Der var engang, hvor det største teknologiske mysterium på et hotelværelse var at finde ud af, hvordan man skruede op for varmen uden at vælte hele minibaren. Men tiderne har ændret sig. Nu står vi i et virvar af smart belysning, spejle med nyhedsopdateringer og robotter, der nærmest stjæler jobbet fra roomservice.
En ny undersøgelse fra Hotels.com løfter sløret for en voksende tendens: Jo smartere hotelværelserne bliver, desto dummere føler gæsterne sig.
Smarte værelser – dumme løsninger?
Ifølge 2025 Hotel Room Innsights-undersøgelsen føler over halvdelen af hotellerne sig presset til at opgradere teknologien. Det betyder, at du som gæst ikke længere bare skal finde fjernbetjeningen – du skal måske tale med dit badeværelse eller scanne dit ansigt for at komme ind på værelset.
Det lyder futuristisk, og det er det også. Men problemet er bare, at over halvdelen af gæsterne kæmper med at finde ud af, hvordan tingene virker. Derfor tilbyder mange hoteller nu en mundtlig tech-gennemgang ved check-in, så du ikke ender med at tænde for jacuzzien, når du egentlig bare ville tænde lampen ved sengen.
ComfortTech vs. SpaceTech
Undersøgelsen viser, at det ikke nødvendigvis er robotbutlere og AI-styrede minibarer, gæsterne vil have. Det handler i højere grad om såkaldt ComfortTech – altså teknologier, der rent faktisk gør opholdet mere behageligt: hurtigt Wi-Fi, nem styring af lys og temperatur og streaming direkte på fladskærmen uden at skulle taste fire koder og et brugernavn, du glemte for tre år siden.
Hotellerne har fået øjnene op for, at fremtidens gæst stadig sætter pris på helt gammeldags service – nemlig den fra et rigtigt menneske. 70 % af hotellerne fortæller, at gæsterne stadig foretrækker en levende receptionist frem for en AI-chatbot, når de skal have hjælp.
Højteknologi på badeværelset
Det mest tech-heavy rum på hotellet? Badeværelset. Her kan du nu opleve alt fra stemmestyrede karbade til smarte spejle med vejrudsigt og toiletter, der kan mere end de fleste køkkenmaskiner. Det er luksus, javist – men det er også dér, mange gæster står og kigger hjælpeløst på en sensorstyret vandhane, som nægter at reagere.
Ikke alt tech holder vand
Flere hoteller har allerede måttet trække i håndbremsen. Nogle har valgt at fjerne automatiserede funktioner som robotter i lobbyen og morgenmadsbuffeten, fordi de simpelthen skabte mere forvirring end værdi.
Det er lidt som at få en avanceret kaffemaskine i gave, men savne den gamle med kapslerne, fordi den bare virkede. Det smarte bliver hurtigt for smart, hvis det ikke er til at finde ud af.
Fremtiden banker stadig på
Selvom nogle hoteller skruer lidt ned for AI-fantasierne, er der stadig masser, der går all-in på innovation. Fra hoteller med biometrisk adgang og digitale concierge-robotter til værelser, der automatisk tilpasser lys og lyd til din døgnrytme.
Hotel EMC2 i Chicago og FlyZoo Hotel i Kina er eksempler på steder, hvor du virkelig mærker fremtiden – og måske også savner en almindelig kontakt til lampen.
Læs også: