Biler
Vild ny rekord: Elbil kørte 1.000 kilometer på under ni timer
Hvis du overvejer kør-selv-ferie i elbil denne sommer, er der nyt, der kan få skeptikere til at spærre øjnene op.
Den elektriske SUV XPENG G6 har netop sat en ny rekord ved at tilbagelægge 1.000 kilometer på under ni timer, inklusive alle opladningsstop.
Rekordforsøget fandt sted på testanlægget Millbrook Proving Ground i Storbritannien, hvor en standard XPENG G6 Long Range RWD gennemførte de 1.000 kilometer på præcis 8 timer, 25 minutter og 10 sekunder.
Resultatet blev overvåget af test- og certificeringsvirksomheden UTAC, der er blandt Europas førende aktører inden for biltest.
Hurtig opladning gør forskellen
For mange bilister er rækkevidde stadig et af de vigtigste spørgsmål, når de overvejer en elbil. Men mindst lige så vigtigt er tiden ved ladestanderen.
Netop her viste XPENG G6 sin styrke under rekordforsøget. Bilen er bygget på en 800-volts platform, som gør det muligt at udnytte de hurtigste lynladere på markedet.
Under forsøget varede opladningsstoppene i gennemsnit blot 13 minutter og 20 sekunder. Det betød, at bilen kunne holde en samlet gennemsnitshastighed på 119 km/t gennem hele forsøget – inklusive ladetid.
“Det her resultat viser meget konkret, hvad moderne elbilsteknologi kan i praksis. På lange ture er det ikke kun batteriets størrelse, der betyder noget. Det handler i lige så høj grad om effektivitet og hurtig opladning. XPENG G6 viser, at man kan køre meget langt på kort tid, uden at opladning bliver en barriere,” siger Mathias Brandt, PR Manager hos XPENG Danmark.
Læs også:
Simulerede en lang motorvejstur
For at gennemføre forsøget kørte XPENG G6 hele 312 omgange på Millbrooks såkaldte High Speed Bowl, som er designet til at simulere vedvarende motorvejskørsel.
Ifølge XPENG foregik testen under realistiske forhold med temperaturer mellem 7,9 og 15,6 grader. Bilens komfortfunktioner, infotainment og opkoblede tjenester var aktive under hele forsøget, præcis som ved almindelig kørsel.
Det gør resultatet særligt interessant for familier og pendlere, der ønsker en elbil, som kan håndtere lange ture uden lange pauser.
Kan udfordre fordommene om elbiler
Selvom rekordforsøget fandt sted på en lukket bane, peger resultatet på en udvikling, der kan ændre opfattelsen af elbiler blandt mange bilister.
Hvor rækkevidde tidligere var den største udfordring, bliver ladehastighed i stigende grad den afgørende faktor. Moderne 800-volts elbiler kan i dag hente flere hundrede kilometers rækkevidde på få minutter, hvilket gør lange rejser væsentligt mere problemfrie.
For dem, der planlægger sommerens kør-selv-ferie, er budskabet klart: Elbiler bliver hurtigere at rejse langt i – og XPENG G6 har netop leveret et opsigtsvækkende bevis på det.
Læs også: