I en verden, hvor pizzaelskere konstant søger den perfekte, autentiske oplevelse hjemme i deres eget køkken eller have, kommer Witt Etna Rotante ind som en stærk spiller på det hurtigt voksende udvalg af pizzaovne.
Det helt store claim to fame for Witts kreation, er den roterende bagesten, der 'automatiserer' bagningsprocessen i en grad, hvor professionelle pizzabagere nok vil ærgre sig over det manglende håndelag i den konstante vending med pizzaspaden – mens de fleste andre bare vil begejstres over den lettere tilberedning!
Den kraftfulde og alsidige pizzaovn kommer med løftet om at bringe den uforlignelige smag og konsistens af ægte italienske pizzaer lige til din terrasse. I denne test dykker jeg ned i de fleste aspekter af Witt Etna Rotante og afdækker, om den nu kan leve op til sit løfte om at levere en sublim pizzaoplevelse. Gennem en måned har vi testet ovnen og udforsket dens forskellige funktioner, design og ydeevne. Læs videre for at blive klogere, på hvordan man kommer nærmere en perfekt, hjemmelavet pizza!
Varm som Veneto!
Opvarmning af Witt Etna Rotante pizzaovnen er en enkel og hurtig proces. Takket være booster-brænderen kan ovnen opvarmes fra 0 til 500°C på bare 15 minutter.
For at opvarme ovnen skal du først åbne gassen ved hjælp af knappen på gasledningen og derefter tænde for brænderen. Når boosterbrænderen er tændt, vil du kunne se flammerne gennem kontrolhullet til undervarmen. Det tog mig lige et par tændinger, at finde ud af den præcise vinkel til indkigget på kontrolhullet, men det er en rutine der hurtig indlæres.
Ovnen bliver meget varm, men gasopvarmingen er selvfølgelig følsom overfor vejr- og vind. I mine første forsøg testede jeg ovnen i køleskabs-vejr, mens det senere på foråret har været noget varmere. Og det giver forskellige tidstagninger på opvarmningen.
For at måle og kontrollere temperaturen i ovnen anbefaler jeg, at man bruger en temperaturpistol (Som i lægmandstermer vist nok hedder et infrarødt termometer.) Pistolen giver mulighed for at måle temperaturen på pizzastenen uden at sjusse sig frem, ved at stikke hånden ind foran åbningen – 500 grader kan nemlig lynhurtigt svitse nogle hår, eller det der er værre… Ved at sigte termometeret mod stenen og aflæse temperaturen kan du sikre dig, at ovnen er blevet varm nok, inden du smækker den første pizza på stenen.
Afhængigt af hvilken type pizza du ønsker at lave, kan det være nødvendigt at justere temperaturen undervejs. For eksempel kan du skrue lidt ned for varmen, hvis du vil lave en Chicago deep pan-style pizza (250 grader c), eller holde en høj temperatur for en napolitansk pizza med en tynd, sprød bund.
Design
Witt Etna Rotante pizzaovnen er et imponerende stykke udstyr, der kombinerer funktionalitet og æstetik på en elegant måde. Ovnens design er præget af lækre matte overfladefarver med en ru tekstur, der giver en "stenfornemmelse", når man kører hånden over den. Hvis du spørger mig, gør det næsten ovnen til et lille stykke installationskunst i din have eller på din terrasse.
Ovnen er bygget med foldbare aluminiumsben, som er udstyret med gummifødder for at sikre stabilitet og forhindre skader på underlaget. Med en vægt på 29,8 kg er den robust, men stadig håndterbar og nem at opbevare, når den ikke er i brug. Ovnens mål er 63 cm i bredden, 75 cm i dybden og 45 cm i højden, altså er det heller ikke en helt lille pizzaovn.
Rotante er udstyret med en roterende sten og en booster-brænder, der sikrer en ensartet og effektiv bagning af dine pizzaer. Pizzastenen måler 16 tommer (40,5 cm) i diameter, som sikrer muligheden for at bage store, familievenlige pizzaer.
Forberedelsen af ovnen, når den først kommer ud af kassen er relativt simpel. Foldebenene er allerede fastgjort, så det handler egentlig bare om at klappe ovnen ud, og fastgøre slange og studs til gasflaske, og herefter smide pizzastenene og afdækningsstenen på plads. Herefter skal man lige montere et AA-batterie i bunden af ovnen, så den roterende sten og starteren har noget power at køre med – alternativt medfølger der også et strømstik, hvis man hellere tager strømmen fra fast strømkilde.
