Livsstil
Tinder-update: Glem modsætninger -Gen Z vil date i ekko
Afspejling af hinandens værdier.
Glem alt om at modsætninger mødes. Generation Z har talt – og de vil hellere mødes i spejlet. Ifølge en ny undersøgelse fra Tinder, har den nye datingtrend fået et navn: ekko-dating. Og nej, det handler ikke om narcissisme, men om værdier, mål og klare intentioner.
Det er slut med at swipe efter “noget helt andet end mig”. I stedet søger nutidens unge et match, der afspejler dem selv – både i det små og det store. Tanken er simpel: Hvis vi vil det samme, har vi noget at bygge på.
Værdier > vibes
Undersøgelsen viser, at Gen Z går benhårdt efter kompatibilitet i dybere forstand – ikke bare fælles smag i musik eller tv-serier, men overbevisninger, livsmål og familiemæssige ambitioner.
Her er de vigtigste tal:
- Værdier og overbevisninger: Vigtigt for 86 % af kvinder, 79 % af mænd og 75 % af non-binære
- Livsmål: Vægtet af 74 % af kvinder, 64 % af mænd og 46 % af non-binære
- Familieplaner: Vigtigt for hele 87 % af kvinder og 80 % af mænd
- Interesser og hobbyer: Også med – dog lidt lavere prioritet, især blandt kvinder
Kort sagt: Du kan godt have fede hobbies, men hvis du og dit match ikke deler visionen for fremtiden, er det måske en dødfødt affære.
Sig hvad du vil have – og sig det klart
En af de mere interessante vinkler i ekko-dating er, at det også handler om at turde sige tingene direkte. Tinder har sammen med psykolog og datingekspert Pia Kabitzsch samlet fem konkrete råd til dig, der gerne vil tage hul på den slags samtaler – uden at lyde som en HR-samtale:
- Spørg dybere end “hvad leder du efter?”
Prøv fx: “Hvordan vil du gerne have det i et forhold?”
- Forstå i stedet for at overbevise
Dating handler ikke om at pitche sig selv, men om at afklare, om I matcher i tankegangen.
- Vær konkret
“Åben kommunikation” er fluffy – sig i stedet hvad det betyder for dig i praksis.
- Stop overanalysen – spørg i stedet
Et simpelt “Hvad mente du egentlig med dét?” sparer dig for mange tanker.
- Skriv som du taler
Ærlighed og autenticitet virker. Også på Tinder. Drop den polerede profil.
Tinder opgraderer til ægte intentioner
Tinder har også justeret selve platformen for at imødekomme de nye behov. Du kan nu:
- Vælge interesser som hobbyer, værdier og mål – så algoritmen arbejder for dig.
- Angive din forholdstype (fra monogami til polyamori og alt derimellem).
- Tilføje familiepræferencer, kostvalg og kæledyrsstatus, så du ikke ender med en hundehader.
- Bruge fanen Udforsk til at finde matches baseret på tydelige intentioner og filtrere efter, hvad folk rent faktisk leder efter.
Så hvad er essensen af ekko-dating?
Det handler ikke om, at din date skal være en klon af dig. Men om at I taler samme sprog, kigger i samme retning og tør melde klart ud fra start. Gen Z er færdige med fluff og småsnak – de vil have relationer med retning.
Læs også: