En gigantisk, forhistorisk dæmning er netop blevet opdaget i Jerusalems gamle bydel – og det opsigtsvækkende fund er gjort blot få skridt fra det sted, hvor Jesus ifølge Bibelen helbredte en blind mand.
Det er et område med stor religiøs og historisk betydning: Pool of Siloam, der omtales i Johannesevangeliet som stedet, hvor Jesus sender en blind mand hen for at blive helbredt. Det står beskrevet i kapitel 9, vers 10-11: ”Han svarede: Den mand, som hedder Jesus, lavede lidt mudder og smurte det på mine øjne. Så sagde han til mig: Gå hen til Siloa og vask dig. Jeg gik derhen og vaskede mig – og så kunne jeg se.”
Pool of Siloam blev selv genopdaget i 2004, men nu bringer et nyt fund området endnu længere tilbage i tiden.
Et monument fra 800-tallet f.Kr.
Dæmningen, der blev præsenteret offentligt den 30. august, stammer fra omkring 805–795 f.Kr. og menes at være opført under kong Joash eller kong Amaziah. Den er fundet i samarbejde mellem Israels Antikvitetsmyndighed og Weizmann Institute of Science.
Og det er ikke bare en lille stendæmning – det er den største antikke dæmning nogensinde fundet i Israel, og den ældste kendte i Jerusalem. Den måler omtrent 12 meter i højden, 21 meter i længden og 8 meter i bredden.
Ifølge forskerne blev dæmningen brugt til at opsamle både kildevand fra Gihon-kilden og regnvand under voldsomme storme – noget der sandsynligvis var en respons på datidens klimaudfordringer.
Oldtidens løsning på klimakrise?
”Alle de data, vi har analyseret, peger på en periode med meget lav nedbør, afbrudt af kortvarige, men intense storme. Det var nødvendigt med store vandsystemer for at modvirke tørke og oversvømmelser,” lyder det fra udgravningens ledere.
Dæmningen bliver nu kaldt et af de mest betydningsfulde fund fra den Første Tempel-periode i Jerusalem.
”Jerusalem afslører flere og flere af sine hemmeligheder for hver udgravning. Vi har kun set toppen af isbjerget,” udtaler Eli Escusido, direktør for Israels Antikvitetsmyndighed.
Læs også: