The Stanford Prison Experiment
Power corrupts; absolute power corrupts absolutely
Jeg elskede Fluerenes Herre da jeg gik i folkeskole.
Givet min track-record her på Connery.dk med at informere jer om steder og personer der er hevet ud af Satans mareridt både fra virkeligheden og min egen fantasi, er det måske ikke nogen overraskelse at en bog om det totale kollaps af menneskelige værdier og sociale normer, har haft en effekt på mig.
Jeg er dybt fascineret af det! Hvilket er derfor jeg omsider har taget mig sammen til at skrive om, i min mening, en af de bedste eksempler på de dæmoner der ligger i os alle sammen og hvad der sker når de slippes løs.
I 1971 havde Philip Zimbardo et spørgsmål han ønskede at finde svar på.
Vil gode mennesker, placeret i onde omgivelser, blive onde?
Svaret skulle vise sig at være: Ja
24 universitetsstuderende. 12 Vagter. 12 Fanger. 2 Uger. 1 Fængsel.
Det her er ”The Standford Prison Experiment”.
Givet min track-record her på Connery.dk med at informere jer om steder og personer der er hevet ud af Satans mareridt både fra virkeligheden og min egen fantasi, er det måske ikke nogen overraskelse at en bog om det totale kollaps af menneskelige værdier og sociale normer, har haft en effekt på mig.
Jeg er dybt fascineret af det! Hvilket er derfor jeg omsider har taget mig sammen til at skrive om, i min mening, en af de bedste eksempler på de dæmoner der ligger i os alle sammen og hvad der sker når de slippes løs.
I 1971 havde Philip Zimbardo et spørgsmål han ønskede at finde svar på.
Vil gode mennesker, placeret i onde omgivelser, blive onde?
Svaret skulle vise sig at være: Ja
24 universitetsstuderende. 12 Vagter. 12 Fanger. 2 Uger. 1 Fængsel.
Det her er ”The Standford Prison Experiment”.
Zimbardo, en professor på Standford universitet, samlede 70 bachelorstuderende sammen. Derfra blev 24 udvalgt til eksperimentet, deres belønning for deltagelse var 15$ per dag.
Der var tale om 24 mennesker uden nogen kriminel baggrund, ingen psykologiske problemer og heller ingen alvorlige lægelige problemer.
Rollerne som indsat og vagt blev uddelt tilfældigt.
Fængslet der skulle tjene som permanent bosted 24/7 i 2 uger for 12 deltagere, var konstrueret i en kælder/hal på Standfords grund og bestod af 3 celler med 3 indsatte per celle. 3 køjer per celle. (3 personer var reserve på begge hold). En celle var 1.8 x 2.7 meter.
Overfor cellerne var vagternes kontor, inspektørens kontor, isolationscelle og en lille gård.
De indsatte blev beordret til at blive i deres aflukkede celler 24 timer i døgnet. Hvor vagterne arbejdede i hold af 3, på 8-timers vagter, hvorefter de var frie til at tage hjem indtil deres nye vagt.
De indsatte blev hentet i deres hjem og anholdt for røveri. De fik taget fingreaftryk, billede, blev kropsvisiteret og derefter fik de tildelt en fangedragt med et nummer, der nu skulle tjene som deres nye identitet.
Vagterne fik tildelt uniformer, batoner lavet af træ og sorte solbriller.
De blev desuden instrueret til at henvise til indsatte via deres nummer.
Vagterne fik udtrykkeligt besked på at fysisk misbrug var strengt forbudt.
Der var tale om 24 mennesker uden nogen kriminel baggrund, ingen psykologiske problemer og heller ingen alvorlige lægelige problemer.
Rollerne som indsat og vagt blev uddelt tilfældigt.
Fængslet der skulle tjene som permanent bosted 24/7 i 2 uger for 12 deltagere, var konstrueret i en kælder/hal på Standfords grund og bestod af 3 celler med 3 indsatte per celle. 3 køjer per celle. (3 personer var reserve på begge hold). En celle var 1.8 x 2.7 meter.
Overfor cellerne var vagternes kontor, inspektørens kontor, isolationscelle og en lille gård.
De indsatte blev beordret til at blive i deres aflukkede celler 24 timer i døgnet. Hvor vagterne arbejdede i hold af 3, på 8-timers vagter, hvorefter de var frie til at tage hjem indtil deres nye vagt.
De indsatte blev hentet i deres hjem og anholdt for røveri. De fik taget fingreaftryk, billede, blev kropsvisiteret og derefter fik de tildelt en fangedragt med et nummer, der nu skulle tjene som deres nye identitet.
Vagterne fik tildelt uniformer, batoner lavet af træ og sorte solbriller.
De blev desuden instrueret til at henvise til indsatte via deres nummer.
Vagterne fik udtrykkeligt besked på at fysisk misbrug var strengt forbudt.
Efter 36 timer i fængsel begyndte problemer at opstå.
