Hvis internettet elsker én ting mere end konspirationsteorier, så er det officielle dokumenter, der potentielt kan fodre dem yderligere.
Det amerikanske forsvarsministerium har nu offentliggjort den første større samling af filer relateret til uforklarede UFO-observationer gennem de sidste 80 år, og naturligvis har nettet allerede kastet sig hovedkulds ned i materialet.
Der er billeder, videoer, gamle FBI-dokumenter, astronaut-udtalelser og mystiske objekter, der ligner noget fra enten ‘The X-Files’ eller et gammelt Windows XP-baggrundsbillede alt efter, hvem man spørger.
Og vigtigst af alt: Ingen aner helt, hvad de skal tro endnu.
Over 160 filer er blevet frigivet
Ifølge Pentagon er det kun første bølge af offentliggjorte filer fra en større samling af såkaldte “uløste sager” relateret til UFO-observationer.
Materialet inkluderer dokumenter fra blandt andet FBI, NASA og det tidligere Department of War, og flere filer skulle løbende blive offentliggjort i takt med, at de bliver afklassificeret.
Hele præsentationen er organiseret på en officiel hjemmeside, som flere brugere allerede har sammenlignet med noget direkte fra et computerspil som ‘Resident Evil’.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke på stemningen, at Donald Trump tidligere på året teasede frigivelsen ved at sige:
“Vi fandt mange meget interessante dokumenter.”
Hvilket ærligt talt er præcis den type formulering, der får UFO-fora til at eksplodere.
Læs også:
Mystiske billeder går viralt
Blandt de mest omtalte billeder finder man et metallisk, pilleformet objekt, som ifølge dokumenterne skulle være observeret i september 2023.
Objektet beskrives som mellem 40 og 60 meter langt og skulle angiveligt være materialiseret ud af et kraftigt lys på himlen, før det forsvandt øjeblikkeligt igen.
Internettets reaktion har dog været ret blandet.
Nogle brugere er overbeviste om, at det er noget ekstremt mystisk, mens andre mener, at det ligner “en fiskeoliepille smidt ind i Microsoft Paint”.
Et andet billede, der cirkulerer voldsomt online, viser en lille menneskelignende figur, som ifølge ældre dokumenter skulle være fundet ved et UFO-crash.
Problemet er bare, at mange internetbrugere ret hurtigt påpegede, at billedet allerede har floreret i paranormale bøger siden 60’erne og 70’erne.
Så spørgsmålet er nu, om Pentagon faktisk afslører nye ting – eller bare åbner gamle arkiver, som konspirationsteoretikere allerede har kendt til i årtier.
Buzz Aldrin dukker også op i dokumenterne
Noget af det mere interessante materiale handler om Apollo-missionerne.
Dokumenterne inkluderer blandt andet gamle udtalelser fra Buzz Aldrin, der beskrev mærkelige lysglimt under Apollo 11-missionen på vej mod månen.
Aldrin forklarede, hvordan han observerede små blink i kabinen med nogle minutters mellemrum under rejsen.
Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis rumvæsner.
Men det er præcis den slags detaljer, der holder UFO-diskussionen i live år efter år.
UFO-kulturen er blevet mainstream igen
Interessen for UFO’er og såkaldte UAP’er – “Unidentified Anomalous Phenomena” – er eksploderet de seneste år.
Hvor emnet tidligere primært levede i nichefora og konspirationsteori-tv, er det nu blevet diskuteret seriøst i både medier, Kongressen og militæret.
Pentagon har allerede tidligere bekræftet ægtheden af flere videoer med uforklarlige flyvende objekter optaget af amerikanske jagerpiloter, hvilket har været med til at flytte samtalen fra ren sci-fi til noget, der i det mindste bliver behandlet som et legitimt sikkerhedsspørgsmål.
Det betyder dog ikke, at nogen officielt har bekræftet eksistensen af rumvæsner.
Men internettet har som sædvanlig ikke tænkt sig at vente på den slags små detaljer.
Læs også: