Restaurant-anmeldelse: Høfde4
Vestjysk gourmet ved klitterne i Blåvand.
I første klitrække ud til Vesterhavet i Blåvand finder man en særlig lille restaurant, som for alvor har slået rødder i hjertet af skumsprøjt og vindsus ved udmundingen til Hvidbjerg Strand.
Hvor man normalt så tæt ved havet ville finde en gennemsnitlig café til turisterne eller måske en isbod bliver der nu tryllet med gastronomi i særklasse i en prisleje så både fastboende og turister kan følge med.
Høfde4 har åbent hele året rundt med 80 siddepladser, der både tilbyder morgenmad, frokost og aftensmad.
Og så ligger det rent faktisk i bygningerne, som var et gammelt cafeteria og isbiks - men med en heftig makeover til moderne, hyggelige omgivelser med åben ild til at varme sig på i middagsstuen og atmosfærisk, rummelig og afslappet stemning.
Som navnet antyder ligger restaurant Høfde4 så tæt på vandet, som sæsonens lunefulde vejrskift tillader - efter en spadsertur langs klitterne og vandkanten kan man snige sig i læ hos de gode folk på etablissementet, som sørger for et menukort, der sparker røv.
Menukortet er meget klassisk i sin struktur - men på den måde, at man to forskellige forretter og hovedretter samt valgmuligheden mellem ost og dessert.
Meget simpelt og overskueligt, og så skifter menuen løbende efter sæson.
Restauranten gør en dyd ud af at skabe menuen ud fra sæson-venlige råvarer, så de dermed går linen ud og giver deres yderliggende, natur-venlige Vesterhavsrestaurant én over nakken på helhedsoplevelsen med fra jord til bord.
Af mere bemærkelsesværdige kreationer finder man i skrivende stund deres twist på stenbiderrogn, som serveres med en fuldfed, syrnet cremefraiche-creme med jordskokkevariationer og en bede-pasta.
Læskende, smagfuld og subtil nok til, at stenbiderrognen står skarp i sin smag og samtidig løftes af lidt fedme og noget syre.
Er man ved Vesterhavet, er man nødt til at prøve husets fisk - som i denne omgang var en pocheret og souffleret lyssej, som var svøbt i en herlig hvidvinssauce.
Den største spiller på tallerkenen var dog deres broccoli-rosti, som er blevet mættet med så meget smør og fedtstof, at man nærmest kunne have serveret den alene som en mellemret - den sad lige i skabet!
Rock-n-roll finder man på dessertkortet, der enten byder på en ostetrøffeltoast, eller deres opfindsomme, læskende og smagfulde take på en Pina Colada - der bød på kokossorbet, kokosflager, tørret ananas og en god, fed sifon lavet med rom.
Tjenerne er hyggelige, lunefulde (på den gode måde!) og er ikke bleg for at understrege, at man kan snakke nok så meget om terroir, druesort og alskens godt - når en vin smager godt, så smager den sgu bare godt!
Dejlig og simpel vinparring, der passer godt til måltidet.
Og så har stedet tappet ind på en befriende trend i nyere tid - at der er højt nok til loftet, at man kan få børnene med på en gourmetrestaurant uden at de skal bespises med nuggets og fritter.
Her er der børnevenlige klassikere - lasagne, kyllingespyd og trefarvet is - alle tre hjemmelavet vel at mærke. Kæmpe plus fra en familiefar, der absolut ikke har set det sidste til Høfde 4 uden familien på tur.
Kæmpe klapsalve til at være med på den bølge.
Generelt set er menukortet gennemsyret af en fin balance mellem det franske og nordiske køkken, hvor man trækker på gamle, franske teknikker, men hiver nordiske råvarer ind og laver vestjysk magi med stor forståelse og sans for smag og råvarernes muligheder.
Overordnet set er Høfde4 absolut en køretur værd, hvis du ikke lige er i området med familien på ferieophold - køkkenet emmer af rock-n-roll, men kontrolleret nok til, at de ved, hvad de leger med.
Smagene sidder i skabet, menukortet er befriende simpel og indbydende samtidig og så kommer man langt med at lade sig bespise med husets bud på vin-parring.
Den emmer af storby-finedining-aspekter, men har skåret al snobberiet væk og dykker i stedet ned i et helle, hvor alle gæster er velkomne til at opleve gourmetmad ved Vesterhavet.