Toyota bZ4X bliver mærkets første rendyrkede elbil i Danmark
Den elektriske SUV fås med millionkilometer-garanti på batteriet!
Toyotas første rednyrkede elbil kommer til Danmark i sommeren 2022, og SUV'en med det rå udtryk har fået det specielle navn bZ4X.
På tide med en elbil fra Toyota, ville mange nok mene, men det er nok nærmere et udtryk for rettidig omhu. Toyota er ikke helt nye på parkeringspladsen, når det kommer til elektrificering - den første massproducerede elektriske hybrid Toyota Prius blev lanceret i Japan i 1997, og altså har bilmærket en 25 år lang produktionshistorie, når det kommer til hybridbiler.
At den første rendyrkede elbil fra Toyota først ser dagens lys i 2022, må dels skyldes den store popularitet som Toyota-hybrider har nydt godt af - og mest, at det ville være uvant for den japanske producent, at sætte en bil på markedet for tidligt, for at udsætte kunderne for en række af undgåelige børnefejl.
Men til juni lander den Toyota bZ4X, en elektrisk SUV, til en salgspris fra 387.990 kroner.
Når Toyota direkte kalder deres nye elbil for en SUV, er det angiveligt fordi den kommer med et firehjulstræk, der ifølge mærket selv giver bilen 'klasseledende offroad-egenskaber'.
Helt konkret er det altså gode offroad-egenskaber for en elektrisk SUV - og her er et elektrisk firehjulstræk selvfølgelig vigtigt, men også det faktum at bilen har en højere frihøjde end Toyota egen RAV4 spiller ind her. bZ4X kommer dog både med forhjulstræk og firehjulstræk.
Rækkevidde og power
Den forhjulstrukne bZ4X er udstyret med en enkelt motor på 150 kW (201 hk), mens den firehjulstrukne udgave nyder godt af et dual-motor setup med 2x80 kW, til et samlet output på 218 hestekræfter.
I begge tilfælde er den udstyret med et 71,4 kWh batteri, der kan lade med op til 150 kW, der muliggør en ladesprint fra 0-80% på 30 minutter.
Accelerationen på det to modeller fra 0-100 km/t er henholdsvis 7,5 sekunder og 6,9 sekunder (4WD).
På den forhjulstrukne variant lyder WLTP-rækkevidden på 513 kilometer, mens den på øvrige varianter kan trække mellem 416 og 504 kilometer på opladningen.
Toyota giver op til 5 år eller 100.000 kilometer-garanti på bilen, mens batteriet får 10 år eller 1 million kilometers 'tryghedsgaranti' på, at batteriet holder sig over 70 % af kapaciteten.
Sikkerhedspakke er standard
Indstigningsmodellen har i vanlig Toyota-stil udstyrsnavnet Essential. Og udstyrspakken er pæn: Toyota Safety Sense med automatisk nødbremse, vejkrydsassistent og vognbaneassistent er med i alle niveauer, og allerede med Essential-modellen får man 18" fælge, 8" multimedieskærm, adaptiv fartpilot, nøglefri betjening, fjernstyret klima, bakkamera, LED-lygter , Apple CarPlay og Android Auto, og også varme i både sæder og læderrat.
Lancering i Danmark:
Toyota bZ4X lander i Danmark i juni 2022.