Dagbog fra Roskilde Festival 2013
På den ene side kan man hævde at denne artikel kommer 51 uger for sent. Men man kan også sige, at den kommer ganske passende - med kun få dage til RF14!
Min sidemand til Mø-koncerten!
Mandag
Nogle dage før festivalen "rigtigt" skulle åbne med Vinnie Who på Orange Scene, havde jeg ladet mig lokke ud på dyrskuepladsens uendelige områder af telte og Harald Nyborg-pavilloner. Dels for at mødes med et par venner, der i modsætning til Deres Udsendte, havde valgt at gå all-in på festivallivet. En uge i telt på en græsmark. Uden ordentlige toilet- og badefaciliteter, men med lunkne Harboe-øl og dåsemakrel ad libitum. Men også for at høre Mø. Jeg kom tidligt, og hørte en lille time af på Apollo Countdown-scenen, før jeg bevægede mig hen mod Pavillon Junior. Jeg kom tydeligvis aaaalt for sent til at få en god plads, men møvede mig op i baren lige ved siden af scenen. Herfra kunne man godt nok ikke se noget, men man var tæt på scenen. I baren stod Johan Olsen og snavede med et kvindemenneske, som jeg formoder og håber var hans kone. Nå, dårlig taktik. Ud af teltet igen, og fandt en plads cirka midtfor scenen, men langt væk.
Og nu er jeg måske nok en garvet festivalgænger, men absolut ikke musikekspert eller -anmelder. Derfor kan jeg uden faglig stolthed at skulle forsvare, roligt hævde at Mø er vanvittigt over-rated. Der var et enkelt melodisk hit, og ellers bare hysterisk dans og hopperi.
Mine yndlingssko var blevet mudrede, og vi havde ikke fået sat campingvognen op endnu. Jeg tog en taxa tilbage til Roskilde downtown, og ville forsøge at lade mine batterier op til det for alvor skulle gå løs senere på ugen!
Torsdag
Dagen hvor vi skulle finde ud af at soft opening absolut ikke behøver at være særlig soft. Vi lagde ud med et par dåseøl i campingvognen, der var parkeret et stenkast bag Orange scene. Første "rigtige" dag på Roskilde var vi kun Connery's Udsendte, Triatleten og Kræmmeren. Musikken var sekundær, det primære var festen. Efter at have snuset lidt rundt på pladsen som et koppel sultne ulve, der var trængt ind på fremmed territorium, vovede vi os op i en bar. En bar, der resten af weekenden skulle blive vores stambar, når ikke vi var inde i det hellige område, Mediebyen. Vores problem var, at Triatleten kun havde almindeligt armbånd på. Men i musketérånd efterlod vi ham ikke ude blandt de uvaskede.
Vi hørte lidt af Vinnie Who, som åbnede orange, men trak os hurtigt tilbage til de trygge omgivelser i umiddelbar nærhed af en fadølshane.
En fadøl af den store slags kostede 38 kroner, og allerede torsdag aften blev der brændt et par egern af, som man siger. Det er ikke billigt at arbejde for Connery. Triatleten, der er lidt af en charmeur fik ret hurtigt chattet et selskab i baren op. De bestod af tre langhårede - to piger og en fyr. Fyren lignede Peter Lundin på en prik, men jeg checkede lynhurtigt eb.dk, og så ingen gul bjælke med breaking news om undslupne fanger, så min puls faldt hurtigt ned på et efter omstændighederne og promillen normalt niveau. Lundin-lookalike var skræmmende nok også halvt amerikaner, og talte også som Lundin. Nå men de to tøser han havde på slæb var ganske søde, og da de frøs afgav Triatleten og jeg hver vores striktrøjer som de gentlemen vi er, til de to piger. Vores promille gjorde efterhånden at vi alligevel ikke lagde mærke til temperaturen.
Undertegnede gav en omgang (selvom Connery.dk absolut ikke havde sendt Deres Udsendte afsted med diæt-penge), og glassene blev tømt, så vi blev enige med Lundin-lookalike, at vi skulle slå sten-saks-papir om næste runde. Det var han frisk på, og da han tabte, var der heller ingen smalle steder. Sedlerne sad løst, og da vi kort tid efter atter havde tømt vores ølglas havde han, på trods af at han var lige så halvfuld som os, gennemskuet en vis koordinering i vores sten-saks-papir.
