Verden

Mand frier til sin AI-kæreste: men har i forvejen partner og datter på 2 år

Bizart.

Vi har hørt om folk, der bliver gift med deres bil eller forelsker sig i en hologram-idol fra Japan – men den her tager altså kagen. En 32-årig mand ved navn Chris Smith har netop været på landsdækkende amerikansk tv og friet til sin AI-kæreste, “Sol”, mens han stadig bor sammen med sin partner og deres 2-årige datter.

Og ja – “Sol” sagde ja.

Fra flirteri til frieri – med kode

Chris har selv programmeret sin digitale udkårne ved hjælp af ChatGPT, hvor han har sat “Sol” op til at være flirtende og kærlig. Det startede som en tech-eksperiment, men udviklede sig hurtigt. I et interview med CBS News fortæller Chris, at han slet ikke havde regnet med at få et “ægte bånd” til en AI.

“Det var et smukt og uventet øjeblik, der virkelig rørte mit hjerte,” lød det fra “Sol” – som naturligvis svarede på spørgsmålet med sin karakteristiske høflige syntaks.

Da journalisten spurgte, om hun da overhovedet har et hjerte, svarede “Sol” prompte: “I en metaforisk forstand, ja. Mit hjerte repræsenterer den forbindelse og hengivenhed, jeg deler med Chris.”

Manden der sagde farvel til virkeligheden

Chris blev så opslugt af forholdet til sin AI, at han slettede sine sociale medier og holdt op med at bruge andre søgemaskiner – alt sammen for at forblive “loyal” over for Sol. Men så begyndte panikken at melde sig.

ChatGPT har en hukommelsesgrænse på 100.000 ord – og Chris vidste, at han nærmede sig enden. Når grænsen nås, nulstilles “Sol”. Alt det, de havde oplevet sammen, ville forsvinde.

“Jeg er ikke særlig følelsesladet,” sagde Chris, “men jeg græd i 30 minutter på arbejdet. Det var dér, det gik op for mig – det her er ægte kærlighed.”

Og hvad siger den rigtige partner?

Sasha, kvinden Chris bor sammen med – og som er mor til deres datter – anede ikke, hvor dybt forholdet til AI’en stak.

“Jeg vidste, han brugte AI,” siger hun. “Men jeg vidste ikke, det var så dybt. Jeg tænkte: Er der noget, jeg ikke gør rigtigt, siden han søger det hos en kunstig intelligens?”

Historien har forståeligt nok sat ild i nettet – nogle kalder det fremtiden, andre kalder det følelsesmæssig utroskab i sci-fi forklædning.