De Danske Bryggerier #2: Ærø Bryggeri
Traditionelt ølhåndværk og valnødder hos Ærø Bryggeri.
I vores næste kapitel i rundturen rundt til forskellige danske ølbryggere i Danmark, er turen denne gang gået til den eventyrlige danske ø, Ærø.
Under vores reportage på Ærø tidligere på sæsonen var det naturligvis givet, at vi skulle et smut forbi øens egen bryggeri - Ærø Bryggeri!
Placeret i den idylliske landsby Store Rise lidt udenfor byen finder man den hyggelige biks, hvor man både kan kigge med i ølproduktionen, opleve ølsmagninger og firmaudflugter og desuden købe alt fra en enkelt flaske til hele sortimentet med sig hjem i kufferten.
Jeg var så heldig lige at hoppe med på en ølsmagning på en af vores rejsedage, hvor vi kiggede forbi den hyggelige gårdhave og butik for at se, hvor magien sker.
Ærø Bryggeri starter faktisk sin historie helt tilbage til 1926, dengang som Rise Bryggeri, hvor de tappede de gyldne dråber helt indtil 1962, hvor den sidste flaske blev langet over disken - heldigvis for øldrikkere i hele landet har bryggeriet åbnet dørene igen i 2004, og har siden begyndelsen af 00’erne sat øen i det sydfynske øhav på Danmarks ølkort atter igen.
Bryggeriet skiftede navn i 2020 fra Rise Bryggeri til Ærø Bryggeri for at gøre hele brandet mere ø-forbundet - og skabe mere blikfang på øen som en helhed.
Alt sammen ledt an af den multifunktionelle Janni Bidstrup, som er øens arbejdsblæksprutte, der sørger for at tingene spiller og at turisterne hverken går sultne eller tørstige hjem - eller uden muligheden for at håndrullet cigar fra Ærø Cigarer!
Foruden ølbryggeriet er selve idéen bag alle arrangmenter og events omkring og ved bryggeriet også en del af øboernes opbakning omkring arbejdspladser til lokale og et turistblikfang, der kan få folk til at drage til øen.
Som man altid siger om Ærø - tiden går lidt langsommere, når man er på øen. Den tankegang er smittet af på bryggeriet, som har taget sig god tid til at forældre deres øl og ikke har den store hast med at vokse vildere, større og anderledes.
De springer ikke lige foreløbig ud i at lave Tropical Milkshake IPAs, de holder sig til, hvad de kender til og laver bedst - klassiske øl med et unikt ærøsk udtryk.
Men hvor man i nyere tid ofte tyer til tilsætningsstoffer og smagsgivere udefra - eksempelvis laktose for fylde og sødme eller måske frugtpuré - så er alle de unikke smage i Ærø øl kommet fra godt, gammeldags håndværk.
Det vil sige, at når du kan smage røg og lakridsnoter i en Ærø Stout, eller måske frugtighed og citrusnoter i deres NEIPA? Så skyldes det altså bare håndteringen af de klassiske ølbrygningsråvarer på en god, gammeldags måde med forståelse for bryggeprocessen - lige med undtagelsen af deres Valnød, som får valnøddearoma tilsat, men mere om den senere!
På ølmenukortet har de en lang række forskellige klassikere på flaske - som både kommer i deres oprindelige version, der er perfektioneret siden 2004 og i en økologisk udgave. Øllene er i nyere tid blevet smukkeseret med signalflag fra det maritime tilhørsforhold på øen samt en række små søkort - så man lige kan signalere lidt nogle sjove sprogfrie samtaler mellem hinanden på ølbaren!
Alle er prydet af det fine logo med løven og gråspurven - løven er inspiraret af en kalkstensfigur på Rise Kirke og gråspurven, også kaldet en grolle på Ærø, er en øens uofficielle nationalfugl og så hed opfinderen er verdens første pilsner på verdensplan Grolle - det er meant to be!
Den økologiske line er - udover brugen af økologiske råvarer - en til en magen til deres originale serie. Hvor økologien spiller et pus på smagen, som gør denne linje mere mild og sart i smagen. Den økologiske linje indebærer Pilsner, Gylden, IPA, Valnød, Dark Ale, Stout, Påske Ale og Jule Ale.
Deres absolutte største besteller er uden tvivl Ærø No. 5 Valnød - øen er kendt for sine valnøddetræer og har foruden en ‘Ærø Special’ hos Ærø Ismageri med ahornsirup og valnødder, også givet valnøddepræget på deres øl. En skøn, krydret, varm og velsmagende øl med sarte noter af valnødder, lakrids-dybde og en dejlig frisk og parfumeret øl.
Herunder et hurtigt oprids af, hvad 5 af de forskellige øl i sortimentet kan.
Ærø IPA
En India Pale Ale i den klassiske forstand med knap så meget smæk på frugtig humle, men lidt mere bitterhed og aroma.
Ærø NEIPA
Her nærmer vi os den moderne trend med masser af smæk på humlen fra de fem forskellige humlesorter - ufiltreret, læskende og med masser af tropiske citrus-noter!
Ærø Valnød
Bryggeriets øjesten - en let mørk øl med masser af aromatiske krydderundertoner, en liflig og sødlig valnøddearoma og en fin balance mellem lys og mørk øl med en blanding af karamel-bygmalt og ristet bygmalt.
Ærø Stout
En god, tung og let røget og lakridsagtig stout på smagen, som ikke er så tung i konsistensen - let drikkelig og en god begynder-stout til dig, der har lidt svært med øl, der smager af for meget.
Ærø Færgeøl
Den perfekte overfartsøl til og fra øen - men også derhjemme! En skøn frokostøl, der både kan agere tørstslukker såvel som en sublim all-around øl til julefrokosten eller det gode frokostbord.
Du kan se meget mere til sortimentet på deres hjemmeside, hvor du også kan købe øllet, hvis du ikke lige slår et smut forbi Ærø i den nærmeste fremtid!