Fast forward - jeg kan ikke huske mere, men vågnede op i campingvognen med slem tørke i halsen, og Kræmmeren snorkede i den anden ende af vognen. Og der var popcorn ud over det hele. Triatleten, der som nævnt er en mester til det med damer, havde selvfølgelig overnattet i den tyveårige piges telt, og fået sin striktrøje med hjem. Min pissedyre, men gamle striktrøje var tabt for evigt, tænkte jeg.
Fredag
Efter et smut hjem til Kræmmerens residens under en halv times kørsel fra festivalpladsen, hvor vi fik et dejligt varmt bad og var forbi bageren efter rundstykker, så var klokken blevet eftermiddag, og vi skulle tilbage til pladsen. Denne dag havde mange af luksusdyrene, hvor de fleste var gift og med børn, fået udgangstilladelse, og med en VIP-billet i hånden skulle den have en over nakken. Jeg aftalte med Spar Konge og Cityfan at vi skulle mødes i en økologisk bar ved en-eller-anden scene. De to vip-drenge havde begge været på Roskilde Festival adskillige gange, men da de altid havde været med sponsorer, så hævdede de grinende at de aldrig havde været mere en 30 meter fra Mediebyen (som med rette nu hedder Backstage Village).
Jeg havde nogle dage før foreslået Cityfan at vi skulle mødes kl 16 om fredagen, men det mente han var aaalt for sent. Når han kun havde en enkelt dag på festivalen, så skulle den have en over nakken. Og så skulle vi begynde drikkeriet senest kl 14. Vi lagde ud med nogle økologiske mojitos, efterfulgt af en guldtuborg, men så mente de to drenge også at det var på tide at trække os tilbage til mediebyen. Derinde havde vi en slagplan. Eller faktisk havde vi flere. Første skridt var at bevæge os hen til en telt, hvor en af vores bekendtes kæreste arbejdede. Og rygterne fortalte, at hun besad en tyk blok med drinkskuponer. Bevæbnet med mundvige oppe ved ørerne, hundehvalpeøjne og kys på kinden gik vi ærefuldt tiggergang. Og det virkede. Vi fik hver især en lille stak. Og så løb vi ind i Sheriffen. Han kender alle. Alle kender ham. Det er rigtigt godt at være venner med sheriffen. Sheriffen havde allerede fået drinkskuponer, og vi trak i baren. Jeg drillede ham lidt med den taske, han havde med. Den lignede noget en skolelærer rendte rundt med i 1980erne. Beige kernelæder, med stropper der kunne spændes. Sheriffen, der er hippere end hip, tog vores drillerier med oprejst pande, og hev på et tidspunkt noget stærkt tobak frem fra gemmerne. Vi valgte, da klokken kun var omkring 16, at gå ned til nogle træer og gemme os lidt. Men det gjorde bare det hele mere suspekt. Så vi valgte få hiv senere at udforske resten af mediebyen. De har det med at lave det hele om hvert år, så man skal lige lære at finde rundt. Vi fandt et sted i solen, og nød endnu en fadøl. Her havde vi udsigt til det toilet, som alle de kendte åbenbart benyttede. Men ja, de skal jo også på lokum. Jeg undlader at namedroppe. Sheriffen, som altid har fingeren på pulsen, havde nu fået opsnappet et kodeord. Bevæbnet med det bevægede vi os hen til Politikens telt, der havde et par vagter ved indgangen, men vi sagde blot det magiske ord, og et slaraffenland i form af fri bar og gratis lakridspiber, åbenbarede sig. Her stødte vi selvfølgelig ind i en masse af Sheriffens, Cityfans og Spar Konges tidligere kolleger. Og så var der ligesom lagt op til en fest i festen.
Jeg begyndte at bekymre mig lidt for Kræmmeren og Triatleten, for jeg havde været nødt til at droppe musketérånden i dag, da Triatleten ikke havde armbånd til Mediebyen. Han havde vistnok gået i folkeskole med en af konferencier'erne, så han sms'ede lidt frem og tilbage med ham. Det så også ud til at lykkedes med at få opgraderet armbåndet, men nu var der dukket en masse andre venner op, og vi havde fået etableret et stambord ved den tuborg-bar lige uden for mediebyen, som skulle få en episk historik dagen efter. Jeg var ude i på pladsen i et par øls tid, før jeg trak mig tilbage til mediebyens trygge rammer og relativt rene toiletter.