Når alt det er gjort, er du sådan set klar til at tænde for booster-brænderen og varme ovnen op.
Rotante er for fed
Witt har skabt en mutant, der bestemt er værd at overveje, hvis du står og overvejer din første pizzaovn – eller en opgradering.
Først og fremmest er den roterende pizzasten en absolut game-changer. Denne innovative funktion sikrer en jævn bagning og forenkler processen, hvilket er en stor fordel, især for dem, der er nye inden for pizza-bagning. Witt har taget en ide, som mange har eksperimenteret med hjemme, og implementeret den på en professionel og effektiv måde.
Rotante imponerer også med sin hurtige opvarmningstid. At nå op på 500 grader på kun 15 minutter er en flot præstation (hurtigere end mange af konkurrenterne, takket være brænderne under pizzastenen), der ikke kun minimerer ventetiden, men også gør pizza-bagningen til en mere spontan aktivitet – særligt hvis du altid lige har en pizzadej til koldhævning i køleskabet..
Når vi taler om størrelsen, er Rotante hverken for stor eller for lille – den rammer et sweetspot, der gør den alsidig nok til forskellige bagværksopgaver, mens den stadig er til at opbevare.
Witt Etna Rotantes pris kan være højere end nogle konkurrenter, men når man tager dens unikke funktioner, robuste konstruktion og effektive præstationer i betragtning, er det klart, at den også tilbyder en solid værdi. Det er et køb, der både kan betale sig for dem, der lige er begyndt at udforske hjemmebagning af pizza, og dem der søger en opgradering fra en mere basal model.
Pris og tilgængelighed
Witt Etna Rotante har en vejledende salgspris på 5.999 kroner.
Ovnen ser ud til at sælge ud ekstremt hurtigt, så ud over hovedkilden Witt Pizza, er det også muligt at finde den i andre butikker. Prissammenligner indsat herunder:
You spin me right round baby, right round, like a record
Den roterende bagesten er uden tvivl pizzaovnens mest innovative og nyttige funktion. Funktionen adskiller Rotante fra andre pizzaovne på markedet og giver en række fordele, når det kommer til at bage pizzaer.
Den roterende bagesten er drevet af en motor, der er integreret i ovnens konstruktion. Når ovnen er tændt, og temperaturen er indstillet, trykker man på en knap, så bagestenen begynder at dreje langsomt og jævnt rundt. Nemt.
Rotationen spiller en væsentlig rolle i afbagningen af pizzaen. Fordi stenen konstant er i bevægelse, bliver varmen jævnt fordelt over hele pizzaen, hvilket resulterer i en ensartet og perfekt afbagt pizza. Man eliminerer altså behovet for manuelt at skulle rotere pizzaen under bagningen, hvilket kan være både besværligt og tidskrævende.
Et par ord om fordelene ved pizzaovne generelt
Pizzaovnen er gennem de seneste år eksploderet i de private hjem, og den oplever vel praktisk talt en blomstring, der ikke er set siden Webers kuglegrill vendte grillmarkedet totalt på hovedet i 00'erne.
Det er forståeligt, fordi: Det åbner muligheden for at tilberede autentiske, napolitaner-agtige, sprøde pizzaer hjemme – noget der ikke kan lade sig gøre i en gennemsnitlig varmluftsovn i danske hjem. Og så er der selvfølgelig også det sociale aspekt: At have en pizzaovn på din terrasse er lige så meget et socialt samlingspunkt, som det er et kulinarisk værktøj.
Forestil dig en sommeraften, hvor dine venner og familie samles omkring pizzaovnen, mens du kører showet ved at strække dejen ud, tilføje de lækreste toppings, og skubbe hver pizza ind i den flammende ovn med en pizza-spade. Ventetiden er kort, men intens, iens du holder øje med at hver pizza får den perfekte sprødhed, og trækker den ud, præcis når den har opnået den lækre kombination af knasende skorpe og smeltet, boblende ost.
Witt Etna Rotante fjerner irritationsmomentet, i at skulle rotere pizzaen manuelt med pizza-spaden, så du kan fokuserer lidt mere på folk omkring dig.
Smagen af en pizza bagt i Rotante er fremragende og afhænger i høj grad af de råvarer, du bruger.De høje temperaturer sikrer, at fyldet bliver lynstegt og ikke kogt, hvilket giver en frisk og velsmagende pizzaoplevelse.
