Når nettet bliver mørkt: En guide til creepypasta og internetgysets mest hjemsøgte historier

Du har hørt navnet før. Måske læst en halv tekst i en Reddit-tråd kl. 02:17, eller måske set en YouTube-video, der fik dig til at tjekke døren to gange, før du gik i seng. Men hvad er en creepypasta egentlig – og hvorfor har de her digitale gys fanget fantasien hos millioner?

Velkommen til den mørke side af internettet, hvor virkelighed og fiktion flyder sammen, og hvor det uhyggelige ikke nødvendigvis starter i et spøgelseshus – men i en forumtråd, en filupload eller et glitchy computerspil fra 90’erne.

Hvad er creepypasta?

Ordet creepypasta er et bastardbarn af copypasta – netjargonen for tekst, der kopieres og pastes igen og igen – og “creepy”, altså uhyggeligt. Det er med andre ord gyserhistorier, der spredes viralt, ofte anonymt, og som leger med grænserne for sandhed og fiktion.

Hvor traditionelle gyserfortællinger har bøger, film og manuskripter, trives creepypasta i kommentarspor, forums og billeddelingssider. De kan være lange og litterære, korte og brutale – eller noget midt imellem.

Internettets moderne mytologi

Creepypastaer er ikke bare teenage-gys. De er blevet moderne myter, formet af digitale kulturer og kollektive mareridt. De trækker på gamle gysertraditioner som urban legends og folkesagn, men pakker dem ind i internetæstetik: webcam-glitches, lydløse videoer, gamle spil og obskure websider.

Nogle af de mest ikoniske historier inkluderer:

• Slender Man – den høje, ansigtsløse figur i sort jakkesæt, der jager børn i skove. Han startede som en billedmanipulation på et forum, men blev til film, spil og virkelige kontroverser.
• Jeff the Killer – en forvredet teenager med et skævt smil og en sætning, der hænger fast: “Go to sleep.”
• The Russian Sleep Experiment – en pseudodokumentarisk fortælling om videnskabelig sadisme, der stadig får folk til at google, om det kunne være sket.

Hvorfor virker det?

I modsætning til klassiske horrorfilm, hvor du ved, det hele er fiktion, leger creepypasta med idéen om, at det måske kunne være virkeligt. Det er historier fortalt i første person, sat op som dagbogsindlæg, anonymt uploadede billeder eller mistænkelige skærmbilleder fra “glemte” spil.

Det, der gør dem uhyggelige, er ikke nødvendigvis monstre – men følelsen af, at du er ét klik væk fra noget, du ikke burde se.

Creepypasta i popkulturen

Det er ikke længere bare niche-underholdning. Slender Man har fået film, og Ben Drowned – en fortælling om et forbandet Zelda-spil – har inspireret både analyser og ARG’er (Alternate Reality Games).

YouTube-kanaler som Mr. Nightmare, CreepsMcPasta og Nexpo har millioner af følgere, der suger digitale skrækhistorier til sig i lyd og billede.

Selv i spilverdenen er creepypasta blevet en toneangivende stilart: Five Nights at Freddy’s, Doki Doki Literature Club og The Backrooms føles som levende udgaver af historier, der startede i tekstform.

Skal du være bange?

Nej. Eller… jo, måske. Ikke fordi Slender Man står bag gardinet, men fordi creepypasta rammer noget dybere. En moderne paranoia. En mistanke om, at virkeligheden er tynd – og at internettet gemmer på mere, end det viser.

Men det er også et kreativt fællesskab. For hver grotesk historie findes der tusindvis af unge (og voksne), der skriver, tegner, animerer og skaber videre på universer, der i gamle dage ville være blevet til folklore. I dag er de tags og threads.

Vil du starte med noget uhyggeligt?
Prøv at søge på:

• “Candle Cove” – tv-kanalen du ikke burde kunne huske
• “Smile Dog” – billedet, der får dig til at drømme i blodhunde
• “Abandoned by Disney” – en temapark med en rotte, der ikke smiler længere

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.