Hvis du stadig tror, at det er dit job, dine overarme eller din evne til at bestille en fancy drink på fransk, der får dig matches på Tinder, så er det på tide at opdatere strategien. Ifølge nye data fra Tinder er det nemlig ikke din bil, din bachelorgrad eller dine abs, der får dig til at skille dig ud – det er din hund.
Ja, du læste rigtigt.
Menneskets bedste ven er blevet en af de mest effektive icebreakers i den moderne datingverden, og i 2025 er det ikke kun attraktivt at have en hund – det er nærmest blevet et krav. Det viser den nyeste Year in Swipe-rapport fra Tinder, som afslører, at omtalen af hunde i danske bios er steget med 25 % over de seneste to år.
Hunde er din nye wingman
Uanset om du matcher over en fælles forkærlighed for golden retrievere, eller du bare har en firbenet ven med i bagagen, så er det tydeligt, at kæledyr er blevet en del af det moderne dating-sprog. Og nej, vi snakker ikke kun “min hund er sød” – vi snakker direkte bios som:
“Min hund og jeg er en package deal”
“Større sandsynlighed for match, hvis du har en hund”
“Du skal kunne lide hunde, for jeg har en sød en”
Hvis det ikke lyder som en advarsel forklædt som flirt, så ved vi ikke, hvad gør.
Det handler ikke kun om hunde – katte, kaniner, skildpadder og fisk nævnes også flittigt – men hunden dominerer listen. Det er kærlighed, ansvar og emotionel tilgængelighed pakket ind i pels, poter og logrende hale.
Læs også:
Golden retriever-boyfriend: Et nyt ideal
Et af de mest interessante fund i Tinders 2024-opgørelse er udtrykket “golden retriever-boyfriend”, der ligger som nummer fire blandt TikTok-inspirerede bios. Hvad betyder det egentlig? Kort fortalt: Du er loyal, rar, rolig – og måske lidt godtroende på den charmerende måde.
Altså alt det, der får dig til at virke som en følelsesmæssigt stabil person, der både kan håndtere en airfryer og et forhold.
Tinders nordiske kommunikationschef, Sinead Purcell, forklarer det sådan her: “Når danske singler siger, at deres yndlingsdyr er en golden retriever – eller beskriver sig selv som en – handler det ikke kun om hunde. Det er en personlighedserklæring. Det signalerer varme, tryghed og følelsesmæssig dybde. Og det er præcis det, mange leder efter.”
Kæledyr som kærlighedstegn
Der er noget ved kæledyr, der får folk til at åbne op. Det er det bløde modspil til det ellers ret hårde online dating-marked. Kæledyr signalerer, at du har evnen til at tage ansvar – og måske endda give kærlighed til nogen, der ikke bare kan ghostes væk. Det er med andre ord en form for social proof, du ikke kan fake.
Så hvad betyder det for dig, der swajper løs i håbet om kærlighed? Tja, hvis du har en hund – vis den frem. Hvis du ikke har, så lån en (bare vær ærlig omkring det). Og hvis du er allergisk over for alt med pels, så find i det mindste ud af, hvad du ville være for et kæledyr, hvis du var et. Det kan være din næste bio-opdatering.
Måske er det ikke længere nok at være “sjov, udadvendt og elsker vin og Netflix”. Måske skal du bare være lidt mere… golden retriever.
Top 5 mest nævnte kæledyr i danske Tinder-profiler i 2025:
- Hunde
- Katte
- Kaniner
- Skildpadder
- Fisk
Læs også: