Verden
Trump med frontalangreb på paven: ‘Han er svag’
Donald Trump lægger sig ud med alle. Ingen er hellige.
Heller ikke Pave Leo XIV.
I en række udtalelser og opslag på sociale medier langer Trump direkte ud efter den amerikanskfødte pave og kalder ham blandt andet “svag”, “meget liberal” og “dårlig til udenrigspolitik”.
Udmeldingerne kommer som svar på pavens stigende kritik af krigen mellem USA, Israel og Iran.
Det er en konflikt, som Leo XIV i de seneste uger har omtalt som både “absurd”, “umenneskelig” og drevet af en “illusion om magt”.
En usædvanlig konflikt
Det er langt fra hverdagskost, at en amerikansk præsident går så direkte til angreb på den katolske kirkes overhoved. Måske sker det netop fordi paven er amerikansk.
Leo XIV, der blev valgt i 2025 som den første amerikanske pave, har ellers forsøgt at holde en vis distance til hjemlandets politik. Men krigen i Iran har ændret det billede markant.
Paven har blandt andet fordømt Trumps tidligere trusler om at “ødelægge iransk civilisation” som “fuldstændig uacceptable” og opfordret verdens ledere til at vælge diplomati frem for militær eskalation.
“Ikke fan af paven”
Trump har reageret kontant.
“Jeg er ikke fan af pave Leo,” lød det fra præsidenten, der samtidig beskyldte paven for at være svag i forhold til kriminalitet og for at føre en farlig udenrigspolitik.
Særligt pavens udtalelser om krigen i Iran har fået Trump op i det røde felt. Han har blandt andet kritiseret Leo XIV for angiveligt ikke at tage tilstrækkeligt afstand fra Irans atomambitioner, en påstand, der af kritikere bliver set som en politisk stramning af pavens budskab om fred og nedtrapning.
Moral mod magt
Konflikten afspejler en dybere ideologisk kløft.
Hvor Trump og hans administration har forsvaret krigen som nødvendig for national sikkerhed, har paven konsekvent insisteret på et moralsk perspektiv, hvor vold og krig ikke kan retfærdiggøres.
Leo XIV har direkte advaret mod at bruge Gud som legitimering for militære handlinger og understreget, at “Gud ikke velsigner nogen konflikt”.
Læs også: