Musik

Kan du huske Mattias fra MGP? Her er han i dag

Young Gun markerer et nyt kapitel. En musikalsk genfødsel, hvor han selv bestemmer tempoet.

Kan du huske Mattias fra MGP? Her er han i dag
Foto: DR

I 2008 blev han hele Danmarks darling, da han sammen med sin bror Marcus vandt MGP med anti-mobbesangen En for alle, alle for en.

Men at gå fra at være en helt almindelig knægt til pludselig at være børnestjerne, signet på Universal og et forbillede for tusindvis af unge, var en vild omvæltning.

I dag er Mattias Johansson tilbage i musikkens verden, som han blev kastet ind i som barn.

Han forsanger i bandet Run Boy Run, der 20. marts udgav deres første single, Young Gun. En sang, der handler om at kigge tilbage på ungdommens storhedstid.

En bagside af medaljen

Når Mattias tænker tilbage på tiden i MGP, er det ikke kun glitter og lykkerus, der fylder i hukommelsen. Han husker, hvordan det føltes at gå fra at være outsider til at blive idol:

“Jeg repræsenterede pludselig nogen, der normalt ikke havde en stemme. Det var stort. Vi blev ansigtet udadtil for, at man godt kan klare sig, selvom man har modgang, også da Marcus blev diagnosticeret med diabetes.”

Men han er også bevidst om bagsiden af medaljen. I dag ser han tilbage på en branche, hvor mange børnestjerner blev formet og styret af voksne, der havde deres egne interesser i fokus:

“Vi var en del af en generation, hvor det ikke var unormalt at møde børn, der var groomet til at stille op i børne-MGP. Der er også lavet dokumentarer om det nu. Vi var heldige, fordi vi ikke var børnestjerner på den måde.”

Young Gun – et opgør med MGP-tiden

Efter MGP fulgte en tid med store pladeselskaber og et musikliv, hvor han ikke altid selv havde hånden på rattet.

Den tid er ovre nu. Med Young Gun og Run Boy Run markerer Mattias et nyt kapitel. En musikalsk genfødsel, hvor han selv bestemmer tempoet.

“Det her er min måde at komme tilbage i musikbranchen på, men på mine egne vilkår. Jeg har været bundet før, men det er jeg ikke længere. Nu er det 100 % vores projekt, vores band og vores lyd.”

Og der er en særlig tilfredsstillelse i at starte fra bunden:

“Hvis det her bliver en succes, så er det en ægte succes. Alt er lavet fra bunden. Jeg har været med til at udvælge bandet, skrive musikken, producere lyden. Det er ikke noget, der er fabrikeret af en pladeselskabsmand i jakkesæt.”

Fra MGP-stjerne til voksen musiker

At gå fra at være børnestjerne til voksen kunstner er en rejse, der kan tage mange retninger.

Nogle falder af vognen, mens andre finder en vej tilbage, på deres egne betingelser.
Mattias Johansson har valgt det sidste.

Nu håber han på ikke længere at være “ham fra MGP,” men at kunne træde frem med resten af gutterne, bag Run Boy Run og levere noget ægte.

Med Young Gun skyder han sit nye kapitel i gang.