Dagbog fra Vestkysten [part III]

Here we go again!

| Alt det andet
| 4,8K

Kære dagbog,

Traditionen tro drog jeg mod det vestjyske land for at deltage i den årlige festival, Haze over Haarum sidste weekend. De fleste kender slet ikke til denne festival, eller blot denne del af landet, da de fleste fordomme lyder på, at menneskene derude stadigvæk har sorthvid-fjernsyn og tror, at Elvis er i live. Nu kommer jeg selv fra Lemvig nær det herlige Vesterhav, og jeg kan med det samme sige, at fordommene er ligeså sande som at Pamela Anderson har naturlige bryster. Folk har ofte en tendens til at frygte det mørke Vestjylland, men jeg kan gennem disse dagbogsartikler forhåbentlig sætte stedet i et andet lys og måske lokke folk til den lokale festival – jeg giver en bajer til dem, som kommer næste år?

ANNONCE

Torsdag
Anyways, jeg pakkede den klassiske taske, 1/3 tøj og 2/3 bajere i Århus og begav mig ud mod Vestkysten. Efter en lækker omgang flæskesteg med brun sauce til aftensmad kastede vi den første bajer i halsen og begav os over mod festivalpladsen. Dette år har vi for alvor opgraderet vores kit, da vi ikke har nøjes med det klassiske gule telt fra Harald Nyborg, som blæser omkuld, hvis bare du slår en bøvs, men i stedet fikset en kæmpe dobbelttelt og to små telte til opbevaring. Derudover fik vores mekanikerven fikset det mobile anlæg med en formidabel opgradering – dobbelt så mange højttalere, dobbelt så meget batterilevetid og ikke mindst en monteret sækkevogn, så transporten blev nemmere. Hell yeah!

ANNONCE

Italobrothers <3

Teltene blev slået op og bajerne blev fundet frem, og inden længe trak musikken folk til teltpladsen som fluer om en lort. Hvad der i første omgang skulle være en stille og rolig start på festivalen, endte med at save os fuldstændigt over. Med en møghamrende lækker ribben-sandwich i hånden, rødkål hængende ud af mundvigen og en halvlunken bajer i den anden hånd begav vi os mod musikpladsen, hvor en gammel kending for techno-elskere spillede op til fuld gas- Italobrothers! Denne tyske techno-gruppe har været en stor del af min opvækst i folkeskoletiden - om det har positiv effekt, skal jeg ikke kunne sig noget om! - men sangene blev hørt til døde. Derfor klemte vi os helt foran og fik kastet basarmen direkte i luften den næste time, mens hele teltet kogte. Med en dundrende tinnitus og omtrent ligeså svedig en krop som Hugh Hefner efter sin morgengymnastik vandrede vi hjem og smed os på langs.

ANNONCE

Årets anlæg!

Fredag
Den første tanke som rammer mig, da en gusten solstråle rammer mit ansigt i gennem persiennerne, er, at jeg har glemt at stille vand frem. Ligeså dehydreret som Sahara fik jeg smidt stængerne udover sovesofaen og placeret mig vaklende på gulvet. Kroppen havde åbenbart ikke været direkte begejstret for techno-dansen aftenen før, og lægmusklerne føltes cirka ligeså behagelige som en indgroet tånegl. Efter en morgenmadskomplet til folket smed vi os i solen for at svede noget af alkoholen ud. Kort efter middag besluttede min kammerat ’Smiske’ og jeg at fordrive tømmermændene med et enkelt spil Klodsmajor. Hvad der startede som en uskyldig leg endte med flere deltagere i en vanvittig duel med vilde væddemål – den der tabte skulle fikse jægerbombs og shots til hele holdet, og med den vildeste teknik vinder papa æren af titlen som Klodsmajor-meister. Høj på min sejr drog vi mod det forjættede teltland og fandt vores område intakt – hvilket chancemæssigt sådan ca. plejer at være 50/50. Med friske forsyninger i form af 4-5 flasker shots og to rammer bajere var vi spændt op på at save os over endnu engang – indtil vi smagte på den første øl, som var varmere end satans røvhul. Efter en del sprutten og hosten fik vi overvundet kvalmen og de varme øl gled overraskende hurtigere ned end de kolde – dog ikke noget, jeg anbefaler!!

ANNONCE

En amerikansk fodbold stod for half-time-underholdningen, når vinden afkølede kroppen for meget, og første runde så omtrent ligeså professionelt ud som en nonne om en sømandspik. Dog blev teknikken hurtigt indhentet ved hjælp af en kold bajer – eller det vil så sige en bajer på godt og vel 28-30 grader, da rammerne lå inde i teltet og havde sydet hele morgenen med fuld sol. Den eneste fordel om aftenen var dog, at man kunne varme sig fingre på de lunkne øllebajsere. Til sidst lavede vi de vildeste afleveringer til hinanden, og i vores brandert var vi sikre på, at hele teltpladsen fulgte vores baws-moves – det viste sig dog blot at være en aldrende gruppe damer, som klappede over en flok unge, svedige fyre.. En af mine kammeraters mor havde fikset en røvfuld pastasalat til de madhungrende, spirende alkoholikere og vi nåede knap nok at finde plastiktallerknerne frem før indholdet blot blev hældt direkte i halsen – se bevis A:

ANNONCE

Derefter begav vi os ind i skovområdet, hvor Offpist-baren smed lækkert housemusik ud til en blanding af stive mennesker og skumfest. Væbnet med en kæmpespand af energidrik og vodka snøvlede vi videre hen for at lytte til noget musik. Rejsen blev hurtigt afbrudt ved synet af baren, hvor de serverer friskepresset appelsinshots, og nu var tiden kommet til at indløse gevinsterne fra væddemålet. Efter overvældende mængder C-vitaminer og vodka begyndte vi så småt at se dobbelt, og det var egentlig et meget uheldigt tidspunkt, da de lokale milfs stod klar til at ryste røv og hylde Rasmus Seebach på scenen. Midt inde på teltpladsen blev ruten hurtigt fastlagt for os ved lugten af den klassiske kebab-mix, som lokkede os til madboden som sirenerne lokkede sømændene i fordærv. Som et stykke af himlen blev kebabhelvedet kastet i halsen på godt og vel 30 sekunder, og efterfølgende skyllet ned med en dyr, men endelig kold øl.

ANNONCE

Godt tanket op på mad gik vi mod musikpladsen og lyttede til de lækre toner fra TopGunn. Opfattelsesevnen på daværende tidspunkt var ikke ligefrem den skarpeste, men vi fik da listet os over til Kato vs. Safri Duo bagefter og på mystisk klemt, skubbet og banket vores vej helt foran til første række, hvor vi fik lov til at holde trommen, mens Kato kastede de vilde tricks af – magen til syre i armene skal man sateme lede længe efter, men det var en fucking fed oplevelse. Mættet på oplevelser snurrede vi hjemad, dog med et lille pitstop på den lokale pølsebod, hvor en indianer med hele krigsmalingen og en iskold congobajer stod klar til at dulme sulten. Godnat blev der sagt.

ANNONCE

Lørdag
Festivallens sidste dag stod i idiotiens tegn! Tømmermændene stod klar ved sengekanten og begyndte at kaste deres værktøj mod min hovedskal ligeså snart, jeg åbnede øjnene. Motoren kørte på halvgas fra morgenen af, og først et godt stykke over middag tog vi mod til at drage mod øllets land for den sidste gang i år. Tanken om de grotesk varme bajere i teltet fik maven til at vende sig, men som en anden fucking Georg Gearløs kom jeg i tanke om nogle fysiklektioner i skolen, hvor man kunne afkøle væske ved at pakke dåserne ind i våde aviser og derefter lade dem fordampe i solen. Fordampningsprocessen nedkøler øllene undervejs, og for fuck sake hvor det virkede! Øllene blev mindst 10-12 grader koldere og kunne nydes på normal vis!

ANNONCE

Det fik motivationen til at stige noget så voldsomt, og snart var hele vores teltområde belagt med avis- og håndklædeindbundne øllebajere. På tredjedagen havde kroppen vænnet sig den barske livsstil på festival, og øllene gled let og elegant ned i svælget og forårsagede en vanvittig brandert. Desuden havde de den effekt, at en kammerat og jeg pludselig var sikre på, at vi var vanvittige til parkour, og begyndte derfor at springe over telte – og en enkelt dude, som var gået under i en festivalstol! Det fungerede også på sin vis rigtig godt, men landingen blev i sidste forsøg ikke lige til et 10-tal, da jeg gled i en fladtrykt øldåse, mistede balancen og smadrede mit knæ ned i jorden – med dertilhørende hudafskrabninger og øgenavnet ’haltefanden’. Resten af dagen foregik stort set på vores flade røv med en øl i hånden, dog med nogle få undtagelser af koncertoplevelser med Djämes Braun og Alexander Brown. Det hele snurrede lidt sammen på denne afsluttende aften, og det sidste jeg husker, er, at jeg sidder i bussen på hjem til de gamle i Lemvig med forventningerne om en skræmmende omgang 3-dagestømmermænd.

Sådan forløb årets festival i det vestjyske – der blev hoppet, danset, drukket, faldet, drukket, danset, drukket, drukket og hørt musik. Festivalen er generelt en meget hyggelig en af slagsen og med det bedste vejr, Haze over Haarum havde set siden 2006 var det absolut en sikker vinder i år. Ses vi næste år?

Hvis du har lyst til lidt mere læsestof, så tjek mine reportager fra de to sidste år lige her:
Dagbog fra Vestkysten [part I]
Dagbog fra Vestkysten [part II]

ANNONCE