Hotel-anmeldelse: Nørre Vosborg
Et smut forbi den vestjyske perle.
Hvis man trænger til at rejse væk fra storbyens ræs og larm og komme lidt tættere på den danske natur, men stadigvæk sætter pris på luksus og forkælelse - så er man kommet til det helt rigtige sted, hvis GPS’en har ledt dig ud i den vestjyske hede til Hotel Nørre Vosborg.
Jeg har boet i det vestjyske helt op til efter gymnasietiden, så jeg har været vidne til hele forløbet fra en gammel faldefærdig herregård til et rendyrket idyl-hotel med historiens vingesus fra top til tå.
Hotellet er både et hotel og konferencecenter med en unik placering tæt på Holstebro og tæt på havet - og så har man mulighed for at opleve de 800 års historie, der strømmer igennem herregården, når man overnatter i en af de 56 forskellige værelser.
Gammel historie i moderne rammer
Værelserne er fordelt over hele området og byder på alt fra gamle staldbygninger forvandlet til skønne, hyggelige og velindrettede værelser med moderne, rene linjer, til en skøn suite med naturudsigt. Værelserne er indrettet i meget moderne stil med flydende linjer, men har bibeholdt charmen fra de gamle bygninger med detaljer hist og her.
Selve placeringen ligger tæt til vand, skov og større byer, hvis man ønsker at shoppe lidt eller opleve lokal, vestjysk kultur - men selve grunden, hvorpå herregården ligger, er i sig selv noget, man kan få mange timer at gå med. Herregården og de forskellige bygninger har en tilstødende oase af natur, træer, skoveområder og en lille hyggelig å, hvor man før eller efter maden kan slentre en tur og med ét blive hevet tilbage til gamle dage.
Som gæster har man mulighed for at tage sin helt eget private rundtur i museet i de helt gamle bygninger, som giver et meget interessant indblik i en glemt tid - et øjebliksbillede fra gamle dage, som dykker ned i indretningen, tøjet, kulturen og måden, mennesker levede på herregården for mange år siden.
Nørre Vosborg er derfor en oplevelse udover det sædvanlige, hvor man nærmest overnatter i ‘Den Gamle By’ og kan få oplevelsen af både moderne, serviceminded forkælelse af deres talentfulde personale til afslapning i gamle, nyrestaurede bygninger med historiens vingesus.
Gastronomi i særklasse
Hotellet byder på en række muligheder for spisning alt efter, hvornår på året man melder sin ankomst. Det ene format er en skøn fransk-inspireret brasserie ved navn Classique, som byder på skønne, sæsonvenlige retter og god wine-paring - se hele vores anmeldelse af restauranten her, Restaurant Classique.
Den anden er Nørre Vosborg Tasting, som er en unik oplevelse, der bygger på inspiration fra herregårdens historie, den tidløse kvalitet af gode råvarer og forståelsen for at modernisere og eksperimentere med maden. Vi kigger forbi Nørre Vosborg igen senere på efteråret, så stay tuned for en anmeldelse!
Formår man at time besøget med en søndag, kan man opleve deres gudeskønne brunch, som er en storslået kavalkade af lækre delikatesser fra nær og fjern med alt, hvad hjertet begærer - jeg er selv typen, der altid vælger brunch-tallerken frem for buffet, men her må man altid bøje sig i støvet og bare lade sig rive med af den smagfulde karrusel.
De ting, som gør et hotel til noget helt særligt, er ofte de små detaljer hist og her, som måske kan lyde banalt, når man italesætter det - men det giver bare det ekstra til oplevelsen. Og en af de mange ting, som Nørre Vosborg byder på i sin kavalkade af små finurligheder, er deres kaffebar. Ikke kaffebar om i hverdagsforstand, men et vedhæng til deres i forvejen utroligt lækre morgenmadsbord - man kan nemlig komme på en lille hyggelig kafferejse med en række nøje udvalgte kaffebønner, som hænger på væggen og forklarer med tekst og billeder, hvor smagen og bønnerne kommer fra.
Man hænger blot sin stempelkande på væggen, og så bliver bønnerne friskmalet til morgenkaffen. Fantastisk. Morgenbordet har desuden alt, hvad hjertet begærer med friske råvarer, frisktappet juice, lokal charcuterie og masser af små hjemmelavede kreationer, der får mundvandet til at løbe.
Samlet set er Nørre Vosborg en sand hotel-perle i det vestjyske, som ligger utrolig centralt i forhold til både at få forkælet sig selv og sine medrejsende med fornem gastronomi og hverdagsluksus samt tæt nok på naturen til, at man kan få ladet batterierne op og nyde et afbræk fra hverdagens ræs.
Hotellet rummer utroligt flotte omgivelser - både i sit storslåede omfang med natur, museum og selskabslokaler, men også værelserne emmer af charme, hjemlig hygge og moderne komfort.
Et valfartssted for dig, der elsker hoteller, der har en unik charme samt små, personlige finurligheder, som gør opholdet mindeværdigt og noget, man ret hurtigt ønsker at gøre til en mere eller mindre årlig tradition fra nu af!