3 indsatte i celle 1 blokerede deres dør med deres madrasser, nægtede at komme ud og nægtede at adlyde vagternes ordrer.
Vagterne fandt det svært at kontrollere problemerne med kun 3 personer, så andre vagter tilbød at hjælpe.
Det lykkedes dem at dæmpe uroen… Ved at angribe de indsatte med brandslukkere.
Vagterne begyndte derfra at udtænke metoder hvorpå de kunne holde de indsatte i skak.
De oprettede en ”speciel celle” hvor indsatte der ikke havde været aktive i uroen, blev tildelt ekstra god mad og sådanne ting.
De indsatte nægtede at tage imod disse. De stod med deres gruppe.
Det menes at en 1/3 del af vagterne udviste sande sadistiske tendenser i forløbet.
Dette er tydeliggjort igennem eksempler som disse:
Vagterne ville tvinge de indsatte til at gentage deres nummer, hvilket var for at dehumanisere dem og tvinge dem til at påtage deres nummer som deres sande identitet.
Indsatte der fejlede i deres nummer, ville blive påtvunget diverse fysiske opgaver, som eksempelvis armbøjninger.
Vagter ville fratage indsatte deres madrasser og tvinge dem til at sove på beton.
Nogle indsatte ville blive tvunget til at sove nøgne.
Vagter ville ikke tillade indsatte at skide/pisse i andet end de spande de var blevet givet, hvorefter de nægtede at tømme dem eller fjerne dem fra cellen.
Da en ny indsat gav udtryk for behandlingen af de indsatte skruede vagterne op for misbruget og da den indsatte nægtede at spise smed de ham i isolationscellen.
Der tvang vagterne de andre indsatte til at skrige og banke på døren til cellen.
Han ville kun blive løsladt hvis de indsatte opgav deres tæpper, hvilket alle, bortset fra en, nægtede.
3 indsatte i celle 1 blokerede deres dør med deres madrasser, nægtede at komme ud og nægtede at adlyde vagternes ordrer.
Vagterne fandt det svært at kontrollere problemerne med kun 3 personer, så andre vagter tilbød at hjælpe.
Det lykkedes dem at dæmpe uroen… Ved at angribe de indsatte med brandslukkere.
Vagterne begyndte derfra at udtænke metoder hvorpå de kunne holde de indsatte i skak.
De oprettede en ”speciel celle” hvor indsatte der ikke havde været aktive i uroen, blev tildelt ekstra god mad og sådanne ting.
De indsatte nægtede at tage imod disse. De stod med deres gruppe.
Det menes at en 1/3 del af vagterne udviste sande sadistiske tendenser i forløbet.
Dette er tydeliggjort igennem eksempler som disse:
Vagterne ville tvinge de indsatte til at gentage deres nummer, hvilket var for at dehumanisere dem og tvinge dem til at påtage deres nummer som deres sande identitet.
Indsatte der fejlede i deres nummer, ville blive påtvunget diverse fysiske opgaver, som eksempelvis armbøjninger.
Vagter ville fratage indsatte deres madrasser og tvinge dem til at sove på beton.
Nogle indsatte ville blive tvunget til at sove nøgne.
Vagter ville ikke tillade indsatte at skide/pisse i andet end de spande de var blevet givet, hvorefter de nægtede at tømme dem eller fjerne dem fra cellen.
Da en ny indsat gav udtryk for behandlingen af de indsatte skruede vagterne op for misbruget og da den indsatte nægtede at spise smed de ham i isolationscellen.
Der tvang vagterne de andre indsatte til at skrige og banke på døren til cellen.
Han ville kun blive løsladt hvis de indsatte opgav deres tæpper, hvilket alle, bortset fra en, nægtede.
Eksperimentet sluttede efter 6 dage.
Hvis vi skruer tilbage til starten af atiklen og ser på beskrivelse af disse mennesker, er det svært at forholde sig til at det er de samme mennesker der nævnes.
Eksperimentet er blevet kritiseret for en helt masse grunde, åbenlyst for misbruget og det faktum at ingen greb ind da det startede.
Ikke overraskende blev denne sag sammenlignet med en virkelig version, nemlig i 2004 da mishandlingen af fanger i Abu Grahib fængslet i Irak kom frem. Du kan læse min artikel om Abu Grahib her.
.. Jeg skal have sendt den her artikel til "Big Brother".
Hvis vi skruer tilbage til starten af atiklen og ser på beskrivelse af disse mennesker, er det svært at forholde sig til at det er de samme mennesker der nævnes.
Eksperimentet er blevet kritiseret for en helt masse grunde, åbenlyst for misbruget og det faktum at ingen greb ind da det startede.
Ikke overraskende blev denne sag sammenlignet med en virkelig version, nemlig i 2004 da mishandlingen af fanger i Abu Grahib fængslet i Irak kom frem. Du kan læse min artikel om Abu Grahib her.
.. Jeg skal have sendt den her artikel til "Big Brother".