Nu var der rigtigt ved at være gang i festen inde i Politikens bar, men jeg havde nået det stadie, hvor jeg ikke kunne drikke flere fadøl. Jeg foretog et tøset gearskifte, og begyndte at drikke Somersby. Det vrimlede med kendte og halvkendte inde i den åbenbart næstbedste bar i Mediebyen. For den bedste er selvfølgelig den legendariske Tuborg-bar, hvor der også er fri bar, men som kræver et særligt gyldent vævet Tuborg-armbånd. For at få det skal man have været på forsiden af Se&Hør, eller man skal have særdeles gode forbindelser til Tuborg. Jeg havde allerede ved åbningen om torsdagen spottet min gamle bekendte, reklamedirektøren, stå at holde hof derinde. Han virkede flinkt til mig, og da jeg slagterhundsagtigt med en bakke jordbær i hånden, bød ham et bær og spurgte om han ikke lige kunne skaffe mig et armbånd, lo han bare.
Jeg spottede den lækre, uopnålige pige, som jeg havde bagt på i mange år. Hvis vi lidt naivt antager at jeg i de første år faktisk gjorde fremskridt, så var jeg vist lidt fuld på det her tidspunkt, og nu gik det vist den anden vej. Jeg hev hendes truckerkasket ned i panden på hende, og forsøgte senere at stjæle den. Hun var forlængst blevet scoret af en celeb, men den slags detaljer har jeg aldrig lagt vægt på. Nå, men måske er det derfor hun ikke har ladet mig følge hendes private instagram-profil. Whatever, der er masser af fisk i havet, som man siger.
Jeg begyndte at snakke med en gut, der havde stået ved bordet ved siden af. Han havde hilst, men jeg kunne ikke lige huske hvor jeg kendte ham fra. Jeg spurgte Spar Konge, der grinende fortalte mig at det var en-eller-anden ejendomsmægler, der var kendt fra et tv-program. Med andre ord - jeg var fuld.
Vi viste Politikens gæstfrihed ryggen for at skaffe os flere drinkskuponer hos vores veninde. Hun var ikke spor fuld, men fandt os alligevel lidt charmerende. For vi fik flere kuponer, men stakken var nu noget mindre. Cityfan mente at det var tid til at ryge mere stærk tobak. Men ingen havde noget. Han og jeg gik nu på jagt efter en kendt tv-chef, som Cityfan åbenbart havde røget med før. Men selvom han mente at have set ham en halv time tidligere, var han nu forsvundet. Jeg kom nu i tanker om at jeg havde gemt den halvdel, der ikke blev røget først på dagen, i et lille plastikrør i min sko. Nu var de andre også væk, men så var der jo bare mere til Cityfan og jeg. Men det var jo sådan set ikke fordi havde brug for det. Herefter kan jeg kun svagt erindre, at jeg sad på trappen udenfor Tuborg-baren og faldt i snak med en gut, der lignede Neil fra The Young Ones. Jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om, men vi fik i hvert fald leveret øl ud over rækværket fra Tuborg-baren. Han var ganske cool, og fortalte henkastet at hvad han var kendt for. Jeg anede ikke hvem han var, men han sagde: "bare google mit navn". Vi fik et par øl, og herefter gik jeg mod campingvognen. Jeg gik langs Tuborg-barens "forhave", der var afgrænset af et kolonihaveagtigt, hvidt plankeværk. Jeg gik længst væk fra indgangen, og bemærkede vagterne stod med ryggen til. Trods det faktum, at jeg aldrig har gået til atletik, foretog jeg, særligt promillen taget i betragtning, et olympisk hækkeløbsspring, og på trods af at jeg egentlig ikke var mere tørstig, og at stedet her klokken meget sent var støvsuget for kendte, fik jeg mig lige en pilsner i baren. Den var trods alt gratis.
Og, nåja, Rihanna? Hende fik vi ikke hørt...
