Connery.dk's Tilbageblik: De 10 bedste film i 2014

Vi har som altid haft et hektisk film-år med stort fokus på franchise-fortsættelser og superheltefilm. Dog har der også været nogle ret originale og skarpe koncepter og overordnet set en masse underholdning. Nu er der stadig et par dage tilbage af 2014 og vi har ikke fået set hverken The Hobbit: The Battle of the Five Armies eller Ridley Scotts Exodus, men her er vores bud på de bedste film, vi har bevæget os ind i biografmørket for at se dette år (tilfældig rækkefølge). 

Guardians of the Galaxy

Absolut årets bedste superheltefilm! Marvels største satsning bød på nogle ret specielle karakterer og et på papiret yderst ustabilt grundlag, men alle elementerne spillede perfekt sammen og skabte en sjov, unik og djævelsk morsom film om galaktiske kampe, venskab og identitetskriser. Chris Pratt spiller formidabelt som den kække hovedrolle overfor bl.a. en vaskebjørn og et levende træ – and we fucking love it! Historien er vanvittig spændende og opbygningen er en lækker cocktail af futuristiske sci-fi-elementer og gamle, klassiske sange. Filmen er generelt bare definitionen på ’cool’ og rummer et hjerte af guld. 

Dawn of the Planet of the Apes

Siden 1968 i den første film med Charlton Heston har vi ikke set så vanvittig en originalitet, som man så i Rise of the Planet of the Apes i 2011. Men piben fik en anden lyd i år, hvor efterfølgeren til CGI-braget ramte biograferne og tog tilskuerne med storm. Man er virkelig nået til et punkt, hvor CGI-animationer er blevet så vanvittigt veludførte, at man af og til ikke kan skelne mellem virkelighed og animation. Filmen følger et ganske simpelt plot om mennesket mod aben, hvilket giver god tid til at prioritere karakterer og de utroligt flotte abe-skikkelser. Filmen underholder nærmest udelukkende på den visuelle side, da man tydeligt kan se, at effektholdet samt Andy Serkis har konsulteret sig med nogle primateksperter i forhold til bevægelse og adfærd. Rendyrket underholdning handlingsmæssigt og djævelsk betagende guf for øjnene! 

The Raid: Berandal

Dette er måske lidt en overraskelse på listen, men jeg blev virkelig positivt overrasket over plottet og den klassiske action-struktur. Filmen er synonym med actionfilm i sin pureste form og selvom plottet ikke har den helt store udvikling, formår den at skære i gennem med ikonisk vold, vilde slagsmål og ikke mindst Iko Uwais i topform. Instruktøren Gareth Evans har formået at finpudse alle de gode elementer fra The Raid: Redemption og indkogt action-delen til en ultra stærk oplevelse af ufatteligt eksplosive scenarier. Koreografien i filmen er gåsehudsfremkaldende og kommer nærmest på banen med den mest banebrydende form for slagsmål i nyere tid. Toeren er desuden meget mørkere og mere intens, og denne lille oversete perle fortjener helt sikkert at blive nævnt på listen over de bedste film i 2014.

Captain America: The Winter Soldier

Den første Captain America-film var efter min smag den dårligste i Marvels første fase, men i efterfølgeren kommer den kære patriot for alvor i spil med et helt nyt tempo. Figuren er ikke længere bundet af den lidt halvkvaklede version af 2. verdenskrig, men er i stedet blevet integreret i et hektisk spil mellem fortidens spøgelser, nye trusler og en decideret forandret verden efter hændelserne i The Avengers. Der er kommet mere kød på handlingen og Chris Evans er som altid en karl i sit es som den modificerede superhelt – han har desuden tilføjet en række fede, koreograferede slagsmål på sit CV og hele filmen summer af en ubehagelig uvidenhed, hvor man ikke ved, hvem man kan stole på og toeren overraskede virkelig med sin originalitet, eksplosive lydside og ikke mindst hektiske handling. 

Boyhood

Richard Linklater har altid været kendt for nogle ret realistiske og skarpe skildringer af interaktioner mellem mennesker, hvilket man tydeligt kunne se i hans trilogi af Before Sunrise/Sunset/Midnight. I år kom han på banen med et helt nyt koncept, hvor han har fuldt en dreng over en periode på 12 år og derved optaget hans kropslige udvikling i relief til hans både virkelige og filmiske identitet. Filmens spilletid er måske lige til den lange side, men det er et kæmpeprojekt og virkelig veludført – man kommer helt tæt på følelserne og kan nikke genkendende til mange af de problematikker, som den unge teenagedreng tumler rundt med. Følelserne sidder lige i skabet og selvom skuespillet måske ikke er i særklasse, er det i stedet med til at gøre det mere nede-på-jorden og realistisk. Kæmperos til Linklaters flotte projekt og ikke mindst tålmodighed!

