Mad

Remoulade på leverpostej?! Stop galskaben – eller giv det en chance?

Jeg troede, jeg havde set alt i kantinen

Remoulade på leverpostej?! Stop galskaben – eller giv det en chance?
Remoulade på leverpostej?

Vi har alle prøvet det: Du er på vej til frokoststuen, småsulten og klar til at kaste dig over et solidt stykke rugbrød med leverpostej.

Så ser du det… Naboen i køen griber ud efter remouladen. Og før du når at registrere, hvad der sker, kører han et solidt lag af den gule substans direkte ovenpå leverpostejen.

Måske får du et mindre chok, måske overvejer du kort, om du er vidne til en gastronomisk revolution – men sandsynligvis tænker du bare: “Hvad fanden sker der her?”

Remoulade på leverpostej?! Det er som at blande Nutella med spegepølse eller ketchup på stegt flæsk. De to komponenter fungerer fint hver for sig – men sammen? Det er som om nogen har krydset en usynlig grænse i den danske smørrebrøds-DNA.

Leverpostej er jo i sig selv en nationalskat – det er noget, vi danskere er vokset op med, og der er klare regler for, hvad man må (og ikke må) smide på. Friske eller sågar syltede agurker? Ja tak. Bacon? Selvfølgelig. Remoulade? Stop dig selv.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der chokerede mig mest: Det faktum, at remouladen landede på leverpostejen eller det faktum, at personen tilsyneladende nød det. Det var ikke bare et eksperiment. Han spiste det hele med et tilfreds smil, som om han havde opdaget en skjult gastronomisk sandhed.

Men måske er det bare mig, der er snæversynet. Måske er remoulade på leverpostej det næste store smørrebrødshit. Tænk hvis vi om fem år står med gourmet-restauranter, der serverer “leverpostej med remoulade og trøffelolie” som en fancy ny nordisk klassiker. Hvis det sker, vil jeg dog stadig være den første til at holde mig til det sikre valg: rugbrød, leverpostej og et par skiver agurk – uden gul overraskelse på toppen.

Det er egentlig ikke fordi jeg har noget i mod remo – jeg nyder det faktisk i mange scenarier. Til gengæld har jeg hørt flere ytre sætningen: Remo er klammo – og med et twist er jeg enig.

Så spørgsmålet er nu: Er remoulade på leverpostej en frokostforbrydelse eller starten på en ny trend? Jeg ved det ikke. Men jeg ved en ting: Hvis nogen tilbyder mig en leverpostejsmad med remoulade, så takker jeg pænt nej og skynder mig tilbage til de traditionelle dyder.

Men hey – hver sin smag, ikke?