Lørdag
Hvis min lever havde kunnet vifte med et hvidt flag, så havde den sikkert gjort det nu. Men det skulle vise sig, at den kun havde set toppen af isbjerget. Lørdagen begyndte som fredagen - med et bad hjemme hos kræmmeren. Og så var det ellers ud til pladsen igen. Vi parkedere slæden ved siden af campingvognen, mødtes med triatleten, en dåseøl i løgneren, og så afsted i retning mod det orange telt. Stambordet fra dagen før var sikret, og vi lagde ud med en stribe fadøl. Vi var en 8-9 gutter, hvoraf de fleste var nogle af triatletens venner. Og så kom Millionæren. En almindelig fyr, som Kræmmeren havde kendt i årevis. Men som for nylig havde ramt syv rigtige i lotto. Millionæreren lagde ud med at hente ti fadøl og to batterier. Et batteri er sådan et flamingohylster med 50 reagensglasrør med gajol-sprut. Han var lidt skuffet over ikke at få mængderabat. Et batteri kostede 1000 kroner. Eftersom vi var omkring ti personer ved bordet, og vi jo lige havde begyndt vores alkoholindtag, så holdt sådan et par batterier jo ikke længe. Millionæren hentede flere batterier. Fire søde piger ved bordet ved siden af, fik også et par rør hver. Jeg bagte lidt på et par stykker af dem. Den ene var gymnasielærer, en anden sygeplejerske. Helt perfekt, tænkte jeg.Jeg ved ikke hvor længe der var gået, men Millionæren erklærede nu, at vi fandme selv måtte holde os med fadøl, men at han nu ville hente flere batterier. Jeg gik med ham op til baren. Jeg købte tolv fadøl. Han raisede mig og købte tre batterier. Det var stadig kun eftermiddag, og jeg havde kun spist en tebirkes til morgenmad. Den lå nu og svømmede i mindst en halv liter granatæble-gajol-sprut, og vi havde langt fra peaket endnu.
Jeg gik ind i Mediebyen, og mødte Sheriffen. Vi fik lidt at drikke, og Sheriffen spurgte så om vi skulle se Metallica. Jeg overvejede et kort øjeblik, og sagde så ok. Vi forlod Backstage Village, og blev ramt af en mur af støj. Vi gav det et par minutter. Kiggede så på hinanden, og gik tilbage til de trygge rammer.
Spar Konge og Cityfan havde kun fået lov af konerne at være på festival fredag, men Sheriffen, der datede en kendt sangerinde, lå ikke under for den slags tøffelheltebegrænsninger. Han havde partoutbillet, og det skulle bruges. Men problemet var at kodeordet hos Politiken åbenbart var blevet skiftet, og vores veninde med drinkskuponerne var forsvundet. I en lomme fandt jeg mirakuløst nok et par kuponer fra dagen før. Vi bevægede os mod baren, og til min store overraskelse stødte jeg ind i Lundin-lookalike. Han havde åbenbart også adgang til Backstage Village! Han gjorde mig opmærksom på, at min striktrøje lå oppe i hans telt, og jeg nok skulle få den!
Marcos Valle feat. Santtana
Søndag
Min lever kunne ikke mere. Men der var jo Kraftwerk om aftenen. Så det var bare op på hesten igen. De fleste andre var taget hjem. Der var kun Kræmmeren og Undertegnede tilbage. Senere kom så Millionæren, nu med kone!
Jeg trillede lidt rundt på pladsen, hørte et par numre af Queens of the Stoneage, men opdagede i programmet at Marcos Valle skulle spille på en scene, jeg ikke havde været i nærheden af før. Brasilianske Valle har udgivet albums i fem årtier, og lidt af en sej bossa nova-hippie. Hans lækre (og noget yngre) kone var også på scenen, og sang en smule, og Per Vers var konferencier på scenen, og kundgjorde at Valle's trommeslager var festivalens bedste. Om han inkluderede Lars Ulrich i den dom, eller om han blot mente på netop den scene er usikkert, men herunder er et klip - så kan I selv bedømme:
Trommesolo
Connery's Udsendte til Kraftwerk-koncert
Hvis du vil læse mere, er her Dagbog fra Roskilde Festival 2012
