Musik

Denne jyske metalfestival solgte alle sine billetter på under en time

Der bliver skruet gevaldigt op for de tunge riffs og de hårde breakdowns, når Boringhell vender tilbage i 2026.

Den jyske festival har nu offentliggjort hele programmet til næste års udgave, og interessen er stor. Billetterne blev nemlig revet væk på bare én time, da salget åbnede tidligere på måneden.

Festivalen finder sted den 21. og 22. august i den lille by Boring mellem Horsens og Vejle, hvor arrangørerne endnu en gang samler et program med fokus på hardcore, punk og metal fra både den danske undergrund og den internationale scene.

Årets plakat tæller en række markante navne fra den danske metalscene. Blandt andet gæster Ashes of Billy festivalen efter et år, hvor bandet for alvor har fået fart på.

Gruppen modtog sidste år Den Hårde Tones pris som “Årets Håb” og fik samtidig massiv opmærksomhed for deres koncert på Copenhell, hvor de blev omtalt som et af de mest lovende unge rocknavne herhjemme.

Derudover byder programmet på navne som Persecutor, Henret, Maceration, Killing, Brandsår og Situationsfornærmelse, der alle repræsenterer forskellige afkroge af den hårde musikscene – fra klassisk dødsmetal og hardcore til mere punkede og ekstremt aggressive udtryk.

Boringhell har dog ikke kun kigget mod den danske undergrund i årets bookingrunde. Fra USA kommer crustcore-veteranerne Filth, der siden slutningen af 80’erne har haft kultstatus på hardcore-scenen. Festivalen får også besøg af det tjekkiske band Crippled Fingers, som tidligere i år udsendte singlen “Unbroken”.

Det fulde lineup til Boringhell 2026 består af:

Filth (US), Persecutor, Ashes of Billy, Henret, Maceration, Crippled Fingers (CZ), Grope, Killing, Situationsfornærmelse, Vægtløs, Dying Hydra, Bogwife, Hard Lessons, Mt. Sarin, Brandsår, Hour of Chaos og Shred.