andre

Tech-gigant i problemer: Vil fyre 21.000 medarbejdere

Chipgiganter, AI og milliardinvesteringer er åbenbart ikke nok til at holde maskinen kørende..

Intel forbereder en historisk nedskæring, som kan koste op mod 21.000 ansatte jobbet, svarende til omkring 20 % af hele koncernens medarbejderskare.

Virksomheden vil nemlig barbere de “ikke-strategiske” afdelinger ned til benet for i stedet at styrke deres ingeniør-DNA, alt sammen på direktør Lip Bu-Tans ordre.

Han tog tøjlerne i marts og har siden været i fuld gang med at trimme det 70-årige tech-ikon fra Silicon Valley.

Fyrede 14.000 sidste år

Selvom chips er det nye sorte, og kunstig intelligens kræver hestekræfter som aldrig før, er det ikke nok til at holde Intel i vækst.

Ifølge Bloomberg har virksomheden kæmpet med stigende bureaukrati og tabt terræn til konkurrenter som Nvidia og AMD, og det til trods for, at man har skåret 14.000 stillinger væk allerede sidste år.

Den nye runde af fyringer rammer bredt, men fokus ligger på at lukke afdelinger, der ikke bidrager direkte til virksomhedens ingeniørkerne.

I øjeblikket har Intel omkring 109.000 ansatte, men det tal kan altså falde drastisk allerede efter torsdagens kvartalsregnskab.

Aktiekurs i frit fald og dårlige investeringer

De seneste fem år har Intel mistet 67 % af sin aktieværdi, og aktien ligger nu på cirka DKK 135, mod over DKK 470 i 2021.

Oven i det hele har man netop solgt 51 % af sin Altera-division, specialiseret i FPGA-teknologi, til kapitalfonden Silver Lake for cirka DKK 31 mia..

En lidt bitter affære, eftersom Intel købte Altera tilbage i 2015 for over DKK 120 mia.

Selvom den aktuelle handelskrig endnu ikke har ramt regnskabet, spår analytikere, at Trumps politik på sigt vil påvirke Intels salg uden for USA.

Der er med andre ord ikke meget high five-stemning i Santa Clara lige nu bare mange møder med ord som “effektivisering” og “fokusområder”.