Der er noget sødt og trygt over at kalde sin partner for “baby”, “skat” eller “engel” – og for de fleste par er kælenavne nærmest en fast bestanddel af hverdagen. Men ifølge psykolog Dr. Mark Travers fra Psychology Today, bør man ikke altid lade sig narre af de sukkersøde betegnelser. Nogle af dem kan faktisk være tegn på, at forholdet ikke er så sundt, som man gerne vil tro.
“Babe” eller “Baby” – tryghed uden substans?
Ifølge Travers er det især problematisk, hvis man begynder at kalde hinanden “babe” eller “baby” meget tidligt i et forhold. Selvom det føles varmt og intimt, kan det i virkeligheden være en slags følelsesmæssig genvej, der får os til at føle os tættere, end vi egentlig er.
“Affektion sætter gang i oxytocin – også kendt som tilknytningshormonet – og det kan skabe en illusion af nærhed, selvom der ikke er opbygget tillid endnu,” skriver han. Med andre ord: Du risikerer at falde for en person, der aldrig har vist dig deres ægte følelsesliv, bare fordi du bliver kaldt noget sødt, mens I ligger og streamer Netflix sammen.
“Sweetheart” – skjult manipulation?
Det lyder som noget din bedstemor ville sige, men “sweetheart” er ifølge Travers ikke nødvendigvis så uskyldigt, som det lyder. Han advarer om, at det ofte bruges i situationer, hvor én part i forholdet vil minimere den andens følelser – især i konflikter.
Eksemplet han giver: “Du overreagerer, sweetheart. Lad nu være med at bekymre dit kønne hoved.”
Lyder det bekendt? Hvis ja, så er du måske blevet udsat for det, Travers kalder emotional infantilisation – en strategi hvor partneren gør dig følelsesmæssigt lille og umoden, så dine bekymringer ikke bliver taget alvorligt.
“Angel” – kærlighed eller følelsesflugt?
Og så er der klassikeren “angel”. Den lyder nærmest hellig, men ifølge eksperten kan den også bruges til at glide af på konflikter. Det, han kalder emotional appeasement, er når man – i stedet for at tage ansvar og tale tingene igennem – bare overdænger sin partner med kærlige ord i håb om at få stemningen til at falde.
Efter et skænderi lyder det måske: “Angel, lad nu være med at være sur.”
Men problemet er, at man ikke får snakket om det, der gik galt – man dulmer bare situationen med en sød stemme og et kælenavn. Og det kan på sigt være mere skadeligt end gavnligt.
Så hvad skal man så kalde hinanden?
Travers understreger, at kælenavne ikke nødvendigvis er noget skidt – faktisk kan de være med til at skabe varme og intimitet i et sundt forhold. Men intentionen og timingen er afgørende. Hvis kælenavne bruges som plaster på sår, der aldrig bliver behandlet, så risikerer de at blive netop det – følelsesmæssigt tapet, der dækker over noget, man ikke tør tage fat i.
![]()
Læs også: