Annabelle [Anmeldelse]

Rating: 3
Author: Dennis Stanley

Annabelle er en stemningsfyldt old school gyser, der nok skal få hårene i nakken til at rejse sig.

Skrevet af Dennis Stanley

| Filmanmeldelser
| 9,4K

3 ud af 6 stjerner

Annabelle - Trailer

Warner Bros. Pictures

Rock-a-bye baby, in the treetop

En sen nattetime i 1969 bliver den højgravide Mia (Annabelle Wallis) og hendes mand John Gordon (Ward Horton) overfaldet i deres hjem, af to hippier der tilhører en satanistisk kult a la Charles Mansons ”The Family”. Efter den grusomme oplevelse flytter det unge ægtepar ind til byen. Her håber de på at kunne glemme overfaldet og koncentrere sig om at blive gode forældre for deres nyfødte søn. Men ondskaben er flyttet med dem, for det viser sig nemlig, at én af overfaldsmændenes sjæl er blevet overført til en sjælden, gammel dukke ved navn Annabelle. Denne dæmon kan dog ikke forblive i dukken særlig længe og forsøger derfor at besætte en menneskelig sjæl.

ANNONCE

Warner Bros. Pictures

When the wind blows, the cradle will rock

Mia har dog svært ved at overbevise sin mand John, som arbejder meget, om at der er noget galt og at onde ånder hærger deres hjem og hun beslutter sig derfor, for at tage sagen i egen hånd. I en boghandel finder hun bøger om djævleuddrivelse osv. og her møder hun også Evelyn (Alfre Woodard), der hjælper hende. Sammen henvender de sig til præsten Father Perez (Tony Amendola), der tager Annabelle med sig for at få ondskaben ud af lejligheden, men der skal vise sig at få store konsekvenser for dem alle.

ANNONCE

Warner Bros. Pictures

When the bough breaks, the cradle will fall

Hvis The Conjuring (Nattens dæmoner) var en blanding af The Amityville Horror og Exorsisten, så er prequelen; Annabelle en slet skjult hyldest, om man vil, til Roman Polanskis Rosemary’s Baby fra 1968. Nok mest åbenlyst er hovedpersonernes navne; Mia og John, opkaldt efter Mia Farrow og John Cassavetes, der havde hovedrollerne i Rosemary’s Baby, men også hele plottet synes ”lånt” fra denne film. Dog når Annabelle aldrig tilnærmelsesvis op på siden af Polanskis klassiker, dertil er Annabelle nemlig alt for simpel i sin historie og gyset for uraffineret og til tider på grænsen af at være ufrivilligt komisk.

ANNONCE

And down will come baby, cradle and all

Annabelle formår dog alligevel at få opbygget nok stemning og uhygge sammen, til at filmen kryber ind under huden på publikum. Selve dukken Annabelle, er nok det mindst uhyggelige element, for filmens styrke ligger mest af alt i scenerne, hvor Mia terroriseres af dæmoner og djævle bl.a. i en fabelagtigt nervepirrende sekvens, der finder sted i et dystert kælderrum. Gid der havde været flere af den slags scener, så havde Annabelle måske været på højde med The Conjuring. Nu kan vi så kun vente på et showdown mellem Annabelle og Chucky fra Child's Play. Hvem mon ville vinde?

ANNONCE