.

Samtidig har han gang i et forretningsimperium hjemme i Mexico, hvor han har benzinstationer (Canelo Energy), en app, et tøjmærke, egne promotions og flere sponsorater med navne som Hennessy, Under Armour, Dolce & Gabbana og Roger Dubuis.

Ure, superbiler og den stille pension

Canelo er også kendt for sin kærlighed til biler og ure – og vi taler ikke Skoda og Casio. Hans garage rummer bl.a. en LaFerrari, Bugatti Chiron og en Mercedes G 63 6×6, mens hans urkollektion tæller alt fra Patek Philippe Nautilus og Rolex Daytona til en Jacob & Co “Godfather”-edition.

Han har tidligere udtalt, at han planlægger at gå på pension som 37-årig og derefter hellige sig sine forretninger – og golf. Masser af golf.

Taberen der stadig vinder

Så ja, Canelo tabte kampen. Men han går stadig derfra som en vinder – i hvert fald økonomisk. Og hvis du kan skrive dig op i historiebøgerne som en af de mest indtjenende boksere nogensinde, samtidig med at du udvider dit imperium, kører i hyperbiler og ruller rundt med Richard Mille om håndleddet – så må man sige, at livet uden tvivl har givet dig en uppercut i den helt rigtige retning.