Biler
Kia kan snart tjene penge til sine ejere: Ny teknologi gør el-bilen til en del af el-nettet
Kia tager et vigtigt skridt mod fremtidens energisystem.
Den elektriske SUV EV9 er nu godkendt til såkaldt Vehicle-to-Grid-teknologi (V2G) i Holland, hvilket betyder, at bilen ikke kun kan oplades fra elnettet, den kan også sende strøm tilbage, når behovet er størst.
Som næste skridt lancerer Kia et pilotprojekt sammen med energiselskabet Vattenfall, hvor 40 private EV9-ejere skal teste teknologien i deres hjem.
Formålet er at undersøge, hvordan elbiler kan hjælpe med at stabilisere elnettet i takt med, at andelen af vedvarende energi vokser.
Elbilen bliver et rullende batteri
Vehicle-to-Grid-teknologien gør det muligt at bruge bilens batteri som energilager. Når strømmen er billig, kan bilen oplades, og når efterspørgslen og priserne stiger, kan strømmen sendes tilbage til elnettet via en kompatibel, bidirektionel ladestander.
Ifølge Kia er EV9 nu officielt registreret som energilagring under de gældende hollandske regler efter en række tests hos det nationale videnscenter ElaadNL. Kombinationen af EV9 og en kompatibel ladeboks er samtidig blevet godkendt til at levere strøm tilbage til nettet.
Læs også:
Vattenfall skal teste løsningen i private hjem
De 40 deltagere i pilotprojektet får stillet både ladeløsning, installation og energiservices til rådighed. Via Kia Smart Charge-appen skal de afprøve, hvordan bilen kan lagre, styre og tilbagelevere energi som en aktiv del af energisystemet.
Kia og Vattenfall vil efterfølgende analysere resultaterne for at vurdere, hvordan teknologien kan udbredes til flere kunder og markeder.
Kan give økonomiske fordele for elbilister
Perspektiverne er betydelige. V2G-teknologi kan potentielt gøre elbiler til en økonomisk ressource for ejerne ved at udnytte prisforskelle på elmarkedet og samtidig aflaste elnettet i spidsbelastningsperioder. Teknologien er allerede lovlig i Danmark, men kræver fortsat udvikling af ladeinfrastruktur og energisystemer, før den kan få et bredt gennembrud.
Med pilotprojektet i Holland placerer Kia sig blandt de bilproducenter, der arbejder på at gøre elbilen til mere end blot et transportmiddel. Visionen er, at fremtidens elbiler skal fungere som mobile energilagre, der både gavner elnettet og bilisternes økonomi.
Læs også: