Connery

Absolut Icebar København

Connery.dk var med da verdens sjette isbar åbnede i hjertet af København.

På Absolut Icebar bliver du taget seriøst når du bestiller en iskold drink. Her serveres den nemlig i minus 5 grader, og alt er lavet af den pureste is.
Absolut Icebar København
Connery.dk var selvfølgelig på pletten, da Københavns nye trendy bar åbnede i går. København blev i går sammen med Stockholm, London, Milano, Tokyo og Jukkasjarvi i Lapland blandt de seks byer i verden som huser en Icebar.

Omkring 40 tons is er blevet transporteret fra Torne Älv, som ligger ca. 200 kilometer nord for polarcirklen. Heroppe er trykket på vandet så højt, at isen ikke laver bobler, og man får derfor en krystalklar is. Hvert halve år bliver isen skiftet ud i Icebar, og nye designere får lov at udsmykke den specielle bar.

Temperaturen vil året rundt være minus 5 grader, og der er plads til 50 gæster ad gangen, som bliver udstyret med kåbe og handsker så de ikke fryser til. Gæsterne vil så besøge baren i hold på 45 minutter.
Oprindeligt stammer idéen fra Icehotel i Jukkasjärvi nord for den svenske polarcirkel, hvor verdens første Absolut Icebar åbnede i 1994. Fælles for alle isbarerne er en total isoplevelse med smag, indretning, skulpturer og kunst skabt af is fra Torne Älv, og denne usædvanlige opvisning i design er nu kommet til København.

Sådan gik det da Connery.dk var med til præmieren
Vi ankom omkring kl. 21 til Hotel 27 hvor vi bliver mødt af et par nydelige unge piger, som forklarer os lidt om stedet og hvordan det hele fungerer. Vi får hver udleveret en kuvert med lidt information samt lidt drinksbilletter. Jeg bliver hurtigt enig med mine venner i, at man ikke skal være fuld når man ankommer, for ved første indskydelse virkede det hele meget uoverskueligt. Vi fandt dog hurtigt ud af at det uoverskuelige bestod i, at vi hver havde fået et nummer til isbaren. Når vores nummer kom frem på en væg, var det altså vores tur til at besøge isbaren.

I mellemtiden kunne vi nyde en af de 3 andre eksklusive barer. I den første bar blev vi mødt af ren luksus. Her var indrettet af republic of Fritz Hansen og R.O.O.M, så vi finder os hurtigt til rette i 'ægget', mens vi nyder en drink i selskab med overklassen.

Udenfor i gården var der også bygget en bar, her var lidt receptionsstemning, hvor folk kunne gå og mingle lidt. Til vores store overraskelse opdager vi, at man har hyret ingen ringere en Hr. Anders Trentemøller til at spille lidt 'receptionsmusik'. Da undertegnede er stor fan, finder vi os hurtigt tilrette udenfor under en terrassevarmer, mens vi nyder lidt vodka til de gode toner - livet er skønt. Vi bliver alle enige om at stedet har et stort potentiale til sommer, hvor vi helt klart skal tilbage iført boardshorts samt hawaiiskjorte og nyde lidt udendørs afslappet stemning.

Projektøren skrev '5' på vægen, det var vores nummer, og altså vores tur til at besøge isbaren. Vi var spændte - det var nu at kulminationen kom, aftenens højdepunkt, klimaks!
ANNONCE
Absolut Icebar København
Fra det øjeblik vi blev iført kåbe og handsker går samtlige af os i barndom. Der er intet bedre end at se dum ud, specielt ikke når alle andre også gør det - vi var alle lige pingviner.

Icebar rangere helt klart på min personlige top 5 over specielle barer jeg har oplevet. Icebar er det mest anderledes jeg har prøvet. Vores drinks blev serveret i glas lavet af is. Møblerne var af is. Baren var af is. ALT var lavet af den pureste is. Det var virkelig en oplevelse at besøge Icebar. Icebar er ikke et sted man besøger for at drikke sig i hegnet eller score.

Jeg vil beskrive stedet som en oplevelse. Da aftenen var slut, havde jeg ikke den sædvanlige fornemmelse efter en almindelig bytur. Nej, jeg havde fornemmelsen ligesom når man har været i Tivoli, biografen eller teateret. Icebar er ikke en bar, det er nærmere en forlystelse som helt sikkert fortjener et besøg.

Adresse:
Hotel 27
Løngangstræde 27
1668 København
tlf. +45 7027 5627
ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce