Verden

Bam Margera: “I kunne ikke betale mig nok for at lave Jackass igen”

Glem alt om en lykkelig reunion.

Hvis nogen stadig gik og håbede på et vaskeægte Jackass comeback med hele det originale slæng, så kan de godt pakke drømmen væk. I hvert fald når det kommer til Bam Margera.

I et interview med Cinemablend lukker den tidligere skateboardstjerne og stifter af CKY-kollektivet døren hårdt og kontant for at vende tilbage til Jackass-universet – også selv hvis pengepungen blev åbnet på vid gab:
“You couldn’t offer me enough money to want to do another Jackass with them. The damage has been done.”

Fra kultfigur til persona non grata

Bam Margera var ikke bare en del af Jackass – han var med til at skabe grundlaget for det hele. Hans vilde hjemmevideoer med Ryan Dunn og resten af CKY-makkerne fangede i sin tid Jeff Tremaines interesse og blev en vigtig brik i det MTV-fænomen, der startede i 2000.

Men vejen fra skateboard til skærm blev mudret af alkohol, stoffer og sammenbrud, og da Jackass Forever gik i produktion, var det uden Bam. Han blev først sat under overvågning, skulle gennemgå tilfældige drug tests og holde sig ædru – noget han brød, hvilket førte til fyring og retssag.

Selvom han fik en kort cameo i “Marching Band”-stunten (ja, den hvor Knoxville fik en hjerneblødning), så var det dét. Resten af filmen foregik uden ham – og det til trods for, at det egentlig skulle være alles sidste fælles rodeotur.

Ingen reunion – og nul tilgivelse

Bam fortæller nu, at han føler sig svigtet. Ikke bare fordi han blev udelukket, men også fordi holdet – ifølge ham – tvang ham i behandling og derefter droppede ham fra filmen alligevel. Og det har efterladt et ar, der ikke kan købes væk med et stort Hollywood-budget.

Selvom Jackass Forever blev markedsført som sidste skud i kanonen, har der altid svævet rygter om endnu et kapitel. Men hvis det sker, bliver det altså uden Bam – og ifølge hans egne ord, er det ikke noget, han kommer til at fortryde.

En lukket dør i skateboardets navn

Om resten af holdet overhovedet ville have ham tilbage, er så en anden sag. Men én ting står klart: For Bam Margera er Jackass-eventyret slut. Med mindre nogen opfinder en tidsmaskine – og selv da ville han sikkert smadre den med et baseballbat.