Rotante-pizzaovnen skaber en fantastisk struktur i pizzabunden. Den luftige og lette konsistens er et resultat af de høje temperaturer og den hurtige bagetid, som giver en sprød skorpe og en blød indre krumme.
En af de største fordele ved Witt Etna Rotante er dens hurtige tilberedningstid. Når ovnen er varmet op til den ønskede temperatur, kan du bage en pizza på bare ét minut. Den korte bagetid sikrer, at ingredienserne bevarer deres friskhed og smag, mens bunden får en sprød og lækker tekstur.
Mere end pizza
Witt Etna Rotante pizzaovnen er ikke kun designet til at bage traditionelle napolitanske pizzaer – den er også ret alsidig og kan bruges til at bage en lang række forskellige typer pizzaer, andre bagværk eller med Witts nye støbejernspander – helt andre retter.
Rotante kan nemt tilpasses til forskellige typer pizzaer ved at justere temperaturen og bagetiden. For eksempel kan ovnen bruges til at bage en Chicago deep pan pizza ved at sænke temperaturen og øge bagetiden i forhold til en napolitansk pizza.
"Stenovnsbrød"
Ud over pizzaer er Rotante også velegnet til at bage et udvalg af fladbrød, såsom naan, pita og focaccia. Den høje temperatur resulterer i luftige og sprøde fladbrød, der passer perfekt til mellemøstlige og asiatiske retter.
Vi har i skrivende stund lige modtaget en ekstraforsendelse fra, Witt, så vi også har mulighed for at teste andre opskrifter af i ovnen – dette følger jeg op i en seperat artikel, som du senere kan finde et link til herinde.
Rengøring og vedligehold
Witt Etna Rotante pizzaovnen er designet med tanke på brugervenlighed og nem rengøring. For at sikre, at ovnen fortsætter med at fungere optimalt og give de bedste resultater, er det vigtigt at følge nogle enkle trin for rengøring og vedligeholdelse efter hver brug.
Pyrolytisk rengøring:
Efter brug kan man udnytte ovnens høje temperaturer til at brænde madrester og mel af. Dette kaldes pyrolytisk rengøring og er en effektiv metode til at fjerne fastbrændt materiale fra ovnens indre overflader. For at gøre dette, skal du blot skrue op for varmen i et par minutter efter at have bagt dine pizzaer. De høje temperaturer vil omdanne madresterne til aske, som kan fjernes, når ovnen er kølet ned.
Børstning og aftørring:
Når ovnen er kølet helt ned, kan du fjerne eventuel aske og andre rester ved hjælp af en blød børste. Det er vigtigt ikke at bruge en metalbørste eller skurepuder, da dette kan beskadige overfladen på ovnen og pizzastenen. Hvis der er behov for at fjerne fedt eller snavs fra ovnens ydre overflader (Ikke pizzasten!), kan du bruge en fugtig klud og en mild sæbeopløsning. Husk at tørre ovnen grundigt af efter rengøring.
Opbevaring:
Når ovnen ikke er i brug, er det en god idé at opbevare den i et tørt og beskyttet område, såsom et skur eller garage. Dette vil beskytte ovnen mod vejr og vind og forlænge dens levetid. De foldbare ben gør det nemt at transportere og opbevare ovnen, når den ikke er i brug.
Under brug:
Witt Etna Rotante har en bredde på 63 cm, en dybde på 75 cm og en højde på 45 cm. På grund af dens størrelse er det vigtigt at finde et passende og sikkert sted at opsætte ovnen, når den er i brug. Vi kan anbefale at placere ovnen på en robust bordplade eller opsats, der kan bære ovnens vægt på 29,8 kg. Husk også på, at det kan være rart med ekstra albuerum og arbejdsplads omkring selve ovnen.
i samarbejde med PriceRunner
- Roterende pizzasten og booster-brænder: Dette sikrer en sprød bund og jævn bagning.
- Hurtig opvarmning: 0-500°C på mindre end 15 minutter.
- Vægt og dimensioner: Vejer 29,8 kg og måler 63 cm i bredde, 75 cm i dybde og 45 cm i højde.
- Stor kapacitet: Kan bage pizzaer op til 40,5 cm i diameter.
- Hurtig bagning: Hjemmelavet, sprød pizza på mindre end et minut.
- Materialer: Konstrueret af holdbart aluminium og stål.
- Gasdrevet med U-brænder og Boosterbrænder
- Vejledende salgspris: 5999 kroner.
- Læs mere: Witt Pizza