How to Train Your Dragon 2

Efterfølgeren til Dean DuBlois fantastiske animationsfilm How to Train Your Dragon I 2010 kom på banen med et nyt og udvidet kapitel i det herlige univers.  Nogle skeptikere vil måske mene, at efterfølgeren ikke lever op til sin forgænger, men jeg vil mene, at den formår at udvikle sig og adaptere til den hektiske udvikling, som karaktererne har oplevet siden etteren. Det hele er blevet langt mere voksent og skaberne har derudover fået frie tøjler til at skabe nye, spændende drageskikkelser. Den visuelle side er endnu en gang helt fantastisk og man bliver virkelig overvældet over de vanvittigt skarpe kreationer og dygtige animationer. Filmen er spækket med følelser og er decideret en animationsfilm, som rummer hjerte til både de helt små og den mere voksne tilskuer!

X-Men: Days of Future Past

Efter introduktionen af prequel-delen I X-men-franchisen I 2011 fik man for alvor smag for at se nye græsgange i dette klassiske univers. Da instruktøren bag de to første film, Bryan Singer, hoppede på projektet til denne efterfølger fik man hurtigt sat forventningerne højt – og ikke mindst på grund af kombinationen af de unge og gamle skuespillere på én og samme film! Det kunne godt på papir virke som for stor en mundfuld, men Singer fik strikket filmen sammen med et tilpas forvirrende tidsrejseelement og nogle uhyre spændende aspekter i handlingen. Den sparker røv fra starten af og man får desuden masser af tid sammen med Jackmans Wolverine. Manuskriptet er djævelsk godt skrevet og virkeligheden bliver flettet sammen med fiktionen i et hektisk plot, som bearbejder nogle grundlæggende aspekter af mennesket overfor mutanten. Knaldhamrende god underholdning fra start til slut og efter min mening den bedste X-men-film siden toeren!

Interstellar

Christopher Nolan har længe været min yndlingsinstruktør og det er bestemt ikke blevet ændret, siden jeg så hans nyeste kreation, Interstellar. Endnu en gang sammen med broderen Jonathan Nolan kommer han på banen med et yderst originalt plot, som udforsker en blanding af fiktion og virkelige studier af forskeren Kip Thornes teorier. Det giver en ufattelig spændende stemning hele vejen i gennem, hvor man ikke rigtig ved, om man skal kunne tro på det, man ser. Hans Zimmer er endnu en gang med på lydsiden og formår at banke en kuldegysfremkaldende atmosfære ind i handlingen med nogle solide og anderledes kombinationer af dybe baslyde og orgelspil. McConaughey spiller fremragende og det dufter allerede af Oscar-nomineringer, mens den visuelle side også formår at gå udover alle grænser. Tematikken i handlingen får hjernen til at eksplodere, men alligevel får man de nødvendige detaljer for at forstå de grundlæggende teorier og tidsrejse. Efter min mening årets bedste film, no doubt! 

Lego: The Movie

Jeg troede personligt ikke, at jeg ville blive underholdt af en film, som udelukkende er skabt af animerede LEGO-figurer, men for dælen jeg blev overrasket! Man skal lige vænne sig til opsætningen, men det sker ret hurtigt på grund af den hektiske handling og ikke mindst fantastiske humor hele vejen i gennem. Det er tydeligt at spore den samme humorstruktur fra Phil Lord og Christopher Miller, som også har lavet 21 Jump Street og 22 Jump Street. Humoren er yderst skarp, velovervejet og alligevel tilpas plat til ikke at gøre sig selv for højtidelig og seriøs. Selve handlingen rummer også en fantastisk tematik omkring forskellen på børn og voksne og ikke mindst det at finde sig selv i samfundet. Med en stjernespækket besætning på stemmestyringen vælter filmen alle forventningerne omkuld og skaber et bragende underholdende stykke animations/legetøjsfilm.

Gone Girl

David Fincher kom tidligere på året på banen med et helt særpræget koncept fra et bogværk, hvor man ud fra traileren på ingen måde kunne forestille sig, hvordan filmen forløb eller udviklede sig. Det gav en decideret fantastisk uvidenhed, hvilket gav filmen mulighed for at overraske os på alle tænkelige måder. Hele filmen er gennemsyret af Finchers mørke scenografi og handlingen overrasker gang på gang i en meget alternativ form for ’detektivhistorie’. Handlingen udvikler sig slet ikke som forventet, og den hektiske drejning i filmen (no spoilers) skal man lige vænne sig til. Det er uden tvivl et yderst originalt stykke filmværk med et solidt manuskript og en vanvittig udvikling – Ben Affleck er desuden djævelsk dygtig overfor Rosamund Pike i et hektisk spil mellem manden og hustruen.